Frederik Christian, Friedrich Christian, 6.4.1721-14.11.1794, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Død på Augustenborg, begravet i Sønderborg slotskapel. F.C. indtrådte i den danske hær, blev 1721 kaptajn og 1742 oberstløjtnant, købte to år senere et regiment, blev 1754 generalmajor, 1758 generalløjtnant og 1761 general. Ved faderens død overtog han bl.a. Augustenborg, Rumohrsgård og Gråsten, men tillige en stor gæld som det i årenes løb ved sparsom husførelse og god økonomi lykkedes ham at bringe ned. I henhold til overenskomster 1756 og 1764 vedrørende arveretten til Plön og Glücksborg fik han sine godsbesiddelser i høj grad udvidet og sine vilkår forbedret. Kongen bevilgede ham en årrække en pension på 6000 rdl., overtog en betydelig del af hans gæld og overlod ham Gammelgård, slægtens tidligere besiddelse, slottet Sønderborg med ladegården og desuden en række andre nordslesvigske godser. Han opnåede tillige forskellige skattelettelser hvis omfang senere i tiden blev genstand for rivninger mellem regeringen og augustenborgerne. Alligevel nærede han bitterhed mod kongeslægten, følte sig uretfærdigt behandlet, afslog regeringens tilbud om at overlade hans tiårige søn et dansk regiment og undgik længe, næsten uhøfligt, ethvert tilnærmelsesforsøg. Da A. P. Bernstorff foreslog et fremtidigt ægteskab mellem den unge Frederik Christian og prinsesse Louise Augusta ville han dog ikke forspilde de muligheder, forbindelsen åbnede, og greb straks til. Gennem en omhyggelig opdragelse stræbte han at forberede sønnen til hans fremtidige stilling. Sin meste tid tilbragte han, plaget af gigt og andre skrøbeligheder, på Augustenborg slot som han ombyggede og udvidede. – Sønnen Frederik Carl Emil, født 8.3.1767, død 14.6.1841, blev 1787 oberst og chef for Danske livregiment, 1790 general af infanteriet. 1803 fik han sin afsked efter 1801 at have giftet sig trods familiens protest med en datter af Jørgen Erik Skeel. Ægteparret bosatte sig i Leipzig og forblev i udlandet. Prinsen der omtales som "sin Tids smukkeste Mand i begge de forenede Riger" udnævntes 1808 til generalløjtnant, 1815 til general.

Familie

Forældre: hertug Christian August af Augustenborg (1696-1754) og Frederikke Louise Danneskiold-Samsøe (1699-1744). Gift 26. 5.1762 i Plön med prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine af Plön, født 23.4.1744 i Plön, død 11.10. 1770 på Augustenborg, d. af hertug Frederik Carl af Plön (1706-61) og Christine A. Reventlow (1711-79). – Far til Frederik Christian (1765-1814) og Christian August (1768-1810).

Udnævnelser

Bl.R. 1749.

Ikonografi

Mal. af C. G. Pilo, 1744 (Gisselfeld), varieret gentagelse heraf. Mal. af P. Als, 1750 (Fr.borg). Malet til hest af C. A. Lorentzen (sst.). Malet i ordensdragt (forhen Primkenau).

Bibliografi

F. v.Krogh: Beiträge zur älteren Gesch. des Hauses Holstein-Sonderburg, Berlin 1877 85. Hans Schulz: Friedrich Christian, Stuttgart 1910.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig