Henrik 4., 1397-natten til 29.5.1427, holstensk greve, ikke anerkendt hertug af Sønderjylland. Død i Flensborg, begravet i St. Laurentius k. i Itzehoe. Ved hertug Gerhards død 1404 søgte hans enke, hertuginde Elisabeth, som følte sig truet i Holsten af sin svoger, biskop Henrik af Osnabrück, dronning Margrete om hjælp, og denne blev ydet hende mod at Erik af Pommern anerkendtes som hendes og hendes børns værge. H. som var hendes ældste søn opholdt sig derfor i de følgende år i Danmark; men efter at Elisabeth havde udsonet sig med svogeren kaldte hun 1408 H. hjem, og snart udbrød der åben strid mellem Danmark og holstenerne som forgæves krævede ham forlenet med Sønderjylland. Under disse forhold opgav Erik sit værgemål for H., og i hans sted trådte Elisabeths bror, hertug Henrik af Lüneburg, som på voldgiftsmødet i Nyborg 1413 efter bedste evne forsvarede sin søstersøns formentlige rettigheder. Dommen der blev afsagt gav kong Erik medhold, men førte ikke til nogen afspænding, og da H. snart efter nåede myndighedsalderen forberedte han sig på kraftigt at hævde sine krav. 1416 begyndte derfor kampen mellem ham og kongen med ny styrke. H. indgik forbund med hertug Albrecht af Mecklenburg, mens Erik vandt hansestæderne (undtagen Hamburg) for sin sag, og da kongen i sommeren 1417 erobrede Slesvig by syntes han afgørende at have overtaget over H. Alligevel vendte bladet sig hurtigt. Hamburg og en del nordtyske fyrster sendte H. hjælp så Slesvig måtte rømmes, og da kongen bestemt afslog at forlene ham med Sønderjylland før hans egen ret til landet som mødrene arv var fuldt ud anerkendt, blev alle mæglingsforsøg resultatløse, indgåede våbenstilstande blev fra begge sider brudt, og kampen gik sin gang år efter år. Det var dog nu H. som havde lykken med sig. Kongens venskab med hanseaterne kølnedes. H. vandt i stigende grad adelens støtte, Claus Limbek gik over til ham og bragte ham både Tørning slot ved Haderslev, Gram, Frøs, Kalvslund og Hviding herreder, foruden Sild, Før og på Fyn Salling herred. Vestpå sad han inde med Tønder, østpå med Als, i Sydslesvig med Gottorp rådede han uindskrænket, mens kongens våbenmagt i Flensborg var alvorligt truet. På initiativ af kejser Sigmund søgte imidlertid fyrst Henrik Rumpold af Glogau at mægle mellem parterne. Der forhandledes både 1422 og 1423 og aftaltes endelig et forlig som skulle vare, indtil kejseren selv havde afsagt dom i sagen. Fra begge sider forberedte man derfor den kommende procedure, vidneudsagn indhentedes, Erik og H. aflagde begge besøg ved kejserhoffet for personligt at virke for deres interesser, og 1424 faldt endelig Sigmunds kendelse som helt gik H. imod. Alligevel nægtede han at anerkende resultatet. Han gjorde et forsøg på at appellere til paven, og da det ikke lykkedes, tog han atter fat på rustningerne. Han sikrede sig 1426 bistand fra friserne, fik knyttet et fast forbund med de fire vendiske stæder foruden med Lüneburg og Hamburg, og under disse omstændigheder afslog han let Eriks angreb på Slesvig by. Tidligt i våren 1427 løb den hanseatiske flåde ud, og i maj begyndte den og H. et kombineret angreb på Flensborg der tappert forsvaredes af den jyske ridder Morten Jensen Gyrstinge. Under kampene her dræbtes H. ved et spydstik da han natten til 29.5. ad en stormstige søgte at entre et af Duborgs udenværker. Hans yngre bror Adolf overtog straks ledelsen; men angrebet brød sammen, og stædernes skibe forlod fjorden. Der skulle endnu gå mange år før den holstenske politik nåede sit mål i Sønderjylland.

Familie

Forældre: hertug Gerhard II (død 1404) og Elisabeth af Braunschweig-Lüneburg (-1404-). Gift en prinsesse af Braunschweig hvis navn ikke kendes. – Bror til Adolf (1401–59) og Gerhard (1404–33).

Bibliografi

G. Waitz: Schlesw.-Holst.s Gesch. I, Göttingen 1851 295–329. Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrethe I, 1882 (fot. optr. 1971) 393f; II, 1901 (fot. optr. 1971) 9–13 24–69 85–88 91f 95–104 165–86 207–15. E. Daenell i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XXXII, Kiel 1902 286–450.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig