Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

David Thorstensen Hak

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

David Thorstensen Hak, d. 1302, drost. H. var vistnok en søn af den Thorsten Hak, der nævnes 1241; en bror til ham var rimeligvis ærkebispen Thrugot Thorstensen, og det ses også at han stod i frændskab til grev Jacob af Halland. Han fremtræder allerede i Erik Klippings tid; efter dennes drab sluttede han sig nøje til det kongetro parti og blev en af dronning Agnes' vigtigste rådgivere under Erik Menveds mindreårighed. Da drost Peder Nielsen (Hoseøl) blev taget til fange af hertug Valdemar under et sammenstød i foråret 1289, udnævntes H. til drost; som sådan lod han n.å. den norske fribytter Alv Erlingsson henrette ved Helsingborg; ca. 1292 nedlagde han imidlertid atter embedet. Ved forliget med Norge 1295 (Hindsgavlfreden) blev han udset til at være voldgiftsmand mellem kongen og hertug Erik af Halland. Årbogsnotitsen om hans død fremhæver hans kongetroskab. - En svensk kilde angiver at H. 1288 var trolovet med frøken Ingrid i Sverige, en datter af Svantepolk Knutsson, Valdemar Sejrs sønnesøn; s.å. blev Ingrid imidlertid bortført til Norge af Vestgätalagmanden Algots søn Folke. Dette bruderov er blevet besunget i folkeviser der kendes både fra Danmark, Sverige og Norge. Det er endvidere sandsynligt at når visen om Mindrealvs endeligt fortæller at Alv blev kendt og fængslet af sin tidligere skolekammerat "Bendit Rimaardsen" så har her oprindelig stået H.s navn; det ville derved blive forståeligt at årbøgerne så stærkt fremhæver drostens rolle ved Alvs henrettelse.

Bibliografi

Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920. – Danm.s adels årbog XIII, 1896 165. Sv. Grundtvig: Danm.s gamle folkeviser III, 1862 435-38 714-49. Henrik Schück i Hist. t. XI, Sth. 1891 294-300. Sverker Ek: Studier till den svenska folkvisans hist., Göteborg 1931 = Göteborgs högskolas årsskr. XXXVII, I 145-77. Hugo Yrwing i Archivistica et mediævistica Ernesto Nygren oblata, Sth. 1956 451-69. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: David Thorstensen Hak i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290478