Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian August

Oprindelige forfattere HPC og AxHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian August, Christian Carl Frederik August, 19.7.1798-11.3.1869, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Primkenau i Schlesien, begravet sst. I de sidste år af sit liv efter sit definitive brud med Frederik VI i anledning af det svenske tronfølgervalg helligede Frederik Christian sig sine sønners opdragelse og arbejdede med problemerne omkring slægtens arverettigheder og dens fremtid. Den memoire han udarbejdede herom blev sammen med hans direkte påvirkning grundlaget for C.A.s lange kamp for den augustenborgske families rettigheder. C.A.s stærke familiefølelse fik ham til sammen med broderen Frederik (senere af Nør) at betragte faderens efterladte manuskript som et bindende politisk testamente. Efter faderens død 1814 og søsterens ægteskab 1815 med tronfølgeren, Christian Frederik, knyttedes forbindelsen til hoffet igen, og ved kroningsfestlighederne 1815 dekoreredes C. A. med elefanten og blev oberstløjtnant à la suite i den danske hær. Den følgende vinter traf han i København den unge komtesse Louise Danneskiold og forelskede sig i hende. Moderen fandt ham for ung til at knytte en varig forbindelse og fastholdt at han sammen med broderen skulle gennemføre en tidligere planlagt studierejse til udlandet. Rejsen strakte sig fra juni 1817 til maj 1820 og førte C.A. til Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig og England. Den unge, begavede mand modtog i Frankrig indtryk der vakte hans sans for politik, og i England udvikledes denne interesse yderligere. Overalt gjorde de to prinser et godt indtryk og modtoges med den honnør der tilkom den danske konges søstersønner. Utvivlsomt har dette stimuleret den selvsikkerhed og følelse af egen og slægtens værdighed som C.A. allerede tidligere havde udviklet. Rejsen dæmpede ikke C.A.s tilbøjelighed for komtesse Louise, og han søgte kongens samtykke til ægteskabet, men Frederik VI tøvede med tanke på de arvemæssige problemer der altid ville være forbundet med den ældste augustenborgers ægteskab. Enkehertuginden fik dog broderen til at give efter, men da havde C.A. allerede deklareret forlovelsen uden at afvente samtykket hvad der gav anledning til en misstemning mellem kongen og augustenborgeren som kastede en skygge langt fremad. C.A. holdt sig demonstrativt borte fra hoffet og koncentrerede sig om livet på Augustenborg og Gråsten. Han levede et fredeligt familieliv i et varmt og fortroligt ægteskab hvor han i modsætning til sin øvrige færden lod sine følelser udfolde sig frit. Ved hertughoffet kom som i faderens tid kunstnere og forfattere, og endnu i 1840erne nød digtere som Oehlenschläger og H.C. Andersen gæstfriheden på Augustenborg. C.A. helligede sig i 1820erne driften af godserne og dyrkede sin interesse for jagt og væddeløb som han havde lært at sætte pris på i England, og kastede sig over hesteopdræt. Sin tilværelse indrettede han i stil med det engelske aristokratis levevis og fastholdt uden vaklen sine rettigheder som godsejer over for bønderne. Navnlig hans hensynsløse udøvelse af sine jagtrettigheder gav anledning til hyppige klager. Hans egenrådighed og stædighed kom her til fuld udvikling som de senere gjorde det i hans politiske virke.

Som ætling af oplysningstiden interesserede han sig for ungdommens uddannelse og skolevæsenet. Da skolevæsenet skulle organiseres efter forordningerne af 1814, krævede han i kraft af sine påståede fyrstelige rettigheder retten til selv at reglementere skolevæsenet på sine godser. Disse og lignende krav førte i 1820erne til skarpe kontroverser med Danske kancelli der opfattede ham som en godsejer uden særlige rettigheder. Så meget mere følte C.A. det nødvendigt at fastholde påstanden om augustenborgske særrettigheder som for ham var en del af fundamentet for familiens videregående krav. Sine politiske interesser udviklede C.A. ved en omfattende avislæsning og læsning af historisk og statsvidenskabelig litteratur. Ved røret om Uwe Jens Lornsens flyveskrift nov.1830 følte han, der allerede da håbede at blive statholder, at tiden til at træde offentligt frem var inde. Han sluttede sig som broderen tæt til regeringen og tilbød kongen sin tjeneste. Hans analyse af situationen var rammende, men kongen fandt vel C.A.s planer for løse og lod ham ikke få indflydelse, heller ikke da han ved at rejse til København søgte at gøre sig gældende. End ikke blandt de erfarne mænd fra hertugdømmerne der skulle drøfte stænderforfatningen fik C.A. sæde trods støtte fra tronfølgeren. Dog fik han en arvelig virilstemme i de slesvigske stænder og indtog, om end med kritiske bemærkninger især om bondestandens stærke repræsentation, sin plads i forsamlingen 1836. Til hans irritation havde hans forsøg på at influere på valget på sine godser ikke båret frugt, og både nu og senere fulgte han med største agtpågivenhed de liberales politiske agitation over for de augustenborgke bønder. Det var C.A.s opfattelse at de konservative kræfter i staten nu måtte tage føringen, og i de første stænderforsamlinger blev han derfor konservatismens samlingsmærke. I konkrete sager kunne han arbejde sammen med en liberal som H. R. Hiort-Lorenzen når han derved som i toldsagen kunne hindre, at bestående privilegier blev inddraget, men ellers var han stort set en loyal om end kritisk regeringsstøtte. Hans store politiske evner kom til fuld udfoldelse i stænderne. A. D. Jørgensen har med rette kaldt ham "den første praktiske politiker i stor stil her i landet". Han forberedte sagerne, læste udenlandske og de fleste indenlandske aviser, skrev selv i aviserne, gjorde sine synspunkter kendt gennem cirkulation af sine vota i stænderne, søgte kontakt med meningsfæller i de holstenske stænder osv. 1838 planlagde han sammen med sine politiske medarbejdere "et politisk felttog", dvs. en systematisk indsats for at fremme C.A.s konservative holdninger og bekæmpe de liberale for at sikre staten mod revolutionære omvæltninger. Kampen skulle føres gennem de eksisterende blade hvor alle liberale artikler skulle imødegås. Fra denne tid skriver sig C.A.s systematiske udnyttelse af pressen med artikler, han fik andre til at skrive eller i stort omfang selv skrev og lod viderebefordre gennem et svært gennemskueligt net af kontaktmænd. Forgæves prøvede han i 1840erne at sætte sig i besiddelse af Fr. Fischers blad i Åbenrå og overtog så i stedet "Lyna" i Haderslev, ligesom "Sonderburger Wochenblatt" helt stod under hans indflydelse. En plan om et tysksproget blad i København i konkurrence med "Beobachter am Sunde" realiseredes dog ikke.

