• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adolf, hertug af Slesvig

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Adolf, hertug af Slesvig, af samtiden kaldet Aleff, Alff, 1401-4.12.1459, hertug af Slesvig, greve af Holsten. Død på Segeberg slot, begravet i Skt. Laurentius k. i Itzehoe. A. var kun tre år gammel da faderen faldt på et krigstogt mod ditmarskerne. Mens moderen under vanskelige forhold hævdede slægtens krav på Slesvig mod dronning Margrete og Erik af Pommern opdroges A. langt borte fra sit hjem hos stamfaderen for huset Hohenzollern, borg-grev Frederik af Nürnberg der netop i de år blev kurfyrste af Brandenburg. – Da A. var blevet femten år og dermed efter dansk ret myndig kaldte farbroderen grev Henrik ham tilbage og overlod ham Holstens to stærkeste slotte, Segeberg og Rendsborg. Efter onkelens død (1421) overtog A. hele den indre styrelse i Holsten (som A. VIII) mens den ældre broder Henrik førte kampen om Slesvig og den yngste, Gerhard, indtil videre holdtes uden for regeringen. Alle tre brødre kaldte sig i øvrigt hertuger af Slesvig og grever af Holsten idet deres påstand gik ud på at både det danske hertugdømme og det tyske grevskab var arvelige i deres slægt. Først fra 1427 da Henrik fandt sin død under belejringen af Flensborg bliver A. forgrundsfiguren i de to landes historie. Deres eneste landsherre blev han fra 1433 da også den yngre broder døde. I de første fem år efter Henriks fald måtte han sætte al sin kraft ind på at videreføre krigen med Danmark, og ved hansestædernes støtte og A.s egen energi vendtes krigslykken efterhånden helt til holstenernes gunst. Afgørende blev at det 1431 lykkedes at overrumple Flensborg, ved hvilken lejlighed A. og Gerhard begge lod sig slå til riddere. 1432 bragtes fjendtlighederne til en foreløbig afslutning og ved den endelige fred i Vordingborg 1435 beholdt den danske konge kun Haderslev, Ærø og en del af Før og Sild. Hele resten af Slesvig overlodes grev A. på livstid og hans arvinger to år efter hans død. Hvad der endnu manglede i den fulde faktiske og formelle besiddelse af hertugdømmet opnåede A. få år senere da de oprørske råder i Danmark tilkøbte sig A.s støtte ved at love ham hele Slesvig som arvelen – et løfte som hurtigt opfyldtes ved udleveringen af Als og Ærø og gennem den højtidelige forleningsceremoni i Kolding 1440. A. stod således ved målet for mange års arbejde. Et stærkt vidnesbyrd om hans taknemmelighed over sejren er bevaret i det gavebrev, hvorved han endnu s.å. stiftede tre vikarier i Flensborg.

Resten af hertug A.s regeringsperiode var præget af fred. Alligevel meldte der sig nye vanskeligheder for hans politik der nu som før gik ud på at knytte Slesvig til Holsten men skille det fra Danmark. Da nemlig begge hans ægteskaber var barnløse så det ud til at hans slægt skulle uddø på mandssiden og derved båndet mellem de to lande briste. Faren herfor mente A. at kunne besværge ved at hævde at hans arveret til begge lande omfattede også kvindelinien. I henhold hertil udså han til sin arving søstersønnen, grev Christian af Oldenborg. Christoffer af Bayerns død krydsede denne plan. Det danske rigsråd tilbød A. den ledige trone – et tilbud han afviste under påskud af alderdom og svaghed, i virkeligheden vel mest for ikke derved at bringe sine landes dyrekøbte uafhængighed i ny fare. At dette motiv lå bag hans afslag tyder hans krav til søstersønnen på da denne på hans anbefaling kåredes i stedet. Han fik ham nemlig til at stadfæste det gamle løfte fra 1326 at Slesvig og Danmark aldrig skulle forenes under samme herre. Også efter Christian Is tronbestigelse bevaredes mellem ham og A. et usvækket venskab, hertugen støttede endog med penge og lejetropper aktivt kongens krigspolitik over for Sverige. Hvem han efter 1448 har ønsket at gøre til sin efterfølger er uvist, dog er der ting der tyder på at han først i nogle år har tænkt på Christian Is broder Gerhard, men efter et brud med denne har vænnet sig til tanken om et Slesvig-Holsten i personalunion med Danmark, den løsning der kort efter hans død blev til virkelighed. I hvert fald gjorde han intet positivt skridt for at hindre dette. Den samme beherskede styrke som udmærker A.s udenrigspolitik genfindes i hans indre styrelse. Også her fulgte heldet hans bestræbelser for at sammenknytte sine to lande. Tysk sprog og holstensk adel vandt under hans regering stærkt frem i Slesvig. Samtidig lægedes sårene fra den langvarige krig under hans kyndige og kraftige hånd forholdsvis hurtigt, og den brede befolknings taknemmelighed levede århundreder efter hans død videre i ordsproget "Es ist nicht mehr wie zu Herzog Adolfs Zeiten". Få har trængt danskheden i Slesvig så stærkt tilbage som han, men hans kamp mod Danmark var båret af dyb overbevisning om Schauenburgernes ret, og om hans personlige dygtighed og retlinede karakter er meningerne udelte. –

Familie

Forældre: hertug Gerhard II (død 1404) og hertuginde Elisabeth af Slesvig (-1404-). Gift 1. gang med grevinde Mathilde af Anhalt. Gift 2. gang 1433 med Margrethe af Hohenstein, død 1496.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Jürgen Ovens, 1665, og Eckersberg, 1821 (begge Chr.borg).

Bibliografi

Kr. Erslev i Danm.s riges hist., II, 1905, navnlig 512–15. Samme i Hist.t.6.r.VI, 1895–97 225–39. V. Pauls: Die Vorgange von 1460, 1928 3–6. Werner Carstens i Zeitschr. der Gesellsch. für Schlesw.-Holst. Gesch., LX, 1931 231–64. Dat se bliven ewich tosamende ungedelt, udg. H. v. Rumohr, Neumünster 1960.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: Adolf, hertug af Slesvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285734