Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinrich Schimmelmann

Oprindelig forfatter ChrDegn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Heinrich Schimmelmann, Heinrich Carl Schimmelmann, 1724 (døbt 14.7.)-15.2.1782, greve, skatmester, gehejmestatsminister. Heinrich Schimmelmann blev af faderen sat i lære hos en købmand i Stettin. Han etablerede sig dog snart for sig selv med varetransport på Elben og Trave. Efter at have gjort konkurs i Hamburg flyttede han til Dresden hvor han 1745 fik borgerskab. Ved udbruddet af den anden schlesiske krig tilbød han Frederik II af Preussen sin tjeneste som leverandør til hæren. Dermed grundlagde han en handel med kolonialvarer, sukker, kaffe, tobak. Givtigere var dog en berygtet spekulation med schlesiske statspapirer.

I Dresden stiftede han bekendtskab med den sachsiske generalintendant H.E. v. Gersdorff i hvis hus han traf sin tilkommende hustru. Han færdedes nu i indflydelsesrige kredse i den sachsiske hovedstad, forpagtede sammen med grev v. Bolza generalaccisen i næsten alle kursachsiske lande. Herved fik han ikke blot et værdifuldt kendskab til den statslige økonomi, men også til private købmænds forretningspraksis. Da Frederik II 1745 rykkede ind i Sachsen lykkedes det Heinrich Schimmelmann at få overdraget leverancerne til den preussiske hær. Hertil var han velforberedt idet han fra acciseforpagtningen rådede over en stor stab af dygtige medarbejdere som han nu sendte til bl.a. Østfriesland på kornopkøb. Selv viste han sig som en dreven organisator der smidigt manøvrerede mellem de to fjendtlige partier. Til sin titel som polsk og kur-sachsisk acciseråd fik han titel af preussisk gehejmeråd. Som del af betalingen fik han af Frederik II overladt det som krigsbytte beslaglagte Meissner porcelænsmanufaktur med hele lagerbeholdningen, og Heinrich Schimmelmann lod fabrikken fortsætte under den hidtidige ledelse.

Da krigen nærmede sig Sachsens grænser drog Heinrich Schimmelmann med sin familie, sine tjenestefolk og en del af sine agenter såvel som det kostbare porcelæn til Hamburg. Gennem en stråmand købte han det tidligere hertugelig-gottorpske palæ i Mühlenstrasse hvor han indrettede en prægtig bolig med kontor. Med Frederik II opretholdt han forbindelsen mens forretningsinteressen i øvrigt skiftede til mønthandel. I skarp konkurrence med de preussiske møntjøder lod han, navnlig i Holland, opkøbe sølv, og deltog samtidig i trafikken med at sætte de underlødige sølvmønter i omløb, især i Hannover. Ved hjælp af bestikkelse og under falsk navn optog han forbindelse med Mecklenburg for at tjene på mønt- og vekseltransaktioner. Endelig drev han, ligeledes gennem stråmænd, på grundlag af en kontrakt med hertugen af Plön på dennes gods Rethwisch, selv prægning af underlødige mønter.

Annonce

Som parvenu og krigsspekulant var han berygtet, men beundret som finansgeni. 1759 købte han for 180 000 rdl., fortjenesten fra året før, det gamle rantzauske gods Ahrensburg. Han lod det smukke slot istandsætte og, i stedet for landsbyen Woldenhorn, anlagde han Ahrensburg. Kort efter erhvervede han tillige godset Wandsbek og nyopførte slottet. Begge steder investerede han mange penge i at lokke erhvervsdrivende til at slå sig ned. Og foretagenderne, kornbrænderi, kattunfabrik m.fl., gav udbytte. "Hvad han rørte ved, blev til guld" sagde man. Det var derfor ikke underligt at flere fyrster bestræbte sig på at få ham i deres tjeneste: foruden Frederik II af Preussen, Frederik II August af Sachsen-Polen og Frederik V af Danmark.

Med regeringen i Kbh. forhandlede han fra 1759, og to år senere drog Heinrich Schimmelmann til den danske hovedstad, fast besluttet på at knytte sin skæbne til dette land der med sine oversøiske besiddelser frembød et tillokkende virkefelt for en driftig købmand med politisk flair. Ved J.H.E. Bernstorffs mellemkomst erhvervede han straks det Berckentinske palæ i Bredgade (Odd Fellow-palæet). N.å. købte han af Adam Gottlob Moltke godset Lindenborg i Himmerland med flere andre hvorefter han baroniseredes. Det var regeringens hensigt at benytte hans indsigt og forbindelser til at få lempet den øjeblikkelige likviditetskrise der især skyldtes udgifter til rustninger i forbindelse med den russiske krigstrussel. Hans officielle stilling blev foreløbig adjungeret gesandt i Hamburg og dansk generalkommerceintendant. Gennem formidling af billige lån bragte han statskassen ud af den øjeblikkelige knibe, desuden blev byerne i hertugdømmerne pålagt et tvangslån. Hamborg, der vægrede sig ved at udrede en mio. rdl., blev bragt til accept ved militære trusler, og magistraten måtte beskytte det Schimmelmannske palæ mod en rasen-, de folkemængde. I det samme palæ fandt senere de forhandlinger sted hvorved Hamborg garanterede for lånets tilbagebetaling mod anerkendelse af byens politiske selvstændighed.

Energisk bestræbte Heinrich Schimmelmann sig på at skaffe staten nye indtægter. Han var overbevist om at statsdrift, selv hvor der var tale om forpagtning, var urentabel, overladt til privat drift ville væsentlig større udbytte tilflyde staten. På hans forslag begyndte et omfattende salg af krongods, og 23.9.1762 blev en stor ekstraskat udskrevet over hele riget. Krongodssalget gav statskassen en øjeblikkelig fordel, men på længere sigt blev det til godsejernes fordel idet landbrugskonjunkturerne, og dermed ejendomspriserne, var i stigning. Ekstraskatten vakte stor uvilje i befolkningen, en uvilje der havde adresse til Heinrich Schimmelmann. Til skattens administration oprettedes ved kgl. resolution 2.12.1762 en overskattedirektion med Heinrich Schimmelmann, A.G. Moltke og Hans Ahlefeldt som medlemmer. De fik tillige overdraget tilsynet med statsgælden til hvis afbetaling midlerne delvis blev anvendt.

Men fornyet kredit, stramning af skatteskruen og afhændelse af statsgods kunne ikke alene afhjælpe den økonomiske misère. Det var endnu vigtigere at få landets produktionskræfter i gang og få øget deltagelsen i den internationale handel. Under de urolige forhold der fulgte tronskiftet 1766 bevarede Heinrich Schimmelmann sin stilling urokket og synes i højere grad end Bernstorff at have vundet Christian VII's tillid. 1767 blev han medlem af generallandets økonomi- og kommercekollegium hvor han samarbejdede med A.P. Bernstorff. I febr. 1768 forelagde han kongen en plan til forbedring af landbrugets og bøndernes forhold hvori han udmøntede erfaringerne fra sine holstenske godser. Han foreslog heri et omfattende reformprogram: kobbeldrift i bymarkerne, ophævelse af fællesgræsningen, afløsning af naturalafgifterne med penge, fastsættelse af hoveriydelserne, bøndernes overtagelse af gårdene som arvefæste eller ejendom mod erstatning til godsherren, tilskyndelse til dyrkning af kløver, humle o.lign., oprettelse af mønstergårde og andre tiltag der kunne "vække den indre tilskyndelse". De nødvendige finansielle midler skulle tages fra de fonds der var afsat til landevejenes istandsættelse. Den kgl. resolution der udgik fjorten dage senere og indledte de store agrarreformer fulgte på væsentlige punkter de Schimmelmannske forslag.

Heinrich Schimmelmann var blevet den vigtigste person inden for statens økonomi, ved mageskifteforhandlingerne 1767 med Rusland deltog han i overvejelserne om de økonomiske spørgsmål. Da kongen derefter 1768 tiltrådte sin store udenlandsrejse ledsagede Heinrich Schimmelmann ham og gav ham og følget en fyrstelig modtagelse på Ahrensburg. Han blev udnævnt til skatmester hvorved han fik tilsyn med alle borgerlige kasser, bortset fra rentekammerets, og det blev pålagt ham fortsat at arbejde for indtægternes forøgelse og nedsættelse af udgifterne. Under J.F. Struensee forblev Heinrich Schimmelmann i modsætning til de øvrige ministre i sine embeder. Fru Schimmelmann blev en skattet gæst ved Caroline Mathildes lille hof, og det voldte ikke den tidligere købmand, skønt nu adlet embedsmand, problemer at omgås Struensees kreds. Som pragmatiker kunne han samarbejde med hvemsomhelst, hans skæbne var knyttet til staten, ikke til personer, og den bernstorffske kreds fulgte hans manøvrer med undrende misbilligelse; men formentlig gik den dogmatiske gehejmekabinetsminister ham i for små sko som leder. Struensee på sin side havde god brug for hans erfaring, men havde opkomlingens angst for den der var ham overlegen, og da broderen C.A. Struensee skulle forestå det nye finansstyre gled Heinrich Schimmelmann i baggrunden.

Han var blevet udnævnt til medlem af den gehejmekonferens der afløste konseillet, men som aldrig kom i funktion, og da generalland-væsenskollegiet, skatkammeret og kommerce-kollegiet opløstes henholdsvis 1770 og 1771, var hans forbindelse med statsadministrationen ophørt. – Hans tid var dog ikke til ende. Efter kuppet mod Struensee blev han 29.10.1772 medlem af den ekstraordinære finanskommission og 3.6.1773 leder af det genoprettede skatkammer med sæde i overskattedirektionen (fra 1778 stats-balance- og overskattedirektionen). Hans indflydelse rakte dog langt videre end hvad hans officielle embeder indebar, han var, ifølge A.P. Bernstorff, "sjælen i alt hvad der sker i statens indre sager. Selv hvor der er truffet beslutninger uden ham er det som om det var ham der fremskyndte udførelsen". Han var meget aktiv for at få udvidet fjernhandelen, og det var på hans tilskyndelse at staten overtog kurantbanken der derefter kom direkte under hans ledelse som chef for overskattedirektionen.

Heinrich Schimmelmann var 1774 medvirkende ved nedlæggelsen af Det Almindelige Handelskompagni der delvis havde konkurreret med hans egne foretagender. Samtidig med at han fik oprettet Handels- og fiskeri-instituttet i Altona med statsstøtte var han sjælen i koncentrationen af den nordatlantiske hvalfangst i det store projekt 1775. I samarbejde med instituttet i Altona skulle Den kongelige islandske, finmarkske, færøske og grønlandske Handel (sammensluttet 1774) organisere hval- og sælfangsten i nord. Efterhånden skulle der bygges 150 skibe. Den kongelige grønlandske Handel (omorganiseret 1776) skulle udvide antallet af hvalfangststationer i Disko bugt. Det hele fik en ret dramatisk udvikling i konkurrence med engelske og nederlandske hvalfangere, og dermed udenrigspolitiske konsekvenser der ikke passede A.P. Bernstorff. Dette store projekt svarede imidlertid langtfra regning. Trods forsøg på at udvide med andet fiskeri og ved stedse skarpere kontrol med hvalfangerne måtte det hele projekt afvikles og indskrænkes, men fik dog varigere følger i Grønland. Heinrich Schimmelmann der i begyndelsen havde været næsten febrilsk allestedsnærværende (dog aldrig i Grønland eller Øst- og Vestindien) trådte henimod 1780 mere og mere i baggrunden skønt endnu ikke helbredssvækket.

Utvivlsomt havde Heinrich Schimmelmann med sine økonomiske evner og med den kredit han nød i internationale finanskredse gjort sig fortjent af staten, og fik derfor også høje æresbevisninger. Samtidig havde han dog sin egen og familiens fordel for øje. Og ligesom hans personlige indsigt i økonomiske og finansielle sager kom staten til gode forstod han på den anden side også at udnytte de forbindelser og erfaringer han fik på embeds vegne til egen fordel. Da han 1763 i forbindelse med salget af domænerne købte de kongen tilhørende fire største plantager i Vestindien sammen med den største sukkerfabrik i Kbh., kendte han sikkert i forvejen den af fagfolk beregnede værdi på 400 000 rdl. og den ventede værdistigning som følge af investeringer. Han betalte den nævnte pris og anvendte straks yderligere 100 000 rdl., fortrinsvis gennem indkøb af slaver i hundredvis, for at gøre driften lukrativ. Ved købet af Hellebæk geværfabrik udnyttede han brutalt sin stilling hos kongen: ved auktionen havde en anden fået tilslag, men da kongen på udenlandsrejsen fik købekontrakten forelagt til underskrift overstregede Heinrich Schimmelmann sagen, lagde 1000 rdl. på prisen og overtog selv fabrikken for 70 000 rdl.

Med sine plantager og fabrikker gik Heinrich Schimmelmann ind i den atlantiske trekantshandel på en måde så den højeste profit kunne opnås. Hans forskellige foretagender dannede derved et sammenhængende system. Afsætningen fra hans geværfabrik formidledes gennem Asiatisk og Guineisk Kompagni, i hvilke Heinrich Schimmelmann var storaktionær, og afsattes i Asien og især i Afrika. Derhen gik også brændevin og kattun fra hans holstenske godser. Med levnedsmidler fra Ahrensburg, Wandsbek og Lindenborg blev såvel plantagerne som fabrikken på Sjælland forsørget; transporten foregik for størstedelen på hans egne eller af ham chartrede skibe.

I det Schimmelmannske forretningsimperium finder vi tre socialstrukturer ved siden af hinanden: som ejer af fire plantager med omkring 1000 slaver var Heinrich Schimmelmann en af tidens største slaveejere; som ejer af de adelige godser Ahrensburg og Wandsbek samt lensgrevskabet Lindenborg udøvede han feudalherreretten over mange hundrede livegne og undergivne; som fabrikant beskæftigede han flere hundrede lønarbejdere, fra mestre til løst ansatte arbejdere. Disse områder med forskellig socialstatus var dog ikke skarpt adskilt fra hinanden: på plantagerne fandtes også frie, hvide ansatte, som inspektør, bogholder, læge osv., fra Lindenborg sendte Heinrich Schimmelmann lejlighedsvis efter behov ung arbejdskraft til geværfabrikken; fra Vestindien lod han flere unge sorte komme til Europa for at lade dem uddanne til fagfolk i hans fabrikker; lægen dr. Bang skulle undervise nogle i den "medicinske videnskab". Det krævede en høj grad af skaberkraft og selvdisciplin, klog menneskebehandling og nøgternt købmandskab at styre disse private forretninger ved siden af de statslige opgaver.

Heinrich Schimmelmann ledede sit imperium fra Hamburg og fra sine holstenske godser om sommeren og om vinteren fra Kbh. På de mest ansvarsfulde poster anbragte han folk der havde hans særlige tillid, og som tidligere havde tjent ham som acciseforpagter, hærleverandør og møntentreprenør. Fra dem ventede han eget initiativ og nøjagtig bogføring og bandt dem til sig ved sin tillid, rimelig aflønning og undertiden del i udbyttet. Brevvekslingen især med hans prokurist Gondolatzsch er kendetegnet ved korte, præcise anvisninger og overlægninger, man ser bl.a. hvorledes Heinrich Schimmelmann 1781 kort før den ventede krise drev aktiekurserne i vejret og derefter rettidigt fik solgt en stor del af sine egne aktier. Eftersom Heinrich Schimmelmann på én gang var privat storforetager, storaktionær og direktør for statsligt privilegerede handelsselskaber samt kgl. skatmester kunne interessekonflikter ikke undgås. Forståeligt er det at ophobningen af embeder og kapitalophobning gjorde den rige stadig rigere – til sidst var han Danmarks største skatteyder.

Borgersønnen fra Demmin døde som elefantridder, lensgreve og medlem af det slesvig-holstenske ridderskab. Hans fem overlevende børn giftede sig ind i ansete adelsfamilier. I fællesskab arvede de, som fideikommis, plantagerne og fabrikkerne, mens de tre sønner hver fik et af godserne. I tider med økonomisk nedgang faldt det den følgende generation svært at bevare arven. Passivt ønskede de at fortære indkomsterne. Betegnende er det at man ledte efter det guld og sølv som forfaderen måtte have skjult. De forstod ikke at Heinrich Schimmelmann ikke pugede sit guld, men investerede det velovervejet som en dristig og samtidig forsigtig købmand.