C.A.s virke som egentlig konservativ politiker begrænsedes af hans ambitioner på slægtens vegne som hurtigt førte ham ind i samarbejde med de liberale slesvig-holstenske kræfter som arbejdede for hertugdømmernes selvstændighed. Da sprogsagen kom op i stænderne 1838 vendte han sig skarpt mod tanken om støtte til det danske sprog. Bag dette skridt der gjorde ham stærkt upopulær i Danmark lå ikke nationale overvejelser, men hensynet til hertugdømmernes samhørighed og selvstændighed. Han måtte imødegå alle tendenser, også på det sproglige område, til at knytte Slesvig tættere til kongeriget. Hans plan som han bl.a. udviklede i sine breve til broderen var at få arvegangen i kongeriget ændret, så augustenborgerne ved mandsliniens uddøen kom på den danske trone, hvorved monarkiet kunne holdes sammen. Forudsætningen herfor var, at han dels kunne hævde sin arveret til hertugdømmerne dels i praktisk politik underbygge påstanden om hertugdømmernes selvstændighed i forhold til kongeriget. Lykkedes det, følte han sig sikker på at stormagterne ville gennemtvinge den augustenborgske løsning, fordi den enklest ville kunne sikre monarkiets integritet. De gange han berørte sagen for Christian VIII blev det ham helt klart at kongen tænkte i andre baner, men C.A. følte sig overbevist om at tiden arbejdede for augustenborgerne. Han afviste broderens og andres forslag om at han skulle tage ophold i København og vinde danskernes gunst. I stedet fastholdt han stædigt en linie, hvorefter han underbyggede kravet om hertugdømmernes selvstændighed ved som i sprogsagen at sammensmelte sine dynastiske interesser med slesvig-holstenismens påstande om hertugdømmernes selvstændighed. Grundlaget for sit politiske program havde C.A. offentliggjort 1838 i det anonyme, såkaldte Halleskrift, vendt mod Chr. Paulsen der betvivlede augustenborgernes rettigheder. Halleskriftet følger nøje faderens efterladte memoirer, men C.A. undlod henvisning til at en ændring af kongeloven var vejen til at holde hertugdømmerne ved Danmark. Sine inderste bevæggrunde kunne han ikke røbe, hvis han ville fastholde sine støtter i hertugdømmerne. Omtrent samtidig erfarede C.A. at Frederik VI havde taget arvesagen op med Rusland, og han henvendte sig straks til zaren om beskyttelse af de augustenborgske rettigheder. I 1840erne fulgte C.A. nøje Christian VIIIs planer i arvesagen og søgte at modvirke dem i udlandet. 1843 gæstede han Ludvig af Bayern, Metternich, Ernst August af Hannover og den preussiske konge, og i slutningen af 1844 sendte han sin betroede rådgiver, Samwer, til Bruxelles for at bede kong Leopold gøre sin indflydelse gældende på vestmagterne til fordel for augustenborgerne. Særlig tæt var forbindelsen med Ernst August der igen påvirkede det engelske hof. - C.A.s samarbejde med den slesvig-holstenske bevægetse gjorde hans forhold til den danske opinion mere og mere anstrengt. Tilsyneladende fastholdt dog Christian VIII, trods meningsforskellene, sine venskabelige følelser for ham, og uden kontakt med danske liberale var C.A. heller ikke. Efter sønnernes konfirmation (på tysk) 1846 tog han om sommeren til København og præsenterede dem ved hoffet hvor de udnævntes til oberstløjtnanter. Derfra tog han videre til Sverige hvor han ville købe et gods, muligvis som en gestus mod de nationalliberale. Med A. F. Tscherning, som han via Laurids Skau havde fået forbindelse med, havde han korresponderet om godskøb i Skåne, og muligvis havde Tscherning en andel i C.A.s beslutning om at tage til København 1846. De nærmere omstændigheder fortaber sig dog endnu i det dunkle. Ved tilbagekomsten fra Sverige fik C.A. meddelelsen om det åbne brev hvormed kongen prøvede at ordne arvesagen på kongelovens præmisser, så der højst kunne blive tale om en affindeise af evt. augustenborgske rettigheder. Dermed var enhver udsoning umulig, og C.A. tog nu de fulde konsekvenser af den linie, han havde fulgt. Prinsen af Nør anbefalede en behersket reaktion for ikke at forspilde mulighederne i Danmark, men C.A. protesterede mod krænkelsen af sine rettigheder og indlagde også en protest ved forbundsdagen i Frankfurt. Samtidig søgte han bistand hos de tyske fyrster, og han stillede sig i spidsen ved de slesvigske stænders sprængning i protest efteråret 1846. Her fremlagde han et forfatningsforslag der skulle appellere til de slesvig-holstenske liberale, men samtidig vise danske liberale kredse at en augustenborgsk løsning på monarkiets problemer ville give en konstitution. Hovedresultatet var dog, at C.A. fra udgangen af 1846 stod som det samlende politiske midtpunkt i hertugdømmerne. 1847 foretog han en ny rundrejse til de tyske hoffer, og han var, efter at kongen havde forregnet sig med virkningerne af det åbne brev, mere end nogen sinde overbevist om at der ingen vej var uden om augustenborgerne.

