Elias Ahlefeldt-Laurvig, Elias Carl Frederik Ahlefeldt-Laurvig, Ahlefeldt-Laurvigen, 9.8.1816-18.4.1864, greve, officer. Født på Frbg, død ved Dybbøl, begravet i Kbh. (Garn.). A.-L. blev landkadet 1836, sekondløjtnant 1839, tog landmålereksamen 1842, blev premierløjtnant 1847 og stod ved krigens udbrud 1848 i Rendsborg ved 16. bataljon der sluttede sig til slesvigholstenerne. Sammen med bataljonens øvrige dansksindede officerer måtte han afgive revers om ikke at kæmpe mod slesvigholstenerne i det indeværende felttog og ansattes derfor ved sin tilbagekomst til Danmark ved Kbh.s garnisonsbataljon. Marts 1849 forsattes han til 1. reservebataljon med hvilken han med hæder deltog i felttogene 1849 og 1850. Gentagne gange fremhævedes han i rapporterne for mod og dygtighed, og efter slaget ved Isted modtog han ridderkorset. 1850 blev han kar. kaptajn, 1852 kaptajn. Under krigen 1864 deltog han i kampen ved Selk og fægtningen ved Sankelmark som kompagnikommandør ved 11. regiment. Ved Dybbøl var han bataljonskommandør ved 9. regiment og fremhævedes med udmærkelse i rapporten for sin optræden under kampen 18.4. da han faldt under 9. og 20. regiments berømte modangreb hvor han førte sin bataljon "i Kugleregnen med en Ro og Orden, som var det paa en Exercerplads". – R. 1850.

Familie

Forældre: kammerherre, oberst Carl Christian A.-L. (1770–1851, gift 2. gang 1819 med Ursula Cathrine Böckmann, 1790–1885) og Juliane Caroline Mattstedt (1787–1860, gift 2. gang 1820 med premierløjtnant, krigsassessor Jacob Elias Hoffmann, 1771–1845). Gift 15.10.1860 i Kbh. (Garn.) med Jacobine Dorothea Petersen, født 2.2.1820 i Kbh. (Frue), død 1.6.1908 i Kbh., d. af væversvend Jacob P. el. Jochumsen (1773–1820) og Anna Lucie Jensen (senere gift Lund).

Ikonografi

Træsnit 1864 og 1889. Foto. Mindesmærke ved Dybbøl.

Bibliografi

Louis Bobé: Slægten A. VI, 1897 112. Danm.s adels årbog, 1929 11 191. – Axel F. Hansen: Mindeskr. over de 1864 faldne officerer, 1909 9f. H. Holbøll: En brigadeadjudants erindr., 1911 231–38.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig