Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

August Philip

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

August Philip, 11.11.1612-1675, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. A. forlod efter arveforliget 1633 hvorved der kun tilstodes de yngre brødre et årligt deputat af 1.000 rdl., fædrelandet og rejste til Tyskland. 1646 erhvervede han af sin søster Sophie Cathrine godset Beck i Minden som hun havde fået i medgift af sin broder Hans Christian. Han levede nu her til sin død og opgav efter Sønderborgs inddragelse under kronen ethvert forhold til Danmark medens han føjede navnet Beck til sin hertugtitel. Hans sønner og deres slægt tjente i de preussiske, polske og russiske hære indtil hans sønnesøns sønnesøns søn, den eneste efterlevende mand af linien Beck, hertug Frederik Vilhelm Poul Leopold (1785–1831) trådte i dansk tjeneste og ombyttede det fremmede navn med titlen Glücksborg (1825). Med hans søn Christian (IX) besteg slægten 1863 den danske trone.

Familie

Forældre: hertug Alexander af Slesvig-Holsten-Sønderborg (1573–1627) og Dorothea (1579–1639). Gift 1. gang 15.1.1645 med Clara, født 19.4.1606 død 19.1.1647, d. af grev Anton II af Delmenhorst (1550–1619) og Sibylla Elizabeth af Braunschweig (1576–1630). Gift 2. gang juni 1649 med Sidonia, hendes søster, abbedisse i Herford, født 10.6.1611, død 1650. Gift 3. gang 1651 med Maria Sibylla, født 1623,død 9.4.1699, d. af grev Wilhelm Ludwig af Nassau-Saarbrucken (1590–1640) og Anna Amalia af Baden-Durlach (1595–1652).

Bibliografi

F. v. Krogh: Beiträge z. älteren Gesch. d. Hauses Holstein-Sonderburg, 1877 67–69.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: August Philip i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 7. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286285