Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adolph Siegfried v. der Osten

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Adolph Siegfried v. der Osten, 21.10.1726-2.1.1797, greve, udenrigsminister. Født i Sorø, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Skønt stammende fra en tysk slægt følte v.d.O. sig altid nærmest som dansk. Hans uddannelse blev bekostet af Christian VI som også lod ham rejse udenlands. 1753-54 opholdt han sig i Göttingen, hvor han stiftede et ret nøje bekendtskab med den unge A. P. Bernstorff. Efter sin hjemkomst beklædte han forskellige underordnede hofstillinger, indtil J. H. E. Bernstorff 1755 betroede ham den betydningsfulde post som dansk afsending i Rusland. Denne stilling beklædtes i øjeblikket af J. L. F. Moltzahn, men denne følte sig ilde tilpas ved det russiske hof og håbede inderligt på at blive tilbagekaldt. Muligvis skyldes det C. A. Plessens indflydelse at v.d.O. fik så strålende en begyndelse på sin diplomatiske løbebane, men det kan også være en følge af vanskelighederne ved inden for den danske adel at finde duelige folk til de diplomatiske poster. Bekendtskabet med A. P. Bernstorff kan endelig have spillet en vis rolle.

Allerede 1756 døde Moltzahn og v.d.O. overtog hans stilling, vel nok den vanskeligste post nogen dansk diplomat kunne beklæde på det tidspunkt. Ikke alene var de rent personlige forhold ved det russiske hof meget besværlige og stillede store krav til de diplomatiske udsendinges behændighed, men også Danmarks forhold til det russiske rige og til zarhoffet gennemløb netop i disse år en meget farlig fase. Det stadig uløste gottorpske spørgsmål tyngede stærkt på forholdet mellem de to lande, og fremtiden tegnede mørkt på grund af den russiske tronfølger Carl Peter Ulrichs stærke had til Danmark og det danske kongehus.

Til at opfylde denne vanskelige mission havde v.d.O. flere betydningsfulde egenskaber. Han var i besiddelse af en hurtig og skarp iagttagelsesevne, forstod at optræde med megen takt og skaffede sig efterhånden megen menneskekundskab. Han skrev endvidere godt for sig og var levende interesseret i sin gerning. Et minus for ham var at hans ydre ikke faldt i kejserinde Elisabeths smag, og da det ydre spillede en meget stor rolle for hende kunne hans indflydelse kun blive meget ringe. Af stor betydning derimod var det at tronfølgerens hustru, den senere zarina Katharina II, havde interesse for den danske diplomat og gerne lyttede til hvad han fortalte hende. Med årene blev forbindelsen mellem hende og v.d.O. endnu mere intim. Forholdet mellem de to ægtefæller var ikke godt, og storfyrstinden trøstede sig med forskellige elskere, bl.a. med den senere polske konge Stanislaus Poniatowski. Da kejserinde Elisabeth ikke længere ville tåle dennes nærværelse i Rusland, blev v.d.O. mellemleddet mellem de to, som formidler af korrespondancen. Med stor takt skilte v.d.O. sig fra dette delikate hverv, og det lykkedes ham at undgå enhver blottelse der kunne røbe at han var storfyrstindens fortrolige. Samtidig arbejdede v.d.O. med største iver for at skaffe sin regerings syn på det gottorpske spørgsmål indpas hos storfyrstinden. Da Elisabeth døde 1762, og Carl Peter Ulrich straks efter blev styrtet af hustruen bar v.d.O.s ihærdige arbejde gennem mange år nu sin frugt og han tog fat på de direkte forhandlinger om det gottorpske spørgsmål. På dette tidspunkt havde v.d.O. allerede forladt Rusland. Oprindelig havde han arbejdet udmærket sammen med Bernstorff, men af en eller anden uforklarlig grund havde denne fattet mistillid til ham og begyndte bag hans ryg at korrespondere med v.d.O.s undergivne legationssekretær Andreas Schumacher. Datidens beskyldninger mod v.d.O. for at være intrigant er meget dårligt afhjemlede, men han kunne i sin optræden være meget selvbevidst, og hans udtalelser kunne være meget skarpe. I hele hans embedsførelse som nu ligger ganske klar synes der ikke at være noget der burde have givet anledning til nogen mistillid fra Bernstorffs side, og v.d.O. bevarede siden et stærkt nag til denne for hans ændrede holdning over for ham. 1761-63 gjorde v.d.O. tjeneste i Polen, men 1763 vendte han tilbage til Rusland hvor Katharina II tilbød ham at gå i russisk tjeneste, et tilbud han dog afslog. Hans andet ophold i Rusland var ikke så lykkeligt som det første. Det venskabelige forhold mellem ham og kejserinden kølnedes. Hun havde nu brudt definitivt med Stanislaus og følte sig trykket ved at have en mand som v.d.O. i sin nærhed der vidste så meget om hendes tidligere forbindelser. Heller ikke til de statsmænd som havde mest indflydelse på kejserindens udenrigspolitik, nemlig russeren N. Panin og holsteneren C. v. Saldern, formåede han at komme i et venskabeligt forhold. Det dansk-russiske forbund af 11.3.1765 kom således i stand delvis uden v.d.O.s direkte medarbejde, men dette kan på ingen måde forringe betydningen af det arbejde som v.d.O. gennem mange år havde gjort for at skaffe danske synspunkter indpas i Rusland.

