Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolaus

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nicolaus, Claus, d. jan..1397, greve af Holsten. Død i Itzehoe, begravet sst. N. var s.m. broderen Henrik ("Jern-Henrik" som han kaldes i senere holstensk tradition) kong Valdemar Atterdags rendsburgske modpart under kongens indløsning af det pantsatte Danmark. De var knap voksne da de fra faderen, den i 1340 dræbte grev Gerhard, overtog panteretten over Nørrejylland og Fyn mens deres onkel, grev Johan den Milde af Holsten-Plön, fortsat havde retten over Østdanmark. Oprindelig 1340 havde det været holstenernes plan at kong Valdemar skulle ægte N.s og Henriks søster og med hende modtage en del af det danske rige i medgift, men dette ændredes senere s.å. (givetvis på holstensk initiativ) til at hertug Valdemar af Sønderjylland, den tidligere kong Valdemar III, skulle træde ind som den direkte kontrahent med kongen (der nu skulle ægte en søster af hertugen), mens hertugen til gengæld for at råde over holstenernes danske panter skulle pantsætte sit eget hertugdømme til holstenerne. Hele arrangementet havde næppe realpolitisk, men nok panteretlig og teknisk betydning, og det var beregnet til at afvikles i takt med kong Valdemars indløsning af Danmark, men sikrede reelt de holstenske grever et fortsat krav på hertugerne. Arrangementet illustrerer tydeligt de holstenske grevers dominans over hertugslægten i Sønderjylland i de sidste generationer før Abels linje uddøde 1375, og det forhindrede ikke greverne i at deltage aktivt i krigsbegivenheder og forhandlingsforløb vedr. de danske panter. Ved Nebbegaardforliget 22.7.1348 fik kongen Østfyn med Nyborg tilbage på vilkår der ikke forekommer gunstige for holstenerne, men i 1350'erne er deres magt tilsyneladende større; Vestfyn beholdt de til o. 1365, og dette område var formentlig den sidste del af riget der overgik til kong Valdemar. 1357 skal ifl. Holstenerpræstens Krønike fra midten af 1400-tallet grev N. være blevet såret og taget til fange i et slag på Nordfyn, men være undsluppet ved list. Efter den sønderjyske hertugslægts uddøen, og efter kong Valdemars død ligeledes i 1375, kom der tilsyneladende en forståelse i stand mellem grev N. og dronning Margrete til sikring af at hertugmagten kunne gå videre i N.s bror Henriks efterslægt. Den holstenske tradition om grev N. er bevaret i Holstenerpræstens Krønike der fremhæver hans gavmildhed og ydmyghed og at han, mens broderen Henrik opholdt sig i fjerne egne, blev hjemme og forsvarede Holsten "med skjold og sværd mod de danske, ditmarskerne og andre fjender, hvorfor han er meget at rose".

Familie

Forældre: Gerhard III af Holsten (1292-1340) og Sophie af Werle. Gift Elisabeth af Braunschweig-Lüneburg, død 17.4.1384 (gift 1. gang 1339 med hertug Otto af Sachsen-Wittenberg, død 1350), d. af hertug Vilhelm af Braunschweig-Lüneburg (død 1369) og Hedvig af Ravens-berg (død 1394).

Bibliografi

C. E. F. Reinhardt: Valdemar Atterdag og hans kongegerning, 1880. Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrethe, 1882 (reproudg. 1971). Holstenerpræstens krønike (Prestbyter Bremensis), overs. Anna Hude, 1903. Sven Tägil: Valdemar Atterdag och Europa, Lund 1962 = Bibliotheca hist. Lundensis IX. Esben Albrectsen i Fynske minder 1974 189-207. Kai Hørby i Danm.s hist. II, 1980.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Nicolaus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294874