Albert, ca. 1182-vistnok 18.2.1245, greve af Orlamünde og Nordalbingen. A. var den næstældste af 4 brødre og kom allerede som ung til sin morbroder hertug Valdemars hof. Da Valdemar 1202 blev konge modtog A. ridderslaget og forlenedes med Holsten, Stormarn, Vagrien og den største del af Ratzeburg. Ved faderens død var af sønnerne foruden A. kun broderen Herman levende, og de delte da grevskabet Orlamunde, af hvilket dog en part lagdes under fælleshånd. 1215–16 opstod der strid imellem dem om arven men Herman måtte bøje sig, og i de følgende år synes han at have støttet A. Som den danske konges lensmand i Nordalbingen havde A. som sin vigtigste opgave at værge rigets grænse. I kampe med Schwerinerne erobrede han 1208 Boitzenburg og fik selv som løn overladt Wittenburg. 1211 ledede han forsvaret af det erobrede mecklenburgske land og tvang det af kongen belejrede Hamburg til overgivelse. Derimod mislykkedes et angreb på Stade. A. benyttede den indtrådte ro til 1217 at foretage et korstog til Livland hvor de tyske ordensriddere trængtes hårdt af indbyggerne. Han deltog i riddernes sejrrige kamp ved Sakala 21.9., var også med på det afbrudte togt til Øsel men drog allerede i foråret 1218 tilbage til Danmark, ledsaget af bisperne af Riga og Estland og abbeden af Dünamünde som ved hans forbøn håbede at kunne bevæge kong Valdemar til hurtig hjælp. Mellem fejderne var A. optaget af sit lens administration. Han satte stærke kræfter ind på en kolonisation af Elbmarsken bag Hamburg og Vagrien. Med ikke mindre iver tog han sig af kirkens sag. Allerede 1212 havde han grundlagt benediktinerklosteret i Preetz som han stadig følte sig knyttet til, men endnu større var hans omsorg for det gamle kloster i Neumünster der op gennem årene modtog en lang række privilegier og gave af ham hvilket kølnede hans oprindelig gode forhold til bispedømmet Lübeck. Bevarede breve viser hvorledes hans kirkelige interesse satte sig spor rundt i lenet. Mere sparsomt underrettet er vi om hans stilling til lenets byer. De hamburgske privilegiebreve som tillægges ham er vist alle falske med undtagelse af det yngste (1224) som imidlertid kun bekræfter byens ældre, af Henrik Løve og Adolf III givne rettigheder. Mest betydningsfuld var A.s holdning over for det holstenske ridderskab som allerede Adolf III havde søgt at gøre afhængigt af tidens lensretslige regler. Dette var bristet for ham, men A. fortsatte hans politik med et bedre resultat som efterfølgeren Adolf IV kunne bruge som grundlag. Men herved vakte han en ikke ringe uvilje, og at kravene også er forekommet den almindelige landbefolkning hårde er der antydninger af allerede 1215.

1221 blev A. formynder for kongens sønnesøn Niels og fik som sådan overdraget forvaltningen af det halve grevskab Schwerin. N.å. fulgte han kongen på togtet til Øsel. Ved kong Valdemars tilfangetagelse på Lyø 1223 blev A. den ledende inden for kredsen af danske stormænd. Han deltog i forhandlingerne i Dannenberg juni 1224 hvor man stillede ham i udsigt at kunne beholde Nordalbingen, dog som len af kejseren. Ligeledes var han med ved Bardowikmødet i oktober hvor Dannenbergforliget sprængtes, og endnu inden årets udgang rykkede han i marken for at værge Elbgrænsen mod grev Adolf af Schauenburg, grev Henrik af Schwerin, ærkebispen af Bremen o.fl. A. søgte at holde Hamburg men måtte gå tilbage til Segeberg. Angrebet både af ridderskab og almue tog han kampen op ved Møln januar 1225, men blev her fanget og sendt til borgen i Schwerin hvor han sad medens forhandlingerne om kongens frigivelse førtes til ende. Først efter slaget ved Bornhøved, juli 1227, blev han løsladt mod at afstå fæstningen Lauenburg, den eneste hans mænd endnu hævdede i Nordalbingen. Han begav sig s.å. til sin broder i Thuringen men kom inden længe atter til Danmark hvor kong Valdemar forlenede ham med sine ejendomme på Als. 1229 kalder han sig "herre af Als". Siden hører vi ham kun omtalt to gange, senest ved forliget i Stensby 1238.

Familie

Forældre: grev Sigfred III af Orlamünde (død 1206) og Sophie (-1181-), d. af kong Valdemar I (1131–82) og Sophie (ca. 1141–98). Gift 1211 med Hedvig, d. af landgrev Herman af Thüringen (død 1217) og Sophie af Somerschenburg (død 1195).

Ikonografi

Fremstillet på historiemal. af P. Raadsig, 1836.

Bibliografi

R. Usinger: Deutsch-dänische Gesch. 1189–1227, Berlin 1863 119–30. C. Paludan-Müller i Vidensk. selsk. skr. 5.r., hist. og philos. afd. IV, 1869 96–99. W. Bierehe i Zeitschr. der Gesellsch. für Schlesw.-Holst. Gesch. LVII, 1928 1–152; LIX, 1930 457–60. H.J. Freytag i Festschrift zu K. Jordan, 1972 222-43. E. Hoffmann i Zeitschr. des Vereins f. Lübeck, 1977 9-37.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig