Frederik Ernst

Frederik Ernst, Friedrich Ernst, 15.12.1703-23.6.1762, markgreve af Brandenburg-Kulmbach, officer. Født i Kulmbach, død på Friedrichsruh ved Itzehoe, begravet i Hohenaspe k. Sammen med broderen Frederik Christian blev F.E. opdraget af J. S. Schulin som hofmester og kom 1725 til Kbh. hvor han straks blev oberstløjtnant og n.å. oberst. 1731 blev han statholder i hertugdømmerne, hvortil han forblev knyttet i mere end en menneskealder, 1734 generalmajor og generalløjtnant, 1739 generalfeltmarskalløjtnant og kommanderende general i hertugdømmerne, 1745 generalfeltmarskal. – Efter at Christian VI 1733 havde genoprettet landmilitsen i Danmark, ønskede han noget tilsvarende indført i hertugdømmerne, og efter talløse betænkeligheder fra de stedlige myndigheders side begyndte man fra 1737 gennemførelsen af den for befolkningen "saa frygtelige og fremmede Ausschusforordning". Trods allehånde lempelser og løfter til befolkningen stødte udskrivningen og indøvelsen flere steder på stærk passiv og aktiv modstand der krævede alvorlige forholdsregler fra militærmyndighedernes side; men da markgreven straks med kraft og omsigt traf militære anstalter blev forordningen gennemført uden at det kom til blodsudgydelse (F. A. Dehn). Efter at militsen var oprettet, tilrådede F.E. stedse den videst mulige hensyntagen i økonomisk og humanitær henseende, og først fra 50erne begyndte man at anvende dele af denne milits i egentlige militære øjemed. F.E. var modstander af den udenlandske hvervning og søgte at fremme den indenlandske for at skaffe hæren pålidelige soldater i krig og fred. Ved sammendragning til kampementer og øvelser i to partier – ganske vist under meget skematiske former – arbejdede han på hærens dygtiggørelse, og en af Frederik V særlig udpeget mønstringskommission udtalte sig bl.a. 1752 særdeles anerkendende om regimenternes holdning og øvelser. – Under den preussiske syvårskrig blev der under F.E.s befaling sammendraget et meget betydeligt korps hvori også dele af den norske hær indgik. Hidtil havde F.E. stedse hos kongen høstet anerkendelse for sin iver, samvittighedsfuldhed og humanitet; men nu blev det anderledes, og gang på gang udtaltes der dadel, snart over et forhold ved korpset, snart over et andet, og det ses også at F.E. havde vanskelighed ved at hævde sin myndighed over for de indbyrdes uenige underordnede generaler og holde de yngre officerer i disciplin og øvelse. 1760 trådte nogle af generalerne med støtte af A. G. Moltke og den ældre Bernstorff i underhandlinger med grev C.-L. de Saint-Germain om indtræden i dansk tjeneste, og i dec. s.å. antog kongen greven som generalfeltmarskal "umiddelbart efter" markgreven. Under lidet tiltalende former over for F.E. blev Saint-Germain juli n.å. sendt til korpset for under en af F.E. afholdt befalet mønstring at "se på" forholdene og afgive skriftlig og mundtlig rapport herom til kongen direkte, mens markgreven samtidig skulle afgive sin rapport. Saint-Germains skriftlige rapport var nogenlunde anerkendende, men han kritiserede dog mange forhold, og hvad han mundtlig har rapporteret kendes ikke, og han fremsatte samtidig forslag til betydningsfulde forandringer. Da det vedblivende regnede ned over F.E. med påmindelser og kritik, har han, skønt kongen lovede ham fremtidige beviser på sin nåde, indset hvor det bar hen, og febr. 1762 bad han kongen om fritagelse for overkommandoen. Dette bevilgede kongen der i marts gav kommandoen til Saint-Germain. – Bl. R. 1729. L'union parfaite 1732. – Broderen Frederik Christian (17.7.1708-20.1.1769) blev 1725 kaptajn i dansk tjeneste, 1728 oberstløjtnant, 1734 oberst, 1736 generalmajor, tog sin afsked 1744 som generalløjtnant. Hans stillinger i Danmark var nærmest nominelle, og hans tunge, mørke sind drev ham til en stadig omflakkende tilværelse. 1763 arvede han Bayreuth.