Niels Olufsen Bild

Niels Olufsen Bild, levede ca. 1300, drost. Trods den fremtrædende rolle B. har spillet i dansk politik ved man meget lidt om hans private og personlige forhold; således kendes hverken hans forældre eller hans hustru. Selv må han efter sit våben at dømme have tilhørt slægten B. og nævnes da også i samtidige dokumenter jævnligt med tilnavne som Biler, Bille, Bilre o.lign. Han vides at have ejet hovedgården Elkær (Sulsted sg.) i Vendsyssel som han tillige med noget strøgods sst. afhændede til kongen. B. forekommer i årene 1297–1300 jævnligt som drost. Fra det følgende tiår høres der ikke meget om ham; 1302 nævnes han uden nogen embedstitel, 1306 som kammermester. I den sidste halve snes år af Erik Menveds regering træder han derimod stærkt i forgrunden, og meget taler for at tillægge ham en væsentlig del af ansvaret for kongens dristige og fejlslagne forsøg på at genoptage Valdemar Sejrs nordtyske storpolitik. Militært udmærkede han sig i øvrigt ikke.

Senest fra 1309 var han kongens høvedsmand på Danskeborg ved Rostock, men 1311 fordrev byens borgere ham derfra; lige så uheldig var han to år senere over for de oprørske bønder i Nørrejylland som ved Kolding tilføjede ham et afgørende nederlag. Kongens tillid til ham var dog urokket; ikke blot nævnes han blandt de fornemste dommere ved de strenge domme over bønderne da oprøret var kuet, men 1313–18 forekommer han atter jævnlig som drost; i de samme år nævnes han mærkeligt nok også af og til som marsk. Samtidig finansierede han ved meget betydelige lån kongens kostbare krigspolitik. Til gengæld fik han betydelige forleninger; 1313 fik han således landet Wüstrow i Mecklenburg som arveligt len og 1317 var han atter lensmand på Danskeborg. – Hans stilling som statens største kreditor var imidlertid ingenlunde ufarlig; og efter at han i foråret 1318 med indtagelsen af hertug Christoffers slotte Laholm og Falkenberg havde udført sin eneste påviselige krigerske bedrift kom det endnu s.å. til et brud mellem ham og kongen. Han måtte nedlægge sit embede, men beholdt mod kongens vilje de borge han havde i forlening. Meget hurtigt mægledes dog et for B. næppe ugunstigt forlig; ganske vist fraskrev han sig mod erstatning alt sit gods i Danmark og Tyskland, men Erik Menved vedgik at skylde ham 694 mark sølv, 907 mark og 6 øre danske og 37 376 mark slaviske penge, og som sikkerhed for dette uhyre tilgodehavende fik han pantebrev på Warnemünde, Stege og Glambeck. Forliget pålagde den danske konge for store forpligtelser til at være rigtig holdbart; og det forbedrede ikke B.s stilling at hans gamle fjende hertug Christoffer n.å. besteg sin broders trone; fra den almindelige tilgivelse som Christoffer II ved sin håndfæstning måtte love sine tidligere modstandere undtoges B. udtrykkeligt. Han tog derfor fast ophold i Nordtyskland hvor han imidlertid i kraft af sine omfattende pante- og godsbesiddelser og sine mange forbindelser i Danmark indtog en sådan magtstilling at man i dansk politik fremdeles måtte regne med ham. Snart fandt han også lejlighed til ligefrem indblanding. Officielt stod han nu i vasalforhold til hertug Henrik af Mecklenburg, og da denne 1321 på Bahus sluttede et mod Danmark rettet forbund med den svenske enkehertuginde Ingeborg var B. en af hans medlovere. N.å. gjorde han sammen med enkehertugindens yndling, hr. Knud Porse, åbenlyst indfald i Skåne hvorfra de dog atter fordreves. Snart efter må B. være død da hans navn ikke forekommer mere.