Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Schimmelmann

Oprindelig forfatter cbech

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ernst Schimmelmann, Heinrich Ernst Schimmelmann, 4.12.1747-9.2.1831, greve, minister. Ernst Schimmelmann var ældste søn og om hans første 15 år da faderen slog sig igennem som købmand og krigsspekulant vides intet med sikkerhed. Anekdotisk forlyder det at faderen nærede nogen skepsis over for den for tidligt fødte dreng, der var klejn af vækst og under opvæksten mere hengiven til læsning og drømmerier end til det håndværk han var bestemt for. Men da den ældre Schimmelmann 1762 var blevet uundværlig for den danske regering og havde etableret sig i Kbh. drog han omsorg for at hans førstefødte fik en uddannelse der dels sømmede sig for en nyslået baron, dels skulle uddanne ham til efterfølger ad åre for kongens finansrådgiver.

Studierejsen under vejledning af en velinstrueret hovmester gik over Schweiz, med et par år i Genève og Lausanne, til Italien, Frankrig, Nederlandene og England. Han satte sig pligtskyldigst ind i de moderne engelske nationaløkonomers arbejder, påvirkedes af oplysningsfilosofferne og hengav sig i tidens natursværmeri og frihedsromantik, dyrkede Rousseau, Thomson og Young og andre af epokens yndlingsforfattere, skrev selv begejstret, men uden større originalitet, hvad en svulstig korrespondance mellem Ernst Schimmelmann og August Hennings – i den periode hvor faderen som skatmester ledsagede Christian VII på hans udenlandsrejse – vidner om. Som et udslag af ungdommelig romantiseren kan man også betragte hans deltagelse i den ridderlige sammensværgelse der havde til formål at udfri Caroline Mathilde af eksilet i Celle og føre hende tilbage til den danske trone, en dilettantisk plan som på grund af dronningens død ikke kom til udførelse.

Som sin fars søn blev Ernst Schimmelmann straks efter hjemkomsten 1767 udnævnt til konferensråd, n.å. til kammerherre, og fik overladt geværfabrikken i Hellebæk som arbejdsfelt, et hverv der kedede ham hvorfor han overlod det praktiske til andre. Men faderens oplæring fortsatte. Han fik undervisning i dansk, blev 1773 medlem af overskattedirektionen og deputeret i økonomi- og kommercekollegiet; 1775 blev han assessor i skatkammerkollegiet, n.å. deputeret i finanskollegiet og 1778 direktør i det guineiske handelskompagni, "direktør for slavehandelen" som han lidt sentimentalt selvironisk omtaler det. Det skulle imidlertid vise sig at Ernst Schimmelmann var i stand til at løfte arven efter skatmesteren som finans- og pengevæsensekspert; at han alligevel aldrig blev nogen statsmand skyldes at han i udpræget grad savnede viljen til magt.

Annonce

Straks efter faderens død 1782 blev Ernst Schimmelmann kastet ud i de forretninger af lidt tvivlsom karakter der var en del af den officielle handelspolitik i årene hvor storhandelen blomstrede, og hvor skarpe skel ikke kan drages mellem administrationsledernes private transaktioner og statens affærer. Ernst Schimmelmann overtog underskrivelsen af den kontrakt der i forvejen var forhandlet af faderen med det krigsførende Spaniens repræsentanter om hjemtagelse af gods fra de spanske kolonier (Caracas = nuværende Venezuela) til Europa under dække af dansk flag og beskyttet af danske flådeenheder. Spekulationen hvori flere ministre deltog lykkedes; men samtidig indledtes den neutralitetspolitik der på den ene side under de store krige sikrede Danmark og dansk erhvervsliv store økonomiske gevinster, men på den anden må karakteriseres som hasardspil med statens sikkerhed.

Ernst Schimmelmann blev nu kommerceminister og medlem af bankdirektionen og finanskommissionen. Men pga. sin modstand mod Ove Høegh Guldbergs møntpolitik der gik ud på forøgelse af seddelmængden, og uvilje mod at lade staten støtte de handelshuse der kom i vanskeligheder under fredskrisen 1783 blev han fjernet fra de to sidste poster. Som de fleste økonomer i tiden var Ernst Schimmelmann af den opfattelse at det gjaldt om at få skabt sølvdækning for de danske seddelpenge, så snart det var muligt, og han var ligeledes opmærksom på at pengevæsenet måtte ledes af en af staten uafhængig bank, hvis tilliden til pengene skulle opretholdes. Den langvarige krigskonjunktur, efterfulgt af krigsårenes rustninger bevirkede at ingen af delene lykkedes.

Som medlem af den gruppe der i april 1784 fjernede Guldberg og enkedronning Juliane Marie fra magten og overgav den til den 16-årige kronprins Frederik kom Ernst Schimmelmann påny til at forestå finanserne. Der oprettedes et finanskollegium med Ernst Schimmelmann som præses og titel af finansminister. Af hans finansplan af 28.6.1785 der helt åbenlyst var ment som undervisning for kronprinsen og statsrådet i pengevæsenets begreber fremgår det at statens finans- og pengepolitik skulle være udtryk for en samlet politik hvilende på realøkonomiske forhold. Ernst Schimmelmann der samtidig var blevet medlem af skatkammerdirektionen og bankens ledelse beholdt imidlertid posten som handelens minister.

1788 blev han medlem af gehejmestatsrådet, og samarbejdet mellem Ernst Schimmelmann, Christian Ditlev Reventlow (1748–1827) og A.P. Bernstorff, regeringens egentlige leder, som kronprinsens reformkabinet, blev forbilledligt. Hans egen indsats i kommercekollegiet var stor, såvel omorganiseringen af kollegiet fra en ren geografisk til en saglig opdeling, som den store toldlovsreform af 1797 bærer i meget hans stempel. Foruden at imødekomme liberale strømninger i tidens handelspolitik medvirkede den til at forøge statens revenu af handelen. Stærke bestræbelser blev ligeledes udfoldet for at støtte handelen ved oprettelsen af konsulater, der oprettedes således en afrikansk konsulatsdirektion med Ernst Schimmelmann som medlem.

Den største støtte ydede Ernst Schimmelmann dog handelen ved den neutralitetspolitik han var fortaler for. Under de fortsatte stormagtskrige hvor danske handelsskibe i stor udstrækning overtog de store søfartsnationers varetransporter, udsattes handelsflåden for opbringelser af skibe og konfiskation af ladninger. Regeringen var derfor under konstant pres fra købmænd og redere om at yde konvojering, og Ernst Schimmelmann fulgte dem villigt. Skønt den officielle danske definition af neutraliteten, at det var tilladt at fragte krigsførende landes gods, bortset fra krigskontrabande (frit skib: fri ladning), og afvisning af kontrol (flaget dækker ladningen) ikke var anerkendt af de krigsførende, lykkedes det i A.P. Bernstorffs tid at hævde den med så meget elasticitet at store konfrontationer blev undgået. Men efter hans død hvor den unge efterfølger Christian Bernstorff ikke besad den samme autoriet over for regeringens øvrige medlemmer, og specielt ikke over for kronprinsen, der nu indledte sin personlige enevælde, begyndte vanskelighederne. Samtidig med at de krigsførende magters holdning over for den neutrale handel skærpedes, blev den danske neutralitetspolitik mere offensiv og provokerende. Skylden herfor må dog bæres af kronprinsen. Da resultatet kom i form af det britiske ultimatum 1801 og slaget på reden, argumenterede Ernst Schimmelmann kraftigt for at give efter for det britiske krav.

Man har bebrejdet Ernst Schimmelmann at han ikke førte en finanspolitik der i de gode år skabte de reserver man skulle have haft da nedgangen satte ind. Det er dog næppe rimeligt at hævde at han burde have forudset den udenrigspolitiske udvikling, og det er usandsynligt at han ville have fået støtte fra den øvrige regering hertil mens det tilsyneladende gik godt. En finansplan 1802 der bragte en forøgelse af skatterne ansås af Ernst Schimmelmann selv for utilstrækkelig, men mere kunne ikke opnås. Da udviklingen vendte 1807 var det for sent. Tabet af flåden betød slut for den lukrative handel og deraf følgende fald i statens indtægter. Samtidig kostede krigen mod England og opretholdelsen af en stor stående hær på feltfod i Holsten vældige summer. De spæde forsøg Ernst Schimmelmann gjorde på at få reduceret militærudgifterne blev brysk afvist af kronprinsen, der nu i alle væsentlige sager traf beslutninger uden om statsrådet. Under disse omstændigheder var det umuligt at føre en rimelig politik i retning af at stabilisere finanserne og pengevæsenet. I stedet medførte krigstiden en forrygende inflation som ikke lod sig standse.

Efter nogle forgæves reformforsøg 1810–11 kom så hvad der skulle være en hestekur med forordningen af 5.1.1813 "Om forandring af pengevæsenet". Den indeholdt flg. hovedpunkter: en pengeombytning i forholdet 1 ny seddel for 6 gamle, en nedskrivning af møntens værdi og oprettelsen af en ny, af staten uafhængig rigsbank med prioritet i alle faste ejendomme på 6 pet. af værdien. Pengereformen skulle ledsages af en finansreform indeholdende en centraliseret budgetlægning i et finansdepartement og offentliggørelse af statsbudgettet, hvad dog ikke kom til udførelse. Reformen fik ikke gunstige vilkår at virke under. Krigen fortsatte endnu et år, freden i Kiel betød tabet af Norge, og udenrigshandelen kom ikke på fode selv om krigen hørte op. Desuden blev reformen udskreget som "statsbankerot" og tilliden til pengene og den nye bank var ringe. At harmen samlede sig om Ernst Schimmelmann var derfor naturligt, og han fik straks efter som et offer til folkestemningen sin afsked som finansminister, men beholdt sin plads i statsrådet, og under kongens og Niels Rosenkrantz' (1757–1824) ophold ved fredskonferencen i Wien ledede han udenrigsministeriet.

Med kronprinsen var han langtfra altid enig, men han var næsten altid den der gav efter og bad om forladelse. Dog fastholdt han 1806 sin protest mod planerne om at indlemme Holsten i kongeriget. Den konsekvente tilsidesættelse af statsrådet mens kronprinsen førte regeringen fra hovedkvarteret i Holsten vakte hans mishag, men det var i højere grad hustruen end ham selv der gav udtryk herfor.

Ved sin karrieres begyndelse var Ernst Schimmelmann en af Danmarks rigeste mænd, og han søgte som faderen at forvalte sit pund så det forøgedes. Til godset Lindenborg købte han Gudumlund hvor han søgte at grundlægge industrivirksomheder, teglværk, saltværk, sæbesyderi og en stentøjs- og fajancefabrik. Over for sine underordnede søgte han i tråd med tidens reformtanker at fremme en human behandling og oprettede bl.a. skoler. Foruden geværfabrikken havde han interesser i en papirmølle i Ørholm og et kobberværk i Brede. Men først og fremmest var han den største plantageejer i Vestindien. Til behandling af det hjemtagne sukker ejede han et raffinaderi på Christianshavn. Ideologisk, og nok også følelsesmæssigt var han modstander af slaveriet og handelen med mennesker, som ejer var han ikke i tvivl om at væsentlige dele af hans indtægter hidrørte fra negrenes arbejde. Fra søsteren Julie Reventlow blev han bestormet for at gøre noget for slaverne, og i England var en kraftig stemning ved at rejse sig til fordel for slavehandelens og slaveriets afskaffelse.

Den af lægen Paul Isert fremsatte tanke om at etablere kolonier i selve Afrika hvor befolkningen kunne medvirke som frie arbejdere optog Ernst Schimmelmann der 1788 lod Isert drage til Guldkysten (Ghana) for at grundlægge en sådan koloni. Planen blev dog til intet ved Iserts død n.å. Ernst Schimmelmann nedsatte derefter en kommission til behandling af spørgsmålet og 16.3.1792 kom forordningen om forbud mod slavehandelen. En tiårig overgangsperiode skulle gøre det muligt for plantageejerne at supplere bestanden af arbejdere, evt. med statslig kredit. Det er sikkert rigtigt at tolke bestemmelsen i Iserts instruks om at den påtænkte koloni ikke måtte dyrke sukker som udtryk for at Ernst Schimmelmann ikke ønskede afrikansk konkurrence til sine vestindiske plantager. Men er der således grund til at understrege at Ernst Schimmelmann også når det gjaldt de ideelle mål ikke tabte egen interesse af syne må man dog samtidig kreditere ham for at han overhovedet opfattede slaveriet som et problem i en tid hvor flertallet fandt det naturligt.

Et særligt led i Ernst Schimmelmanns administrative virke var hans forhold til den grønlandske handel. Ud fra liberalistisk-reforme synspunkter blev han medlem af kommissionen af 1788, der skulle overveje en mulig liberalisering af monopolhandelen på Grønland. Han udtrådte 1798 efter at man havde konstateret at liberaliseringen ikke havde kunnet gennemføres, og der heller ingen muligheder var herfor i den nærmeste fremtid. Som finansminster vedblev han dog at have føling med de grønlandske sager og trådte ofte hjælpende til også med økonomisk støtte, taget fra hans egne midler, især under krigen 1807–14 hvor det ellers var vanskeligt for et statsligt foretagende at få kredit.

I familiens fornemme palæ i Bredgade og på landstedet Sølyst, hvortil Ernst Schimmelmann 1776 købte Christiansholm førte ægteparret an i hovedstadens selskabelighed. Efter det kortvarige første ægteskab med Emilie Rantzau, som Ernst Schimmelmann satte det smukke minde Emiliekilde ved Klampenborg, blev Charlotte Schubart sjælen i det Schimmelmannske familie- og selskabsliv. Her samledes en kreds af digtere og åndspersoner, og herfra gik en udstrakt støtte til kunstnere; som mæcen var Ernst Schimmelmann i usædvanlig grad storsindet. Smålighed lå ham fjernt. Adam Oehlenschläger der i 1805 hentede rejseunderstøttelse her fandt at "de besynderligste kontraster var i ham forbundet på en så naiv måde, at de forenede sig til harmoni".

I sine sidste år som enkemand hvor plejedatteren Louison førte hus for ham måtte han se sin rørlige formue smuldre bort, den før så store skatteyder måtte anmode om nedsættelse, og den rundhåndede mæcen måtte selv gå til kongen om bistand. Han forblev livet igennem en uhøjtidelig, godlidende og venlig mand. Som politiker en pragmatiker, eftergivende over for modstand, altid søgende kompromis før konfrontation. Ofte med lidt foragt for de profithungrende købmænd førte han i mange år en politik til deres fordel, på kanten af international ret, men han ønskede ingen af de militærpolitiske konsekvenser som kronprinsen drog heraf. Den principfaste og viljestærke leder blev han ikke. Spørgsmålet er om det ville have ændret noget. Han faldt på sit sidste forsøg på at stabilisere pengevæsenet, men reformen fastholdtes uden ham og den blev "grundlaget for dansk pengevæsen og pengepolitisk opfattelse i de kommende årtier" (Kn. E. Svendsen).

Han bevarede Frederik VI's venskab og sad til sin død i statsrådet. 1724–31 var han desuden udenrigsminister. – Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1796, præsident 1797. Æresmedlem af kunstakademiet 1800. – Konferensråd 1767. Kammerherre 1768. Gehejmestatsminister 1802. – Gehejmeråd 1779.

Begge Ernst Schimmelmanns ægteskaber var barnløse. Sammen med sin anden hustru adopterede Schimmelmann en håndværkerdatter Frederikke Louise (Louison) Wesselhøft, 24.7.1790-7.11.1844, der 1804 blev optaget i den danske adel som frk. Schimmelmann og 1812 gift med legationsråd Olinto Maria Emilio de Gaspero d'Andrea dal Borgo di Primo, 1.6.1775-5.11.1856. Dal Borgo di Primo oversatte Oehlenschlägers Correggio til italiensk. I dansk diplomatisk tjeneste ved det brasilianske hof anskaffede han sig en betydelig samling tropiske fugle og insekter som han skænkede til Zoologisk museum i Kbh.

Familie

Ernst Schimmelmann blev født i Dresden, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri k. Forældre: grev Heinrich Schimmelmann (1724–82) og Caroline Tugendreich Friedeborn (1730–95). Gift 1. gang 18.9.1775 på Ahrensburg med rigsgrevinde Amalie (Emilie) Caroline Christiane Rantzau, født 2.6.1752 i Burg, død 6.2.1780 i Kbh. (Petri), datter af kaptajn, senere generalløjtnant og kommandant i Glückstadt, rigsgreve Ditlev Carl Rantzau (1726–1803) og Gisèle Christiane v. Stammer (1730–1802). Gift 2. gang 24.5.1782 i Hellebæk (Petri) med Magdalene Charlotte Hedevig Schubart (Charlotte Schimmelmann), født 10.8.1757 på Fossum, død 2.12.1816 i Kbh. (Petri), datter af oberstløjtnant, senere deputeret Carl Rudolph Schubart (1714–59, gift 1. gang 1744 med Marie Elisabeth v. der Maase, 1722–46) og Inger Løvenskiold (1732–1808). – Bror til Julie Reventlow.

Udnævnelser

Hv. R. 1775. Bl. R. 1790. DM. 1808.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel, 1768, formentlig forestillende Ernst Schimmelmann Mal. af E. Pauelsen, 1789 (bl.a. Gottorp Ahrensburg), kopi af A. Dorph (forhen Fr.borg). Min. før 1790 (Fr.borg). Afbildet på mal. af selskab hos kongen af W. Haffner, 1794 (Jægerspris). Mal. af C. C. A. Bøhndel, 1813 (kunstakad.). Mal. af C. A. Jensen, 1827 (Peder-strup), replik 1833 (Fr.borg) og 1838 (Vidensk. selskab), kopi af A. Thomsen. Litografi af A. Kaufmann, 1831, forenende C. A. Jensens hoved og Bøhndels krop. Stukket silhouet. Min. (Fr.borg). Afbildet på mal. af H. J. Hammer udst. 1872 (Fr.borg) og på W. Marstrands tegnede udkast dertil (sst). Afbildet på mal. af A. Jerndorff, 1875.

Bibliografi

Kilder. Museum, 1891 I 129–54 249–87 346–80 og 1894 I 277–340 (brevveksl, med Aug. Hennings). Deutsche Rundschau LXXIV, Berlin 1893 64–81 (Ernst Schimmelmanns brevveksl, med Schiller). Danske saml. III, 1867–68 97–192 (Laur. Engelstofts dagbogsoptegn.). Regeringsskiftet 1784, udg. A. D. Jørgensen, 1888. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931 (IV, 1900 = H. E. og Charlotte Ernst Schimmelmanns breve i udvalg). Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904–13. Aug. Hennings: Dagbog 1802, udg. L. Bobé, 1934 (særtryk af Danske mag. 7.r.I, s.å. 1–214). Udv. breve, betænkn. og optegn, fra J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936.

Lit. Paul Isert: Reise nach Guinea, 1788. H. C. Ørsted: Mindetale over Ernst Schimmelmann, 1831 (optr. i forf.s Saml. og efterl. skr. VI, 1851 51–70 (ty. overs, i Neues staatsbürgerliches Mag. 1,2, Slesv. 1833 413–39). J. G. Rist: Lebenserinnerungen, udg. G. Poel I-III, Gotha 1880–88. Marcus Rubin: 1807–14. Studier til Kbh.s og Danm.s hist., 1892. Samme: Fr. VIs tid. 1895 (reproudg. 1970). C. A. Trier i Hist. t. 7.r.V, 1904–05 405–508. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 V-VI, 1906–09. Alex. Rasmussen: De Schimmelmannske skoler, 1914. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (reproudg. 1978). L. Bobé i Medd. fra hist.-top. selsk. for Gentofte kommune I, 1924 25–80. Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst. um die Wende des 18. Jahrh.s, 2. opl. Stuttg. 1927. Axel Nielsen: Dänische Wirtschaftsgesch., Jena 1933 = Handbuch der Wirtschaftsgesch., udg. Georg Brodnitz. Kn. Erik Svendsen i Dansk pengepolitik, red. E. Hoffmeyer I, 1968. Chr. Degn: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel, Neumünster 1974. Morten Westrup i Arkiv VI, 1977 151–67. Ole Feldbæk: Denmark and the armed neutrality 1800–01, 1980.

Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Ernst Schimmelmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297025