Sophie Magdalene, 28.11.1700-27.5.1770, dronning. Født i Bayreuth, død i Kbh., begravet i Roskilde domk. S. M. tilbragte sin barndom ved et af de små tyske fyrstehoffer hvor standsbevidstheden var omvendt proportional med de økonomiske midler; halvdelen af landområdet var pantsat, og faderen døde ung, fra en børneflok på 14 hvoraf S. M. var det niende barn. Kendskabet til den overordentlig stive hofetikette fik hun styrket under tjeneste ved den sachsiske dronnings hof. Her traf den danske kronprins hende i juli 1721 da han af sin nygifte far havde fået lov til på egen hånd at udsøge sig en brud, og han besluttede sig for hende uden tøven, især tiltrukket af hendes stærke og alvorlige religiøsitet. De var i meget ens, indadvendte og sky, snævre i horisont og tunge af gemyt. I den strenge pietisme og dens regler søgte og fandt de et nødvendigt værn om egen usikkerhed. Der er næppe tvivl om at S. M. var en stærkere personlighed end sin ægtefælle, og hun har en stor del af ansvaret for at livet ved Christian VI's hof blev så påfaldende kedsommeligt, præget af angst for naturlig livsudfoldelse der som modsætning fremkaldte ikke så lidt hykleri. Hun støttedes heri af sin mor, markgrevinden, som hun havde medbragt. – Forholdet til dronning Anna Sophie blev ikke godt, og den hårde fremfærd mod hende ved Frederik IV's død skyldes ikke mindst S.M.s tilskyndelse. Og hun fik sat igennem at der blev forarbejdet en ny dronningekrone da hun ikke ønskede at bære forgængerens. I politiske forhold blandede hun sig ikke, men i mindre sager kunne hun øve indflydelse som da hun fik udvirket at den unge J. Langebek skulle gøre hofpræsten Erik Pontoppidan (1698–1764) afbigt for konsistorium på grund af en påstået fornærmende anmeldelse. I den kbh.ske offentlighed forblev hun upopulær, men samlivet med kongen blev i sjælden grad harmonisk. Den fattige opvækst havde ikke lært S.M. økonomisk sans, på statens vegne forekom hun samtiden uhyre ødsel, og hendes egne finanser var altid yderst anstrengte, især pga. de byggeforetagender hun fik iværksat. På godset Hørsholm som hun 1730 havde fået af sin mand lod hun L. de Thurah opføre det helt nye landslot Hirschholm, og N. Eigtved byggede et sommerpalæ, Sophienberg til hende ved Øresundskysten. Når kongen selv trods anstrengte finanser lod det nyistandsatte Kbh.s slot nedrive og afløse af det store og kostbare Christiansborg var det ikke uden påvirkning fra den filosofi S.M. gav udtryk for i sit testamente, at "... smukke bygninger gør et land ære". Personlig mere stemt for det asketiske, ofte plaget af mavebesvær der påbød en diæt af havresuppe var hun som sin mand ødsel på monarkiets vegne, den ydre pragt dækkede over svigtende evne til at repræsentere. Dorothea Biehls beskyldning mod S.M. for at isolere kongen fra offentligheden, for overdreven tyskhed og for at have beriget sig og sin familie på landets bekostning gengiver sikkert en almindelig opfattelse i det bedre borgerskab. Men beskyldningerne i sig selv er dels falske, og dels fremsat uden forsøg på psykologisk forståelse. Isolationen skyldtes lige så fuldt kongeparrets egen mangel på sans for den folkelige gestus; at hun fik anbragt slægtninge i dansk tjeneste er rigtigt, ligeledes at tysk forblev hendes sprog i omgang med kongen, selv om hun fik lært dansk. Men der kan næppe efter tidens opfattelse af nationalitetsspørgsmål rettes bebrejdelse mod hende fordi hun bevarede sit eget sprog ved et hof der i forvejen kun i ringe grad benyttede landets mål. Den borgerlige nationalisme var dog ved at vågne og medvirkede til at skærpe kritikken. Hun stillede som dronning krav om pragt, bl.a. om kostbare smykker, men straks efter kongens død testamenterede hun dem til hans efterfølger, Frederik V for at de kunne indgå i landets samling af kronjuveler. Mere end nogen forstod hun at skelne mellem dronningens og privatpersonens rolle.

I sin lange enkestand på Hirschholm – hvor hun lod sin hofmester Chr. Günther Stolberg gennemføre omfattende reformer for godsets bønder – viste hun som bedstemor andre og mildere sider af sit væsen over for børnebørn og plejebørnene fra Hessen. Hun var moderligt beskyttende over for den unge Caroline Mathilde mens dennes ægtefælle 1768–69 var på rejse, og hun nåede næppe at opleve den udvikling der var i gang mellem J. F. Struensee og dronningen. Hun døde umiddelbart før hoffet skulle tiltræde rejsen til Holsten, og den hurtigt påfølgende bisættelse blev i samtiden udlagt som usømmeligt hastværk og manglende respekt for den gamle enkedronning. Fremgangsmåden var imidlertid testamentarisk bestemt af hende selv. Efter døden havde hun kun det ønske så snart som muligt at komme til hvile i Roskilde ved siden af sin husbond. At hun så hurtigt blev glemt skyldes de følgende måneders for offentligheden usædvanligt ophidsende tildragelser. – S.M. var ingen stor begavelse, men hun bestræbte sig for som dronning med stærk pligtfølelse at spille den rolle naturen havde givet hende få gaver for. At hun ikke blev populær er forståeligt, men omdømmet i eftertiden er i nogen grad uretfærdigt. Ordenen L'union parfaite som hun indstiftede på sin bryllupsdag 1732 bragte hende ingen fortrydelse. Ved Christian VI's død takkede hun Gud for "en uforlignelig konge med hvem jeg i 25 år har levet i uforanderlig kærlighed og glæde". S.M. oprettede 1737 stiftelsen Vallø.

