Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Nielsen

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Nielsen, Peder Nielsen Hoseøl, d. .1298, drost. Begravet i Sorø. Tilhørte en slægt der senere bar navnet Skovgaard. Hans tilnavn betyder hosebånd. N. var Erik Klippings drost 1279-83 og han fik dette embede igen straks efter drabet på kongen 1286. Dette har – især af Erik Arup – været tolket som en afsættelse og en genindsættelse, men de reelle oplysninger er for sparsomme til at hans politiske stilling kan bestemmes så nøje. Højst kan det konstateres at N. således ikke var blandt kongens nærmeste rådgivere 1284-86 da Danmark tilsluttede sig et forbund af nordtyske fyrstendømmer og handelsbyer (Rostocker Landfrieden af 1283) og hermed især sammen med Lübeck dannede front mod Norge. I denne sammenhæng kunne det ses at N. i foråret 1289 forsøgte at tage hertug Valdemar af Sønderjylland til fange; hertugen var da en af rigets formyndere sammen med fyrst Wizlav af Rügen; og begge var medlemmer af landefredsforbundet. Men der savnes positive vidnesbyrd om at N. skulle have modsat sig Danmarks tilslutning dertil. Forsøget mod hertug Valdemar lykkedes ikke, N. blev selv for en kortere tid fængslet af hertugen på Sønderborg slot – men episodens enkeltheder lader sig ikke analysere, fordi den kun er kendt i Arild Huitfeldts tilsyneladende upræcise gengivelse af en (utvivlsomt middelalderlig) overlevering.

Bibliografi

Erik Arup: Danm.s hist. I-II, 1925-32 (fot. optr. 1961). Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (reproudg. 1976). Hugo Yrwing: Kungamordet i Finderup, Lund 1954 = Skr. utg. av Vetenskaps-societeten i Lund XLV. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Peder Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294896