Annonce

Efteråret 1765 forlod v.d.O. definitivt Rusland, hædret af Katharina II med Alexander-Newsky-ordenen og af Stanislaus med den polske Stanislausorden. Hertil føjedes 1768 som en ny hædersbevisning den polske grevetitel. Alligevel følte v.d.O. sig meget bitter, og han gav Bernstorff hovedskylden. Det bidrog ikke til at stemme ham blidere at han fra St. Petersborg blev forflyttet til Napoli hvor der kun var lidt at bestille.

Da Bernstorff i sept. 1770 var blevet styrtet, kaldtes v.d.O. af J. F. Struensee, der ønskede at overdrage de vigtige udenrigspolitiske sager til en dygtig og erfaren mand, til Kbh. og udnævntes til leder for det udenrigspolitiske departement der nu skiltes ud fra det øvrige tyske kancelli. v.d.O. overtog med stor glæde sin nye post, men det varede ikke længe før der opstod en ikke ringe spænding mellem v.d.O. og Struensee. Denne ønskede ikke en alt for selvstændig optræden fra udenrigsministerens side, og navnlig tillod han ikke at denne fik direkte referat til kongen. Alt skulle gå gennem kabinettet, og dette tilsendte derefter udenrigsministeren de afgivne kongelige resolutioner. Naturligvis var en sådan forretningsgang ikke efter v.d.O.s hoved, og spændingen øgedes da de to mænd så forskelligt på den politik der skulle føres, og Struensee bag ministerens ryg prøvede at føre sin egen udenrigspolitik. Trods modsætningsforholdet til Bernstorff havde v.d.O. dog gået så længe i dennes skole at han var absolut tilhænger af at styre den samme udenrigspolitiske kurs. Struensee derimod ville ikke binde Danmark for stærkt til Rusland. Det lykkedes dog omsider v.d.O. at få Struensee overbevist om at det for den endelige løsning af det livsvigtige gottorpske spørgsmål ikke gik an at støde Rusland fra sig. I den sammensværgelse som jan. 1772 styrtede Struensee tog v.d.O. ikke aktiv del, men på grund af hans modsætning til den faldne gehejmekabinetsminister var han kaldet til at spille en ganske betydelig rolle. Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik havde megen tillid til ham, han fik sæde i statsrådet, og i de første måneder tydede alt på at der var tiltænkt ham en betydningsfuld post inden for den nye regering. Utvivlsomt har han haft en ikke ringe indflydelse på beslutningen om ikke at kalde den ældre Bernstorff tilbage, mens han ikke kunne hindre at den nye regering tilbød A. P. Bernstorff en vigtig post som leder af landets finansielle politik sammen med H. Schimmelmann. Muligvis var der allerede på dette tidspunkt kræfter i gang for at lade v.d.O. afløse af den unge Bernstorff som udenrigsminister, men hoffet tænkte ikke herpå. Hans gamle modstandere i Rusland Panin og v. Saldern arbejdede imidlertid ivrigt på at få ham fjernet, og da v.d.O. prøvede at modarbejde Bernstorffs og Schimmelmanns finansielle politik blev også de hans modstandere. Af stor betydning blev det endelig at også J. O. Schack-Rathlou, der i disse år spillede en betydelig rolle, skubbede til den hældende vogn, og i marts 1773 fjernedes v.d.O. fra udenrigsministerstillingen. Han udnævntes derefter til stiftamtmand i Ålborg, men befandt sig meget ilde i den afsides liggende jyske købstad. I flere år søgte han forgæves at komme bort, men først 1782 opnåede han at blive justitiarius i højesteret, og 1788 udnævntes han til overpræsident i Kbh. fra hvilken stilling han blev afskediget 1794. Hele hans efterladte formue testamenteredes til Skt. Hans hospital. – Hofjunker 1750. Kammerjunker 1754. Kammerherre 1757. Rang med gehejmeråder 1771. Gehejmekonferensråd 1774.

Familie

Forældre: gehejmeråd Jacob Frants v. der O. (1664-1739) og Eleonore Christine Bassen (1688-1737). Ugift.

Udnævnelser

Hv.R. 1766. L'union parfaite 1768. Bl.R. 1783.

Ikonografi

Min. af Cornelius Høyer, 1767. Silhouet af C. Limprecht ca. 1782 (St. Annen Mus., Lübeck). Tegn. af Poul Ipsen, 1791. Afbildet på mal. af W. Haffner, 1794 (Jægerspris). Mal. måske forestillende O. (Endrupholm).

Bibliografi

Kilder. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé II-IX, 1896-1922. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904-13. Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen I-III, 1916-23. Udv. breve, betænkn. og optegn. af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936.

Lit. [P. Vedel] i Hist. t. 4.r.I, 1869-70 467-678. Sophus Vedel: Den da.-no. højesterets hist., 1888 379f. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 III-VI, 1897-1909. Aage Friis: A. P. Bernstorff og O. H. Guldberg, 1899. Samme: Bernstorfferne og Danm. I-II, 1903-19. Otto Brandt: Caspar v. Saldern, Erlangen 1932 = Erlanger Abhandl. zur mittleren und neueren Gesch. XV. Troels G. Jørgensen: Bidrag til højesterets hist., 1939. Højesteret 1661-1961 I-II, 1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Adolph Siegfried v. der Osten i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298777