Familie

Forældre: markgrev Christian Henrik af Brandenburg-Kulmbach (1661–1708) og Sophie Christiane af Wolfstein (1667–1737). Gift 7.8.1721 på slottet Pretzsch i Sachsen med senere kong Christian VI, født 30.11.1699 på Kbh.s slot, død 6.8.1746 på Hirschholm, s. af kong Frederik IV (1671–1730) og Louise af Mecklenburg-Güstrow (1667–1721). – Mor til Frederik V og Louise (1726–56).

Ikonografi

Malet af Andreas Møller ca. 1720. Medalje af P. Berg, 1721, gengivet i stik 1791. Medalje af A. Schultz, 1721. Min. af Johs. Böhling, 1723. Mal. med tindingekrøller (Fr.borg; Gavnø), identifikationen usikker. Mal. (Pederstrup), to varianter i samme type (det ene Bayreuth, det andet forhen Baureuth), kopi af det ene (Norsk folkemus., Bygdøy). Afbildet med familie på mal. ca. 1730 (Chr.borg). Afbildet på lille stik af salvingen 1731. Medalje af P. Berg, 1731 og to af G. W. Wahl, s.å., efter den ene stik 1791. Afbildet på medalje af J. C. Hedlinger, 1732. Afbildet på en række stik fra Norgesrejsen 1733. Stik til salvingsakten af J. Houbraken, 1733, formentlig efter forlæg af J. S. Wahl, efter dette stik af M. Tyroff, J. C. Sysang m.fl., bl.a. 1739, og litografi bl.a. af E. Fortling og 1848 og 1856 samt træsnit 1855 efter tegn. af C. Bloch. Mal. formentlig af J. S. Wahl (Chr.borg; Gottorp; Nasjonalgalleriet i Oslo; Erholm m.fl.). Gouache af J. J. Bruun, 1737 (Rosenborg). Afbildet på gouache af salvingen 1731 af J. J. Bruun, 1737. Malet knæstykke af J. S. Wahl (Rosenborg), gentagelser med ændringer (Gelting; Königstein; forhen Bayreuth); efter Rosenborg-ekspl. litografi 1867. Mal. af Wahl (Wedellsborg; Sinebrychoffske saml., Helsingfors). En række billeder en face: malet i hel figur af Andreas Møller, 1739 (St.mus.), gentagelser (Frederiksdal; Juelsberg), i halv figur (Huntington Library, San Marino, Californien; Gelting; Fr.borg) og kopier (Hobro mus.). Mal., formentlig af Wahl (Vallø), efter dette knæstykker af A. Brunniche, 1764 (Rosenborg; Fr.borg). Forskellige en face-typer: mal. af C. M. Tuscher (Rosenborg), hertil tegnet udkast af samme (kunstakad.s bibl.); mal. af J. F. Gerhard (forhen Bayreuth), andre mal. (Odense rådhus; Fr.borg; Rosenborg) og min. af Christoffer Foltmar, A. Thornborg og H. J. Pohl (Rosenborg; Fr.borg). Medalje af Hedlinger, 1738, efter denne medalje af J. Bagge, 1739 samt stik 1776 og 1791. Afbildet på medaljerevers af G. W. Wahl, 1738. Medalje af M. G. Arbien 1742, 1744 og 1745, efter denne stik 1791. Min. af A. Thornborg (St.mus.). Forskellige typer i mal. (Vemmetofte; Åbenrå rådhus) og min. (Fr.borg; GI. Køgegård). Malet i hel figur af P. Als (Brahesborg), i mindre format af samme (forhen Baureuth; Fr.borg), efter dette min. (Jægerspris) og min. af Foltmar (Fr.borg). Mal. (Fylkesmus. for Telemarken). Nogle stik efter ubekendte forlæg. Lille gipsrelief (Fr.borg). Folkeligt træsnit. Afbildet på mal. af K. Zahrtmann, 1910. Relief på mindestøtte af R. Magnussen (Hørsholm slotshave).

Bibliografi

Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-II, 1904–07. – Hist. t. 3.r.IV,1865–66 177–204 (Dorothea Biehls breve); J. J. A. Worsaae sst. V, 1866–67 456–68. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 I-IV, 1891–1902. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. I-II, 1903–19. Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaard: Danske dronninger, 1909–10 218–47. F. Ahlefeldt Laurvig: Chr. VIs datter, 1926 21–33. L. Bobé i Berl. aften 14.5.1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig