Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Conrad Ahlefeldt

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Conrad Ahlefeldt, Conrad Vilhelm Ahlefeldt, 21.9.1707-26.7.1791, greve,officer. Født i Kbh. (Slotsk.), død i Rendsborg, begravet sst. A. blev kadet i livgarden til fods, sekondløjtnant 1725, kaptajn 1729, major 1740 og fik sin afsked 1741, men blev atter ansat i hæren som oberst 1746 (anciennitet 1744) og blev generalmajor 1753, overkrigssekretær 1755, i hvilken stilling han med flid og udpræget retsindighed ledede hærens administration. 1758 blev han generalløjtnant. I begyndelsen af 1763 lod kongen ham, sammen med generalerne P. E. Gähler og Andreas Hauch, fremsætte forslag og udarbejde planer til hærens omorganisation, men da forslaget lå parat til kongens underskrift blev det lagt til side. St. Germains projekt blev det af kongen accepterede, og da denne hærplan s.å. førtes ud i livet måtte A. afgive sin stilling og nøjes med posten som guvernør i Kbh. Efter St. Germains fald 1766 da generalkrigsdirektoriet ændredes til "Vort høje Krigsraad" trådte A. atter frem af skyggen, men nøjedes med stillingen som vicepræsident skønt selve præsidiet var ham tilbudt. N.å. kom St. Germain igen i spidsen for hærledelsen, og A. afskedigedes som vicepræsident. Han fratrådte som guvernør 1771 og blev overlanddrost i Oldenburg. Efter Struensees fald 1772 blev han kommanderende general i Jylland og kavaleriinspektør der og i hertugdømmerne samt 1775 kommandant i Rendsborg. Han afgik på grund af alder og svagelighed 1788. A. havde mange år kæmpet med økonomiske vanskeligheder, og heri må formentlig grunden søges til at han gentagne gange fandt sig i at blive skubbet bort og trådte til, når der atter var brug for ham.

Familie

Forældre: statholder greve Carl A. (1670–1722) og grevinde Ulrikke A. Danneskiold-Laurvig (1686–1755). Gift 24.2.1739 i Kbh. (Garn.) med Vilhelmine Hedevig Antoinette v. Gram, født 29.11.1711 i Varel, Oldenburg, død 30.5.1790 i Rendsborg, d. af gehejmeråd, overjægermester Friedrich v. G. (1664–1741) og Charlotte Sophie v. Hattenbach (1670–1734). -Far til Ferdinand A.

Udnævnelser

Hv. R. 1750. L'union parfaite 1756. Bl. R. 1768.

Annonce

Ikonografi

Mal. af G. Fuchs, 1769 (Fr.borg).

Bibliografi

Louis Bobé: Slægten A., VI, 1897 71–73. Danm.s adels årbog, 1929 II 183. – K. C. Rockstroh: Den nationale hær III, 1926. O. Kyhl: Den landmilitære centraladministration II, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Conrad Ahlefeldt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285779