Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richiza

Oprindelig forfatter AEChr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Richiza, f. senest 1108, dronning. I forbindelse med kong Niels' og hertug Boleslaw af Polens fælles angreb på Pommern aftaltes ægteskab mellem den danske kongesøn Magnus og den polske hertugdatter R.; ifølge Saxo fejredes brylluppet i Ribe 1127. Efter at Magnus var faldet i slaget ved Fodevig 1134 ægtede R. "Waledar, ruthenes fyrste", der snarere er identisk med fyrst Wolodar af Minsk (P. A. Munch og Jarl Gallen) end med Wladimir af Halicz (P. F. Suhm og J. P. F. Kønigsfeldt) eller Wladimir af Novgorod (Ellen Jørgensen). Med Volodar fik R. datteren Sophie som halvbroderen Knud bortgiftede til kong Valdemar I. Da var R. skilt fra Volodar og havde ægtet kong Sverker den Ældre af Sverige; hos dem søgte sønnen Knud tilflugt under de danske kongestridigheder omkr. 1150. Med kong Sverker fik R. sønnen Boleslaw af hvis svenske gods arv ifølge Kong Valdemars Jordebog tilfaldt halvsøsteren Sophie og siden den danske kongeslægt.

Familie

Forældre: hertug Boleslaw III Krzyvovsty af Polen (1086–1138) og Zbyslawa af Kiev (død 1108). Gift 1. gang ca. 1127 med Magnus, født tidligst 1106, død 4.6.1134 i slaget ved Fodevig, s. af kong Niels (død 1134) og Margrete Fredkulla (død før 1130). Gift 2. gang med en russisk fyrste Volodar. Gift 3. gang med kong Sverker af Sverige, død ca.1155. – Mor til Knud Magnussen og Sophie (ca. 1141–98).

Ikonografi

Fantasibillede i træsnit fra 1600-tallet.

Annonce

Bibliografi

Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I, 1917–18 (reproudg. 1970) 185. Kong Valdemars jordebog, udg. Sv. Aakjær 1, 1926–43 25f. Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I, 1931 (da. overs.: Sakses Danesaga 1076–1157, ved J. Olrik, 1908 (2. udg. 1925). – J. P. F. Kønigsfeldt: Geneal.-hist. tabeller over de nord. rigers kongeslægter, 1856 18 19 159. Jarl Gallen i Det nord. historikermøde i Kbh. 1971. Beretn., foredrag og forhandl. 80.f

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Richiza i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296371