Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anna Cathrine

Oprindelig forfatter LLaur
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Anna Cathrine, 10.8.1618-20.8.1633, grevinde til Slesvig og Holsten. Født på Fr.borg, død sst., begravet i Roskilde domk. A. C. blev opfostret og opdraget på Dalum kloster hos mormoderen Ellen Marsvin indtil sit 9. år da hun (1627) på grund af krigen fulgte med denne til Kbh. tillige med flere af sine søskende. Hun var da allerede trolovet med den 25-årige Frants Rantzau til Rantzausholm som straks efter trolovelsen var blevet rigsråd og statholder i Kbh. og 1632 rigshofmester. Ægteskabet mellem dem kom dog aldrig i stand da han 5.11.1632 druknede i slotsgraven ved Rosenborg. Hun selv døde muligvis af småkopper. Af sin moder der overhovedet kun brød sig lidt om sine børn skal A. C. ligefrem have været hadet hvilket ifølge gentagne udtalelser af Christian IV hidrørte fra at datteren lignede ham så meget.

Familie

Forældre: Christian IV (1577–1648) og Kirsten Munk (1598–1658). Ugift. -Søster til Christiane, Dorothea Elisabeth, Elisabeth Augusta, Hedevig (1626–78), Leonora Christina, Sophie Elisabeth og Valdemar Christian.

Ikonografi

Barneportræt på Jac. von Doorts gruppebillede, ca. 1625 (Wedellsborg).

Annonce

Bibliografi

S. Birket-Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I, 1879. Danske mag. IV, 1750 130. Christian IVs egenh. breve ved C. F. Bricka og J. A. Fridericia I–VII, 1878–91.

Referér til denne tekst ved at skrive:
L. Laursen: Anna Cathrine i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286139