Rochus Friedrich Lynar

Rochus Friedrich Lynar, 16.12.1708-13.11.1781, greve, diplomat. Født på Lübbenau i Nieder-Lausitz, død sst., begravet sst. Familien L. stammede fra Italien, men var siden begyndelsen af 1600-tallet bosat i Nieder-Lausitz. Da faderen døde tidligt kom L. i huset hos grev Henrik XXIV af Reuss-Plauen på Köstritz, fik hos denne en fortræffelig, noget pietistisk opdragelse og ægtede senere en datter af sin plejefar. Sammen med sin fremtidige svoger Henrik VI opholdt han sig 1726-30 ved universiteterne i Jena og Halle, foretog 1730 en rejse til Danmark og Sverige og derefter i tre år omkring i Tyskland over Holland til Frankrig og England. Gennem den ældre grev Reuss som opholdt sig ved det danske hof opnåede L. 1733 dansk statsansættelse. Hans pietistiske indstilling gjorde ham særlig velkommen. Bevarede breve lægger dog for dagen at hans samtidige ikke tog hans gudhengivenhed helt alvorligt og sendte ham hilsner som erindrede ham om glade ungdomsoplevelser i Paris. - Allerede 1733 ansattes L. i tyske kancelli. 1734 blev han i et kgl. familieanliggende sendt til Ostfriesland og n.å. udnævnt til gesandt i Stockholm hvor han blev til 1740. Efter hjemkomsten gjorde han en tid tjeneste i hertugdømmerne, blev 1740 medlem af overretten på Gottorp og 1742 kansler i Holsten og amtmand i Steinburg. 1749 blev han kaldt tilbage til Kbh. hvor han skal have hjulpet J. S. Schulin med udarbejdelsen af mageskiftetraktaten med den svenske tronfølger Adolf Fredrik. I slutningen af 1749 sendtes han til St. Petersborg som dansk gesandt. Han vendte tilbage i dec. 1751 og var derefter indtil 1765 statholder i Oldenburg og Delmenhorst.

Som gesandt i Sverige tilstræbte L. at formindske regeringernes gensidige mistillid. Han talte svensk, havde fra sin rejsetid gode forbindelser mellem de styrende og var overbevist om at de to nationer, om de alene varetog deres egne interesser og fulgte et fælles system, ville blive i stand til at beherske Østersøen og hele Norden. Datidens storpolitiske modsætninger England-Frankrig vanskeliggjorde dog en tilnærmelse. Danmark havde forbund med England, Sverige med Frankrig. Ganske vist krydsedes disse linjer af andre som gav muligheder for nærmere samarbejde. Inden længe skulle de indre svenske partikampe mellem "hatte" og "huer" blive skæbnesvangre for L.s mission. I overensstemmelse med den danske politik arbejdede L. i nær forståelse med Arvid Horn - stod ham endda så nær at den svenske statsleder senere blev beskyldt for at have røbet statshemmeligheder for den danske gesandt. Da Horn blev styrtet, og Sverige i stadig nærmere tilknytning til Frankrig drev frem imod krigen med Rusland undergravedes L.s stilling. Rimeligvis har han også i høj grad udfoldet sit vid på "hattenes" bekostning og modarbejdet deres franske venskab. Da også Danmark tenderede i samme retning blev hans stilling efterhånden uholdbar. Meget mod sit eget ønske og efter fransk opfordring blev han tilbagekaldt. Han var ikke i unåde, men har dog næppe styrket sin kredit hos Christian VI ved at fremhæve alle betænkeligheder ved de netop da opdukkede planer om en dynastisk union mellem Danmark og Sverige.

I Rusland opholdt L. sig kun i et par år, men fik lejlighed til at føre en betydningsfuld forhandling om ordningen af det holsten-gottorpske mellemværende. På forhånd var han ikke glad for sin mission, frygtede klimaet - lod derfor også sin hustru forblive i Köstritz, men ledsagedes af sin ældste søn - erindrede også at hans bror havde stået i et intimt forhold til Anna af Braunschweig som kejserinde Elisabeth 1741 havde berøvet regentskabsstillingen, og kunne derfor ikke håbe på nogen særlig venlig modtagelse. Tilsyneladende gik det over forventning. Lederen af russisk udenrigspolitik, storkansler Aleksej Bestuschev, viste sig ivrig for at tilvejebringe en tilnærmelse mellem Danmark og Rusland, gjorde L. til husven og ønskede forlig om det gottorpske spørgsmål. Da man fra russisk side fremsatte ønske om en forhandling var udsigterne lyse. L. førte forhandlingerne med sin regerings samtykke og med overordentlig iver, men undervurderede vanskelighederne med at komme til forståelse med tronfølgeren. Da han, selv forsynet med fuldmagter - der gjorde hans tilbud bindende - fremsatte forslag over for de gottorpske repræsentanter der var uden tilsvarende instrukser, og ikke engang havde sikret sig tronfølgerens godkendelse af forhandlingens basis: et mageskifte mellem det gottorpske Holsten og Oldenburg og Delmenhorst, blev resultatet et nederlag. Men det fik betydning ved at øve en væsentlig indflydelse på spørgsmålets senere løsning. Ganske urimeligt lagde L. ansvaret på formodet uvilje i den danske regering og dennes intriger mod ham.

Naturligt nok forøgede det L.s uvilje at han samtidig gik glip af stillingen som dansk udenrigsminister. Da Schulin døde 1750, og J. H. E. Bernstorff under henvisning til sine forpligtelser over for prinsen af Wales måtte afslå tilbuddet om at blive hans efterfølger, havde C. A. Berckentin givet L. meddelelse om at kongen havde udset ham til at overtage stillingen både som oversekretær i tyske kancelli, hvormed fulgte ledelsen af de udenrigske anliggender, og som medlem af konseillet. Det var saglig rigtigt og personligt forståeligt at L. ønskede at tiltræde embedet smykket med laurbærrene for en heldig mageskifteforhandling, men det blev skæbnesvangert for ham at Bernstorff i mellemtiden ved prinsen af Wales" død blev frigjort for sine ældre løfter og derved i stand til at overtage stillingen. Ganske sikkert var de danske konseilsmedlemmer glade for at blive L. kvit og denne bitter over skuffelsen; men til posten som udenrigsminister var Bernstorff utvivlsomt den bedst egnede. L. tilgav aldrig Bernstorff og forstod bestandig senere i sine breve og skrifter at indflette bemærkninger som nedsatte ham og kunne vække mistillid til hans karakter.

Sikkert med rette betragtede L. udnævnelsen til statholder i Oldenburg og Delmenhorst som udtryk for at regeringen ikke ønskede at have ham i nærheden. Stillingen var vellønnet, men interesserede ham ikke; han repræsenterede med værdighed, men udrettede intet og søgte trøst i litterære sysselsættelser. Hans eneste oplevelse -som for en kort tid gjorde ham til en storpolitisk forgrundsfigur - var hvervet som mægler mellem den engelsk-hannoveranske og den franske hær 1757. Det lykkedes ham at afslutte konventionen i Kloster Zeven, og det var ikke hans skyld at våbenstilstanden ikke godkendtes, og at begge parter rettede bitre bebrejdelser både mod L. og den danske regering. Af og til førtes der klager over L.s embedsførelse, og 1765 kom det for dagen at han uretmæssig havde ladet opkræve 3-4000 rdl. som efter foregivende skulle anvendes til at skaffe nogle distrikter lempelser i militærudskrivningen. L. havde ingen undskyldning og måtte være glad til at han slap for proces; han måtte betale pengene tilbage og blev afskediget uden pension.

Sine sidste seksten år tilbragte L. på familiegodset Lübbenau, aflagde af og til langvarige besøg i Dresden og Berlin, fulgte med levende interesse tidens begivenheder og bevarede også mange forbindelser til Danmark. Til Büschings Magazin har han givet adskillige bidrag. Nogen politisk indflydelse øvede han ikke, og det er med urette at Frederik d. Store har givet det udseende af at planen om Polens første deling skyldtes L. - L. var utvivlsomt en fremragende diplomat. Alligevel var det næppe noget tilfælde at han aldrig evnede at vække tillid. Christian VI fandt at han "havde saa mange Kunster i Hovedet", mens A. P. Bernstorff ved hans død 1781 konstaterede at "Verden var blevet befriet for den største Hykler der nogen Sinde har eksisteret". Ifølge Katarina IIs memoirer var han en nar som var optaget af at pleje sin formodede skønhed, og som pralede af sine erotiske bedrifter. Dommene skyder utvivlsomt over målet, men giver en del af forklaringen på at han aldrig nåede frem i første række. Selv lagde han ansvaret på kollegers kabaler. I virkeligheden skyldtes det snarere at han ikke satte sagen over egen storhed. Ikke mindst har det været hans ulykke at han selv og andre bestandig sammenlignede ham med J. H. E. Bernstorff. Målt med denne alen måtte han nødvendigvis komme til kort. -Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1747. -Kammerherre 1733. Gehejmeråd 1746. Gehejmekonferensråd 1750.