Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan 3. den Milde

Oprindelig forfatter JOLR

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan 3. den Milde, d. 27.9.1359, holstensk greve, panteherre i Skåne, Sjælland og Lolland. J.s far var, ikke mindst ved sit nære forhold til det danske kongehus, blevet det mest fremragende medlem af den schauenburgske greveslægt; sønnen arvede store rigdomme efter ham og fik sit tilnavn af den gavmildhed hvormed han uddelte disse. Ved Gerhards død var hans ældste søn af første ægteskab allerede død, og en yngre søn, Gerhard (IV) solgte kort efter de fleste af sine besiddelser til halvbroderen. J.s lande lå for størstedelen godt samlede i det østlige Holsten; sit hovedsæde havde han på Plön, hvorefter den grevelige linje benævnes; senere erhvervede han også Kiel. Den unge greve fandt en udmærket støtte hos sin ældre halvbror kong Erik Menved der skyldte hans far tak for de tjenester, han havde vist ham. Det var Erik der var mellemmand ved J.s køb af halvbroderen Gerhards lande, og J. støttede ivrigt kongen i hans kamp med markgreve Valdemar af Brandenburg. Til grev Gerhard af Rendsborglinjen stod J. i godt forhold; ved enig optræden og med kong Erik til rygstød blev de efterhånden herrer over det meste af Holsten, og i fællesskab modtog de 1317 Fyn i pant for de summer, Erik skyldte dem for krigshjælp. Da Erik Menved døde 1319 hjalp J. sin anden halvbror, Christoffer, til at vinde den danske krone; til gengæld lovede Christoffer at forlene ham med Femern – et løfte han dog ikke holdt. Da Christoffer efter hertug Eriks død 1325 krævede formynderskabet over dennes lille søn Valdemar af Sønderjylland stillede J. sig derfor sammen med grev Gerhard af Rendsborg imod ham, og Valdemar pantsatte ham til gengæld Eckernforde og landskabet mellem Sli og Ejder. Da Valdemar n.å. var blevet valgt til Danmarks konge, fik J. lensbrev på Femern samt Lolland og Falster i pant.

Det gode forhold mellem J. og Gerhard afløstes nu af en mere eller mindre åbenlys kappestrid mellem dem om at tilrive sig de største stykker af det opløste danske rige. J. forbandt sig derfor med den landflygtige Christoffer og førte ham 1329 tilbage til riget; Christoffer måtte finde sig i alle hans vilkår, og det endte med at J. fik både Sjælland og Skåne i sin hånd. Men han kunne ikke hindre at grev Gerhard opnåede en tilsvarende magtstilling i det vestlige Danmark; i Christoffer havde han kun en upålidelig og magtesløs forbundsfælle, og selv vogtede han sig vel for at møde rendsborgeren i åben mark. Imidlertid sad han faktisk som uafhængig hersker over Skåne og Sjælland, hvortil Femern og Lolland dannede en god forbindelse. Uheldigt for ham var det dog, at han havde måttet udstykke størsteparten af sine nyvundne lande som len eller pant til de holstenske og nordtyske adelsmænd der havde hjulpet ham, og uheldigst at disse fremmede i den grad pinte og plagede deres undergivne, at der snart opstod dybt misnøje med det holstenske herredømme. Allerede 1332 – s.å. som Christoffer døde – rejste skåningerne sig til opstand og gav sig ind under den svenske konge Magnus Smek; J. måtte slå sig til tåls med nogenlunde at redde de penge, hvorfor landet var ham pantsat. Også på Lolland må der have været opstand; 1355 vandt J. øen tilbage med grev Gerhards hjælp. Stillet over for egenrådige stormænd og misfornøjede undersåtter fandt J. det klogest at hjælpe Valdemar Atterdag til riget (1340) og støtte ham mod grev Gerhards sønner. Snart måtte han dog opgive dette; med sin seje energi vidste Valdemar punkt for punkt at drive ham ud af hans danske pantelen, så han et tiår senere kun havde Femern tilbage. Selv denne ø indtog Valdemar med væbnet hånd 1358; den blev dog vundet tilbage n.å. Ved denne tid døde imidlertid J. Han efterlod sig af 2. ægteskab sønnen Adolf (VII), med hvem den plönske linje uddøde 1390.

Familie

Forældre: grev Gerhard (II) den Blinde (død 1312, gift 1. gang med Ingeborg, d. af kong Valdemar af Sverige) og Agnes af Brandenburg (død 1304). Gift 1. gang 1319 med Catharine af Glogau (gift 1 . gang med markgreve Johan af Brandenburg, 1295–1312), d. af hertug Henrik IV af G. (død 1334) og Mechtilde af Brandenburg. Gift 2. gang 1327 med Mirislava, død tidligst 1368, d. af grev Nicolaus af Wittenburg.

Annonce

Bibliografi

G. Waitz: Schlesw.-holst. Gesch. I–II. Göttingen 1851–52. D. Schäfer: Die Hansestädte und König Waldemar, Jena 1879. C. E. F. Reinhardt: Valdemar Atterdag, 1880. Kr. Erslev i Hist. t. 6.r.VI, 1895–97 396 398 404 406 409 470. J. Kanstrup sst. 12.r.VI, 1972–73 1–19. Allan Mohlin i Gottfrid Carlsson 18.12.1952. Festskr., Lund 1952 45–78.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Olrik: Johan 3. den Milde i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292208