Annonce

Efter Christian VIIIs død fulgte begivenhederne slag i slag, og hertugen fejedes hurtigt bort fra den politiske ledelse. C.A. erfarede, at der nu på begge sider udløstes kræfter der ville fjerne grundlaget for den politik, han havde lagt op til. Den rejse til Berlin som han tiltrådte straks efter meddelelsen om Rendsborgmødet 18.3.1848 havde efter hans egen forklaring til formål at få Preussen til at afgive en erklæring om at beskytte både hans og hertugdømmernes rettigheder for at hindre et dansk angreb og dæmpe gemytterne i hertugdømmerne. Rejsen blev imidlertid et vendepunkt. Den preussiske konges svar med anerkendelsen af de slesvig-holstenske fundamentalsætninger og tilsagn om tysk støtte til deres forsvar var stilet til C.A., og det danske folk og den danske regering havde nu det endelige indicium som gjorde det muligt at koncentrere ansvaret for hele bevægelsen på hertugen. Efter tilbagekomsten fra Berlin udstedte han da også, som var han regerende fyrste, 31.3.1848 en proklamation til Slesvig-Holstens folk med fuld tilslutning til det skete. Han havde forestillet sig at den provisoriske regering skulle vige pladsen for ham som regent i den ufri hertugs navn, men ingen sympatiserede med tanken. C.A. ramtes nu af dobbeltheden i sin politik der ikke kunne gøre ham troværdig som leder af en slesvigholstensk løsrivelsesbevægelse.

C.A. var, om end kun lejlighedsvis og som passiv deltager, med krigen igennem bl.a. ved general W. v. Willisens side i slaget ved Isted. Hans eneste officielle hverv var medlemskabet af den slesvig-holstenske landsforsamling, men heller ikke her spillede han en ledende rolle. Den ny tids mænd så med mistillid på en mand af hans reaktionære støbning uden sans for den nationale problematik. Også ved de diplomatiske forhandlinger var han tilskuer, idet han dog med sin gamle energi søgte at udnytte sine forbindelser ved de tyske fyrstehoffer. Da "The Times" foreslog, at hans ældste søn skulle adopteres af Frederik VII og derved blive arving til hele monarkiet, afviste han planen. Han var realistisk nok til at indse, at hvad der for ham havde stået som en mulighed i 1840erne nu ikke mere lod sig gennemføre. Han koncentrerede sig om Slesvig-Holsten og ønskede den fuldstændige adskillelse mellem kongeriget og hertugdømmerne. Derfor bad han mindre realistisk Preussen støtte dannelsen af en nordisk unionsstat under den svenske konge med udskillelse af hertugdømmerne. Han gik så vidt som til at pege på den mulighed at det besatte Nørrejylland kunne gå til hans del. I konsekvens af, at regeringen stemplede C.A. og hans bror som de ansvarlige for begivenhederne i 1848, blev hans godser beslaglagt og hans ærestegn frataget ham. For at imødegå den fare for sit omdømme i ind- og udland, dette indebar, protesterede han til den tyske rigsforstander, og han søgte i den offentlige debat at placere skyld og ansvar hos den danske regering. Som modtræk mod C. F. Wegeners effektive udgave af dele af den beslaglagte augustenborgske korrespondance offentliggjorde C.A. 1850 en aktmæssig fremstilling Die Herzogthümer Schleswig-Holstein und das Konigreich Danemark som J. G. Droysen og K. Samwer vel stod som udgivere af, men som C.A. leverede omfattende bidrag til. Effekten af skriftet udeblev dog. De tyske fyrster havde vel sympati for C.A., men de politiske konjunkturer gjorde det ikke mere opportunt at støtte ham.

Afslutningen af treårskrigen med sikringen af monarkiets integritet og den dansk-russiske enighed om prins Christian af Glücksborg som tronarving betød enden for de augustenborgske muligheder. Forhandlingerne med C.A. om en affindelse blev overdraget grev Bismarck som marts 1852 forelagde det danske af stormagterne godkendte tilbud. C.A.s støtter, kongen af Preussen og prins Albert, lagde pres på ham for at få ham til at acceptere, og han tiltrådte aftalen. 30.12.1852 overdrog han i en højtidelig akt sine godser til den danske stat mod en sum på tre mill. rdl. og forpligtede sig på egne og familiens vegne til intet at foretage sig der kunne forstyrre monarkiets ro, og til ikke at modsætte sig den arvefølge eller statsordning, kongen måtte gennemføre. Et formeligt arveafkald var ikke forlangt fra dansk side, da C.A.s arveret jo ikke anerkendtes. C.A. hævdede selv, at han havde måttet afstå godserne under tvang, og at han for sit vedkommende kun havde lovet at holde sig passiv. Tanken om en senere augustenborgsk mulighed havde han ikke opgivet, da han ikke havde renonceret på sin arveret. Foreløbig gjaldt det dog om at tie, og han hindrede 1853 sin ældste søn, Frederik, i at gøre sine krav gældende. Da det skete i 1859, var det efter C.A.s mening stadig for tidligt. Drømmen om en deling af det danske monarki i et skandinavisk Norden og et augustenborgsk Slesvig-Holsten optog ham stadig, og han virkede for denne tanke både i pressen og over for preussiske og svenske diplomater og politikere. For at vinde fransk støtte var han endda villig til en folkeafstemning i Slesvig med kompensation til augustenborgerne i Lauenborg for, hvad de mistede i nord. Samtidig håbede han på, at situationen efterhånden ville tvinge de tyske magter til at opsige Londontraktaten af 1852 om arvefølgen og sikringen af monarkiets integritet. Med penge og agenter søgte han at ophidse stemningen i hertugdømmerne og støtte oppositionen mod forbindelsen med Danmark for at fremme spændingen i monarkiet. 1863 tog han ophold i Hamburg for at være tættere ved begivenhederne, og straks efter Frederik VII's død overdrog han i et manifest arveretten til begge hertugdømmer til sin søn. Men trods de åbenbare augustenborgske sympatier i hertugdømmerne blev C.A. også denne gang slået omkuld af stærkere kræfter. Bismarck der fra forhandlingerne 1851-52 kendte hertugen og hans aspirationer ønskede ikke en ny småstat i Nordtyskland, og efter de preussiske kronjuristers underkendelse af de augustenborgske rettigheder indlemmedes hertugdømmerne i Preussen. De augustenborgske drømme sluttede til akkompagnement af hånende artikler i den tyske presse. -Sin erstatning fra 1852 brugte C.A. til at erhverve det store gods Primkenau i Schlesien, og det viste sig at være et fordelagtigt køb. 1856 havde han den tilfredsstillelse at generhverve Gråsten, og der arrangeredes en festlig modtagelse ved hans hjemvenden. Men han trivedes ikke i Nordslesvig og vendte tilbage til Primkenau, hvor han døde som en ensom og dybt skuffet mand.

Familie

Forældre: hertug Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814) og Louise Augusta (1771-1843). Gift 18.9.1820 på Gisselfeld med komtesse Louise Sophie Danneskiold-Samsøe, født 22.9.1796 på Gisselfeld, død 11.3.1867 på Primkenau, d. af lensgreve Conrad D.-S. (1774-1823) og Johanne H. V. Kaas (1776-1843). - Far til Frederik (1829-80). Bror til Caroline Amalie og Frederik (1800-65).

Ikonografi

Tegn. af C.A. som barn, formentlig af W. Heuer, og mal. af Hans Hansen (begge Fr. borg). Min. af C.A. som ung (Rosenborg). Tegn. af Jacques, stukket af Heuer, og tegn. af Heuer til brug for litografi (begge Fr.borg). Mal. af Grøger, 1815. Min. af Aldenrath (Fr.borg). Buste af Thorvaldsen, 1819 (Thorvaldsens mus.). Flere tegn., bl.a. af Heuer, 1827 (Fr.borg). Maleri (Gisselfeld). Afbildet på et par scener med heste, malet af Albrecht Adam, ca. 1839 (sst.). Tegn. af C. TAllemand, 1840 (Kgl.bibl.). Mal. af C. Holm, 1843, og af C. Rahl, 1845 (Gisselfeld). Fremstillet på en række tegn., akvareller, dels enkeltportr., dels gruppebilleder af Carl Hartmann 1845 og 1846 (Fr.borg), hvoraf et par er litograferet, bl.a. af C. Wildt og E. Fortling, og gengivet i træsnit. Litografi af J. M. Graack; kopieret med tilføjelse af overskæg og civil dragt af C. Linde, 1853 (Fr.borg). Afbildet på tre satiriske litografier fra krigens tid 1848-50 med strikke om halsen o.l. Akvarel og maleri i samme type ca. 1860 (Fr.borg). Buste af Eduard Müller, 1869 (Altonaer Mus.).

Bibliografi

Bibliografi. [Alfr. H. E. Fich]: Hertugen af Augustenborgs lit. virksomhed i den slesv.-holst. sag, 1850.

Kilder. Augustenborgske breve til J. G. Adler og P. Hjort i Danske mag. 6.r. IV, 1925 76-211. Breve mellem hertug C. A. af Augustenborg, prins Frederik af Nør og grev Ernst Reventlow-Farve 1847 sst. 8.r. II, 1962 1-24.

Lit. C. F. Wegener: Om hertugen af Augustenborgs forhold til det holstenske oprør, 1849 (m. akter og breve). Samme: Aktmæssige bidrag til Danm.s hist. i det 19. årh., 1851 (m. akter og breve). Die Herzogthümer Schlesw.-Holst. und das Königreich Dänemark, udg. J. G. Droysen og K. Samwer, Hamburg 1850 (m. akter og breve). A. D. Jørgensen: Hist. afhandl. III, 1898. Joh. H. Gebauer: C. A., Stuttg., Lpz. 1910. Kr. Erslev: Augustenborgernes arvekrav, 1915. Axel Heils i Festskrift til Johs. Steenstrupi 1915 47-65 240f. H. P. Clausen i Sønderjyske årbøger, 1965 1-36 og sst. 1966 105-203. H. Hjelholt: Great Britain, the Danish-German conflict and the Danish succession 1850-1852, 1971 = Kgl. da. vidensk.s selsk. hist.-filos. medd. VL: I.

Papirer (det såkaldte Primkenauarkiv i Schlesw.-holst. Landesarchiv, Slesvig. Erich Graber: Das herzogl. schlesw.-holst. Hausarchiv zu Primkenau in Schlesien i Die Inventare der nichtstaatlichen Archive Schlesiens. Codex dipl. Silesiæ XXXI, Breslau 1925 115-21. Se også: Johan Hvidtfeldt: Augustenborgernes og Glücksborgernes arkiver i Hist. t. II.r. III, 1950-52 583-87. Olaf Klose: Das Primkenauer Archiv i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LXXVI, Neumunster 1952 201-06. Augustenborgske papirer i Rigsark. (Kongehusark.). Kongehusarkivet fra Fr. Vis, Chr. VIII's og Fr. VII's tid, ved Vello Helk, 1963 = Vejledende arkivregistraturer XIII. Breve til og fra C.A. og Louise Sophie i de Danneskiold-Samsøeske privatarkiver på Brattingsborg. Papirer i Landsark. Åbenrå, afl. fra Kiel 1936.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.P. Clausen, Axel Heils: Christian August i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288332