Rang med kammerherrer 1761. Baron 1762. Gehejmeråd 1765. Optaget i den danske lensgrevestand 1779.

Familie

Heinrich Schimmelmann blev født i Demmin i Pommern, død i Kbh. (Petri), begravet i Wandsbek. Forældre: købmand, senator Diedrich Jacob Schimmelmann (1683–1743) og Esther Ludendorff (1684–1752). Gift 4.3.1747 i Dresden (?) med Caroline Tugendreich Friedeborn, født 29.9.1730, mulig i Görlitz el. Dresden, død 30.11.1795 i Hamburg, datter af oberstløjtnant, kommandant i Küstrin Alexander v.F. (1690–1752) og Maria Catharina v. Müllenheim (ca. 1699–1781) og efter sigende adopt. af sachsisk gehejmeråd og generalintendant for kommercen Heinrich Ernst v. Gersdorff (1704–55). – Far til Julie Reventlow og Ernst Schimmelmann.

Udnævnelser

Hv. R. 1762. L'union parfaite 1768. Bl. R. 1773.

Ikonografi

Min. af Cornelius Høyer, 1761 (Lindenborg). Pastel i hel figur og som brystbillede af L. Lønberg ca.1773 (begge Fr.borg). Fortegn, af C. Høyer (Teatermus.) til min. af samme, 1776 (Fr.borg), efter denne forstørret stik af T. Kleve. Mal. tilskrevet Stefano Torelli (Ahrensburg), varieret gentagelse med elefantorden (Pederstrup). Afbildet på tegn. af selskab hos kongen af W. Haffner, 1781 (Rosenborg). Buste af Hartman Beeken (Ahrensburg). Statuette af L. Grossi, 1782 (sst.; St.mus.; Lindenborg). Buste af samme, s.å. (Ahrensburg; St.mus.; Pederstrup). Voksrelief af F. W. Wermuth (Ahrensburg). – Mindesmærke af J. Wiedewelt, senere erstattet af efterligning af H. E. Freund (ved Jægerspris).

Bibliografi

Kilder. Regeringsskiftet 1784, udg. A. D. Jørgensen, 1888. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904–13. Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen I-III, 1916–23. Inkvisitionskommissionen af 20.jan.1772, udg. samme I-V, 1927–41. Udv. breve, betænkn. og optegn, af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936.

Lit. Wilh. Albers i Zeitschr. für niedersächsische Familienkunde XV, Hamb. 1933 125f; XVII, 1935 46. Danm.s adels årbog LI, 1934 208f; LU, 1935 II 150. Joh. Nie. Milow: Rede bei der Einsenkung der Leiche des S. in der Kirche zu Wandsbeck 1785, Hamb. u.a. Jens Kragh Høst i Clio 1,2, 1813 3–40. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 III,2-VI,1, 1898–1907. Jul. Schovelin: Fra den danske handels empire I, 1899. Aage Friis: A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Samme: Bernstorfferne og Danm. II, 1919. V. Andresen i Den danske højskole IV, 1904 528–60. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-II, 1915–30. Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst. um die Wende des 18. Jahrh.s, Stuttg. 1925 (2. opl. 1927). Marius Vibæk: Den danske handels hist, 1932–38. L. Bobé m.fl. i Tilskueren L, 1933 II 175–218. Axel Nielsen: Dänische Wirtschaftsgesch., Jena 1933 (= Handbuch der Wirtschaftsgesch., udg. Georg Brodnitz). Hans Schadendorff og P. Hirschfeld i Nordelbingen XI, Flensb. 1935 184–225. P. Hirschfeld sst. XV, 1939 372–424. Chr. Degn i Gesch. Schlesw.-Holst.s VI, Neumünster 1959–60. Samme: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel, Neumünster 1974. J. O. Bro-Jørgensen: Heinrich Carl Schimmelmann, 1970.

Papirer i Rigsark. H. Penner: Der Schatzmeister Graf Heinrich Carl Schimmelmann (manus sst.). Papirer i Landesarchiv, Schleswig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Degn: Heinrich Schimmelmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297024