Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Ahlefeldt, f. 1623

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Ahlefeldt, f. 1623, Friedrich Ahlefeldt, 1623-7.7.1686, greve, storkansler. Født på Søgård, Kliplev sg, død i Kbh., begravet i Tranekær k. A. som var eneste søn gennemgik en omhyggelig uddannelse der afsluttedes med en lang udenlandsrejse ca. 1645–1651 hvor han studerede ved universiteterne i Jena, Bologna, Paris og Amsterdam. I sine studier lagde han sig særligt efter sprog, jura og politik som naturligt var for en ung adelig der aspirerede til poster i statstjenesten. Af sind var han hidsig og både i Paris og Amsterdam indblandedes han i klammerier og dueller. Sidstnævnte sted dræbte han i duel en ung borgersøn, og det skyldtes kun hans frænde Ditlev A.s indgriben at han slap levende ud af øvrighedens hænder. Også senere aflagde han prøver på sit hidsige temperament, som da han efter tronskiftet 1670 trak blank mod Christoffer Gabel i rådstuen. 1654 udnævntes han til kgl. overskænk. 1656 opgav han denne stilling, muligvis tvunget bort af den uvilje der rejste sig imod ham i anledning af hans ægteskab med Margarethe Dorothea Rantzau, datter af hertugdømmernes statholder grev Christian Rantzau, indgået uden svigerfaderens samtykke, og som iflg. Ditlev Ahlefeldts erindringer indledtes med en regulær bortførelse. Han forsonedes dog med svigerfaderen, med hvem han senere kom til at arbejde snævert sammen i ledelsen af Danmarks udenrigspolitik. 1657 blev han landråd i hertugdømmerne, og s.å. udnævntes han sammen med Cai og Ditlev Ahlefeldt til generalkrigskommissær i hertugdømmerne og arbejdede med betydelige personlige omkostninger for de holstenske fæstningers proviantering. For et tilgodehavende hos kronen på 62.000 rdl. fik han sommeren 1659 udlagt Tranekær len. 1662 overtog han efter sin forgældede morbroder Hans A. den anden halvdel af Søgård med Stoltelund og Ladegård, og købte for 65.000 rdl. Gråsten, hvis nye hovedbygning han opførte, med Fiskbæk; 1664 arvede han efter sin svigerfader Herningsholm i Hammerum herred.

Efter Roskildefreden 1658 ledede han sammen med Henrik Rantzau forhandlingerne med Gottorp om de gottorpske krav om ophævelsen af Danmarks lenshøjhed over Gottorp, afskaffelsen af fællesregeringen samt om afståelsen af Svavsted amt og det slesvigske domkapitelgods. Under svensk pres måtte Danmark give køb på de fleste punkter, men takket være A. lykkedes det dog at redde halvdelen af kapitelgodset samt at få anerkendt den fortsatte eksistens af unionen af 1533. Efter det nye krigsudbrud 1658 deltog han i flere gesandtskaber til Brandenburg for at påskynde kurfyrst Friedrich Wilhelms hjælp. 1660 ledede han sammen med Christian Rantzau de præliminære forhandlinger om en fredstrak- tat med Gottorp. Disse endte imidlertid uden resultat, da de danske krav om en genindførelse af Danmarks lenshøjhed viste sig uigennemførlige. Aug. 1660 sendtes han som leder af et gesandtskab til England. Det lykkedes at genoprette det gode forhold mellem rigerne der havde været afbrudt i republikkens tid og tillige 13.2.1661 at få undertegnet en alliance- og handelstraktat i Whitehall, hvorved Danmark opnåede løfte om hjælp i tilfælde af angreb samt status som "mest begunstiget nation" i handels- og toldforhold. 23.12.1661 udnævntes han til statholder i København og 28.12. blev han assessor i statskollegiet. I de følgende år havde han sammen med svigerfaderen Christian Rantzau hovedindflydelsen på Danmarks udenrigspolitik. Efter Christian Rantzaus død 1663 udnævntes han til statholder i hertugdømmerne og til guvernør i Sønder Ditmarsken. Derimod måtte han afgive den københavnske statholderpost til Christoffer Gabel. Dette betød reelt en svækkelse af hans stilling og var et vidnesbyrd om at Gabel på afgørende vis havde styrket sin position på bekostning af A. og Hannibal Sehested. Ganske vist kom han også som statholder i hertugdømmerne til at beskæftige sig med væsentlige udenrigspolitiske spørgsmål men uden afgørende indflydelse på den udenrigspolitiske linie. Han medvirkede til udsoningen mellem kongen og Gottorp ved Glückstadtforliget 1667 og ægteskabet mellem Christian Albrecht og Frederik IIIs datter Frederikke Amalie. En væsentlig årsag til udsoningen var kongens og hertugens fælles interesse i det oldenburgske arvespørgsmål overfor den tredie arvekræver, hertugen af Plön. Hovedmanden bag den forsonlige linie var dog Gabel. Ligeledes ved sekvestrationen af de sønder- og nordborgske hertugers besiddelser efter deres konkurs sidst i 1660'erne virkede A. for kongens interesser. I hertugdømmernes indre forhold hævdede han strengt centralstyrets myndighed overfor ridderskabet der i nogen grad søgte støtte hos Gottorp. 1665 mæglede han på Frederik IIIs vegne mellem dronning Sophie Amalies brødre Georg Wilhelm og Johan Friedrich af Braunschweig-Lüneburg som var uenige om delingen af deres arvelande. Som anerkendelse af hans indsats udnævnte kejser Leopold ham til rigsgreve, og som det materielle grundlag for denne titel købte han af Frederik III marsklandet "die Wildniss" ved Glückstadt for 200.000 rdl. 1669 købte han for i alt 96.000 gylden grevskabet Rixingen (Réchicourt) i bispedømmet Metz og friherreskabet Mörsberg (Marimont) i Elsass. Økonomisk indbringende blev hans elsass-lothringske besiddelser aldrig, men deres erhvervelse og hans nye ægteskabelige forbindelse med den lothringske grevefamilie Leiningen-Dagsburg sikrede ham en position

uden for det danske monarkis grænser. En fundamental ændring i de politiske magtforhold indtraf ved Frederik IIIs død 1670. Gabels position var øjeblikkeligt svækket og inden en måned var to af hans betydeligste modstandere ankommet til København, A. fra hertugdømmerne og Ulrik Frederik Gyldenløve fra et ophold i England. De søgte forbindelse med Peder Schumacher (Griffenfeld), der hurtigt fjernede sig fra sin hidtidige beskytter Gabel. Til dels støttet af repræsentanter for den gamle adel lykkedes det allerede i marts triumviratet at styrte Gabel og overtage magten. A. indtog nu sin gamle plads i statskollegiet og blev tillige medlem af det nyoprettede gehejmeråd. De planer der havde været fremme om at indløse Langeland til kronen skrinlagdes, og 1671 blev Langeland ophøjet til grevskab.

Annonce

A. fik nu påny væsentlig indflydelse på udenrigspolitikken. I forholdet til Gottorp brød han med Gabels forsonlige linie og nærmede sig i det oldenburgske spørgsmål hertugen af Plön, hvilket resulterede i forliget i Kbh. 31.12.1671 som skaffede Danmark Oldenburg og Delmenhorst. Dette måtte medføre en gottorpsk tilnærmelse til Sverige, men for at imødegå denne foreslog A. allerede marts 1670 en traktat med Braunschweig-Lüneburg, indgået 31.3.1672. Samtidig arbejdede A. på en tilnærmelse mellem Danmark og Sverige for at isolere Gottorp. Som Griffenfeld var han modstander af at Danmark tog parti i konflikten mellem Frankrig og Nederlandene. Det blev dog ikke A.s forsigtige linie der sejrede. Den europæiske udvikling og Christian Vs umiddelbare sympati for den mere aktive linie der forfægtedes af sekretæren i Tyske kancelli, Konrad Biermann v. Ehrenschild, og som støttedes af indflydelsesrige militære, resulterede i traktaten med Nederlandene 30.6.1674. Samtidig var forbundet mellem A., Griffenfeld og Gyldenløve i opløsning, først og fremmest på grund af modsætningen mellem Griffenfeld og Gyldenløve, og 1673 trak Gyldenløve sig tilbage til Norge. Men også forholdet mellem A. og Griffenfeld kølnedes, dels på grund af deres divergerende syn på et evt. mageskifte med Gottorp, hvor Griffenfeld ville ombytte Oldenburg og Delmenhorst med Åbenrå og Tønder amter, og dels på grund af A.s mistillid til Griffenfelds udenrigspolitiske kurs i 1675 der for ham måtte fremstå som et farligt dobbeltspil som kun kunne forringe Danmarks troværdighed i udlandet. Konflikten var åbenbar da Griffenfeld nytår 1676 inddrog A.s årsløn som statholder og amtmand. Selv om det var krigspartiets fører hertug Hans Adolf af Plön der var hovedmanden bag Griffenfeld fald, kan A.s medvirken næppe betvivles omend hans rolle ikke er helt klar. A. overtog nu ledelsen af begge kancellier med titel af storkansler. På grund af hans arbejde med udenrigspolitikken udnævntes der en vicekansler til at bestride de daglige kancelliforretninger. Under krigen fulgte han kongen til Skåne. Da Danmark militært kørte fast i Skåne ønskede han de militære operationer koncentreret om et forsøg på at fordrive svenskerne fra deres sidste nordtyske besiddelser gennem et snævert samarbejde med Brandenburg. Frankrigs intervention betød imidlertid, at Danmark ved freden i Lund 1679 måtte affinde sig med en genoprettelse af forholdene fra før krigen.

Efter fredsslutningen slog A. ind på samme forsigtige linie som før krigen. Vel som en erfaring fra fredsforhandlingerne ønskede han en forsigtig tilnærmelse til Frankrig og sluttede sig samtidig til Johan Gyllenstiernas nordiske forbundspolitik idet han heri så en mulighed for at isolere Gottorp. Gyllenstierna døde imidlertid allerede 1680, og den nye leder af Sveriges udenrigspolitik, Bengt Oxenstierna nærmede sig i stedet Nederlandene mens Danmark marts 1682 tiltrådte det franske alliancesystem. Afgørende for A. har det sikkert været at Frankrig under forhandlingerne erklærede ikke længere at ville hindre den danske konge i at udøve sine rettigheder i Holsten. 1684 kunne Danmark skride til inddragelse af det gottorpske Slesvig. A.s andel i denne dristige politik er vanskelig at vurdere. De drivende kræfter bag aktionen var dog snarest Biermann v. Ehrenschild og Conrad Reventlow mens A. har været mere tilbageholdende. Aktionen betød en yderligere forværring i forholdet til Sverige, og yderligere problematisk blev Danmarks stilling ved aktionen mod Hamburg 1686. Da var A. imidlertid død, og det er sandsynligt at den eventyrpolitik man nu slog ind på var et resultat af at hans modererende indflydelse nu var borte. En vurdering af A.s virke som statsmand vanskeliggøres af at kilderne ikke altid tillader en afgørelse af hans del i de trufne udenrigspolitiske beslutninger. Selv om han i hele perioden 1670–86 øvede betydelig indflydelse på udenrigspolitikken kunne han aldrig suverænt tilrettelægge den udenrigspolitiske kurs. Han måtte dele indflydelse med andre, navnlig Biermann v. Ehrenschild, hvis udenrigspolitiske ideer afveg stærkt fra A.s og indtil 1676 med Griffenfeld. Det synes dog at have været en grundsætning for A. at Danmark længst muligt skulle holde sig uden for de europæiske konflikter og først tage parti når man derved kunne opnå vitterlige fordele. For A. var Danmarks udenrigspolitiske hovedproblem Gottorp. Når han i tresserne nærmest søgte tilknytning til Habsburg mens han senere hældede mod Frankrig, var det afgørende hvilke muligheder der viste sig over for Gottorp. Ligeledes var intentionen med hans forsøg på tilnærmelse til Sverige i årene før Skånske krig og igen 1679–80 at skille dette fra Gottorp. Når han i sin politik så afgjort prioriterede det gottorpske problem højere end det skånske, skyldtes dette ikke alene at han som slesviger var emotionelt engageret i hertugdømmernes problemer, men også at han klarere end nogen anden samtidig dansk statsmand indså at en løsning af det gottorpske spørgsmål på en for Danmark tilfredsstillende måde var den nødvendige forudsætning for at man med held kunne forfølge det andet hovedmål for dansk udenrigspolitik, generhvervelsen af de skånske provinser.

Familie

Forældre: Frederik A. til Halvsøgård, Grøngrøft og Årup (1594– 1657, gift 2. gang 1632 med Helvig Roepstorff) og Birgitte A. (ca. 1600–32). Gift 1. gang 26.12.1656 i Lübeck med grevinde Margarethe Dorothea Rantzau, født 8.3.1641 på Rendsborg slot, død 16.8.1665 i Itzehoe, d. af statholder i hertugdømmerne grev Christian R. (1614–63) og Dorothea Rantzau (død 1662). Gift 2. gang 1.12.1668 på Emichsburg med grevinde Marie Elisabeth Leiningen-Dagsburg, født 10.3.1648, død 13.4.1724 på Augustenborg, d. af grev Frederik Emich til L.-D. (1621–98) og Sibylla, grevinde af Waldeck (1619–78). – Far til Carl A. og Frederik A. (1662–1708).

Ikonografi

To mal. af A. Wuchters (Fr.borg), kopi af det ene (Gavnø). Kobberstik af Schaten. Mal. tilskrevet d'Agar (Tranekær).

Bibliografi

Aktstykker og opl. til statskol.s hist. 1660–1676, 1903–10. L. Laursen: Danmark-Norges traktater 1523–1750, V-VIII, 1920–30. – Louis Bobé: Slægten A., VI, 1897 7–47. Danm.s adels årbog, 1929 II 180. – F. Ahlefeldt-Laurvig: Storkansleren I-VII, 1934–48. Knud Fabricius: Griffenfeldt, 1910. Samme: Kongeloven, 1920 234–45 356. Ditlev Ahlefeldts erindr. 1617–60, 1922. H. Kellenbenz: Holstein-Gottorf, eine Domäne Schwedens, Leipzig 1940. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I–II, 1946–72. O. Kyhl: Den landmilitære centraladministration I–II, 1975–76. – Privatarkiv i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Frederik Ahlefeldt, f. 1623 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285782