Carl Frederik

Carl Frederik, 30.4.1700-18.6.1739, hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp. Født på Stockholms slot, død på Rohlfshagen, Trittau amt, begravet i Bordesholm k. C. F. levede sine første 19 år i Sverige og opdroges under ledelse af sin mor og sin oldemor, enkedronning Hedevig Eleonora, som døde allerede 1708. De gav CF. i hvem man almindeligvis så en efterfølger til den barnløse morbror Carl XII en uddannelse med et lærd og stærkt lutheransk-religiøst præg. En tid var Arvid Horn hans guvernør. De gottorpske lande styredes efter at hertug Frederik IV 1702 var faldet ved Klissow af den afdødes bror Christian August; enkehertuginden opholdt sig stadig i Sverige og var uden indflydelse på deres forvaltning og politik. Det samme gælder naturligvis den umyndige hertug hvis navn de gottorpske statsledere med G. H. v. Görtz i spidsen endog tillod sig at misbruge i den grad at de fabrikerede en ordre til fæstningen Tønnings kommandant Zacharias Wolf om at åbne den for general Stenbocks svenske tropper, dateret Carlberg 23.7.1712 og forsynet med C.F.s eftergjorte underskrift.

Görtz' politik førte til den danske konges besættelse af landene (1714). Jan. 1716 lod formynderregeringen CF. erklære for myndig i det af Danmark inddragne Slesvig, men han var vedblivende uden indflydelse på den gottorpske politik og opholdt sig stadig i Sverige hvor han efter Carl XIIs tilbagekomst (1715) i beundring og kærlighed knyttede sig til denne som synes at have anset søstersønnen for sin naturlige efterfølger og tog Görtz til sin minister og vigtigste rådgiver. Görtz arbejdede i de følgende år på at sikre CF. arvefølgen til den svenske trone og fortrænge den anden prætendent prins Frederik af Hessen der var gift med kongens yngste søster Ulrika Eleonora, og søgte under fredsforhandlingerne med Rusland zar Peters støtte hertil. Ved Carl XIIs død 11.12.1718 befandt CF. sig i krigslejren for Fredrikshald, men savnede i sin nærhed rådgivere som kunne udnytte situationen til hans fordel og var selv for ung og for modløs til at handle. Det hessiske parti sejrede i kampen om tronen, og Görtz' henrettelse gjorde for en tid ende på den holstenske indflydelse i Sverige. C. F. forlod maj 1719 Stockholm udstyret af de svenske stænder med en rejsesum på 50 000 dl. Hans hovedrådgiver blev nu i en årrække mecklenburgeren H. Fr. v. Bassewitz på hvis godser i Mecklenburg han opholdt sig en tid hvorpå de begge begav sigtil Christian Augusts hof i Hamburg. Her overtog CF. som myndig styrelsen af Holsten som dog stadig var besat af danskerne og dannede et gehejmeråd med Bassewitz som præsident og dennes slægtninge (Joachim Otto v. Bassewitz, Johannes v. Clausenheim o.fl.) som ledende medlemmer. Efter forgæves at have søgt hjælp mod Danmark i Hannover, Berlin og Dresden opnåede Bassewitz ved kejserens mellemkomst at den danske konge dec. 1720 gav C. F. hans andel af Holsten tilbage. Den hertugelige del af Slesvig forblev derimod i kongens besiddelse som sikredes ved Englands og Frankrigs garanti og Sveriges løfte om ikke at understøtte hertugen til dets generhvervelse. Det blev hovedmålene for Bassewitz' politik at genvinde Slesvig for Gottorp og at få hertugens ret til den svenske trone anerkendt, og han søgte i dette øjemed støtte hos den nye stormagt Rusland. Maj 1721 kom CF. til Riga hvor han modtoges venligt af zaren. Denne måtte vel i Nystadfreden love ikke at blande sig i den svenske tronfølgeordning, men det lå i Ruslands interesse at benytte sig af de gottorpske fordringer ved sine bestræbelser for at hævde sin indflydelse over for de nordiske stater, og zaren beholdt CF. hos sig, anviste ham og hans følge et rigeligt underhold og forlovede ham 5.12.1724 med sin ældste datter Anna. Ved det holstenske partis af Rusland støttede indflydelse i Sverige opnåedes det at Sverige anerkendte hertugens ret til titlen "kgl. højhed" og bevilgede ham en årpenge på 25 000 dl. indtil han genvandt Slesvig, og over for Danmark indtog Rusland en stedse mere truende holdning. Katharina Is tronbestigelse øgede den gottorpske indflydelse i Skt. Petersborg, CF. formæledes med Anna og blev medlem af det russiske gehejmeråd (marts 1726), rustninger, rettede mod Danmark, fandt sted, og Rusland forbandt sig med kejseren og Preussen til støtte af de gottorpske krav på Slesvig. Både fra kejserlig, russisk og spansk side fik hertugen tilsagn om betydelige årssubsidier indtil Slesvigs generhvervelse var sikret. Modstanden fra vestmagternes side i forbindelse med zarinaens død (1727) kuldkastede dog CF.s forhåbninger. Fyrst Mensjikov så skævt til den gottorpske indflydelse, og aug. 1727 rejste CF. og hans hustru til Kiel under ledsagelse af en russisk eskadre. Det var første gang den nu 27-årige hertug betrådte sit arvelands jord.

Med forlæggelsen af CF.s residens til den lille holstenske universitetsby svandt udsigterne til virkeliggørelsen af hans store drømme år for år mere ind, selv om han stædigt vedblev for sig og sin lille søn Carl Peter Ulrich at opretholde sine krav både om Slesvig – for hvilket han udnævnte gottorpske embedsmænd – og om tronfølgeret i Sverige og Rusland. Bassewitz' diplomatiske bestræbelser led nederlag, tronskiftet i Rusland 1730 berøvede hertugen hans russiske årpenge og løsnede forbindelsen med Petersborghoffet, som allerede efter hertugindens død (1728) havde været svækket, end yderligere. De russiske subsidiers bortfald nødvendiggjorde en indskrænkning af hof- og regeringsbudgettet da det lille hertugdømmes egne ordinære indtægter, som kun beløb sig til et par hundrede tusinde rdl. årligt ikke rakte langt. Efter Bassewitz' fald (1730) fjernedes også de andre medlemmer af hans familieklike som i forening havde oppebåret en trediedel af alle statsindtægterne, og en sparsommeligere forvaltning indførtes under ledelse af Ernst Joachim v. Westphalen. CF. søgte trøst for de små kårs pinagtighed i håbet om hvad fremtiden kunne bringe ham eller hans søn, og i eksercitsen med sine livgrenaderer i slotshaven i Kiel eller i byens omegn, små kærlighedseventyr og vinens glæder, tre ting som livet ved zarhoffet havde givet ham smag for. I lighed med sin søn og sin sønnesøn, Ruslands to første zarer af huset Holsten-Romanov, synes dynastiets stamfader aldrig at have nået fuld åndelig modenhed. Hans svage personlighed savnede dog ikke faste punkter; et var hans stejle hævden af hvad han anså for sin og slægtens ret, et andet en bajnlig ærbødighed for kirken, dens lære og mænd. De gottorpske lande fik under ham et overkonsistorium, en ny katemismus (1736) og en ny salmebog (1739). Til ære for sin afdøde hustru hvis skønhed, ånd og elskværdighed han i hendes levetid lidet havde påskønnet indstiftede han 1735 Skt. Anna ordenen.