Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Margrete 1.

Oprindelig forfatter AEChr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Margrete 1., Margrete Valdemarsdatter, 1353-28.10.1412, dronning. Da Margrete 1. 1359 blev trolovet og 1363 gift med folkungen kong Haakon af Norge måtte det forekommet utroligt, at hun 30 år senere skulle stå som de tre nordiske rigers mægtige regent. Den 10-årige brud var nemlig kongeparrets yngste, og broderen Christoffer og den ældre søster Ingeborg, der i sit ægteskab med hertug Henrik af Mecklenburg snart fik sønnen Albrecht, måtte stå den danske trone nærmere. Margretes politisk motiverede trolovelse og ægteskab førte endnu 1363 til det svenske oprør mod Margretes svigerfar kong Magnus og til indkaldelse af dennes søstersøn Albrecht af Mecklenburg, hvad der gennem mange år førte til krig mellem mecklenburgerne og folkungerne der støttedes af den danske kong Valdemar. Et par år efter vielsen hentedes Margrete til Norge hvor hun som hofmesterinde fik den hellige Birgittas datter Merete Ulvsdatter der ved ægteskab var tilknyttet folkungerne med godser i grænseegnene mellem de tre riger, så Margrete skiftede ophold mellem Akershus og Dalsland. Margrete blev således nært knyttet til alle tre riger: danskfødt, norsk gift og opdraget i aristokratisk svensk folkungemiljø. Kun 17 år gammel fødte Margrete sit eneste barn, sønnen Olav (dansk Oluf); allerede forinden havde hun som myndig dronning overtaget hofholdningen på Akershus og herunder taget del i rigets styre.

Margretes aktive virke i dansk politik indledtes straks efter faderens død 1375. Hun opholdt sig da i Danmark og forstod, at det gjaldt om at handle hurtigt for at sikre riget for sig og sønnen Oluf. Hendes bror Christoffer var død allerede 1363 og søsteren Ingeborg 1370, men hun havde efterladt sig sønnen Albrecht som farfaderen hertug Albrecht af Mecklenburg straks proklamerede som ret arving til Danmark, idet han udover førstefødselsretten henviste til et løfte af kong Valdemar fra 1371 og til den tyske kejsers støtte. Under disse forhold synes Margrete straks at have villet overtage riget for sig selv som eneste overlevende af Valdemars børn og antog titlen "dronning af Norge og Sverige, kong Valdemars datter og sande arving"; men ved årsskiftet indledtes en ny politik: Margrete trådte tilbage i akterne og overlod rigsrådet ledet af Henning Podebusk at føre forhandlingerne ud fra princippet at Danmark var et valgrige. Det lykkedes at vinde passiv støtte fra hansestæderne, der ved Stralsundfreden 1370 havde fået indflydelse på kongeskiftet, og 3.5.1376 kunne Margrete og Haakon som garanter for Oluf besegle den håndfæstning der betingede hans valg. Den ændrede politik fremtræder som taktik og betyder næppe, at Margrete har måttet vige for drostens rigsrådspolitik; intet tyder på, at Margrete var den svage i dette nære samarbejde, der fortsatte til Podebusks død 1387.

Formynderstyret under Margretes ledelse var stillet over for en række alvorlige problemer, mest aktuelt det uafklarede forhold til mecklenburgerne, der samme sommer invaderede Sjælland, mens deres holstenske allierede trængte op i Jylland. Ved et forlig samme år bestemtes, at junker Albrechts krav skulle afgøres ved en fyrstemægling, men en sådan lod sig ikke etablere, og det voksende tyske tryk truede med dansk splittelse, indtil faren drev over ved kejserens og hertug Albrechts død 1378-79. 1380 styrkedes Margretes stilling, da Oluf ved faderens død arvede kongemagten i Norge, og Margrete overtog ledelsen af den norske udenrigspolitik med uløste spørgsmål i forhold til Sverige og hansestæderne. Ved fasthed og klog udnyttelse af indre splid i hanseforbundet lykkedes det 1385 at få de skånske slotte med Skånemarkedet tilbage til riget i overensstemmelse med Stralsundfreden 1370 uden krævede modydelser, og 1386 lykkedes det at skille de holstenske grever fra mecklenburgerne og at bevare Sønderjylland for den danske krone, om end det skete ved en forlening af hertugdømmet til de holstenske grever. Også indadtil var kongemagten styrket: hoffet havde afgivet sin myndighed til rigsrådet ved landefredsforordningen 1377, rådet svækkedes derefter lidt efter lidt, bl.a. ved at lade rigsembederne stå ubesatte, og Margrete kunne begynde at forbedre rigets finanser og styrke krongodset. 1386 lod Margrete, der fortsatte som faktisk regent også efter at Oluf var erklæret for myndig 1385, et "sand arving til Sveriges rige" indsætte i hans titel, og den følgende sommer forhandledes der med den svenske stormandsopposition om at udskifte kong Albrecht med den unge folkungekonge, da denne pludselig døde på Falsterbo slot 3.8.1387, hvorved rigerne stod uden efterfølger bortset fra mecklenburgerne.

Annonce

I denne situation viste Margrete sin politiske styrke og personlige position. På ugedagen efter Olufs død lod hun sig på et improviseret rigsmøde på Lunde landsting vælge til regent: "fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder", hvad der siden stadfæstedes på de øvrige landsting. Valget motiveredes med hendes stilling som kongedatter og kongemor samt hendes fortjenstfulde hidtidige styre, og der tildeltes hende en afgørende indflydelse på det fremtidige kongevalg. Denne designation indledtes i Norge hvor man i februar 1388 fulgte Danmarks eksempel og med samme udtryk valgte hende til regent på livstid og kort efter fradømte mecklenburgerne arveretten og i stedet designerede Margretes søsterdattersøn, den femårige hertug Erik af Pommern som efterfølger, hvad der året efter fulgtes op med formelig hyldning. Tilbage stod Sverige. Undervejs til Norge havde Margrete påny kontaktet de oprørske svenske stormænd, og ved den såkaldte "Dalaborgaftale" palmesøndag 1388 opnåede hun at blive "Sveriges frue og rette husbond" på livstid. Den fælles kamp mod Albrecht blev kort: 24.2.1389 besejredes han i slaget ved Asie, hvor både han og hans søn blev taget til fange. Dermed tilfaldt hele Sverige bortset fra Stockholm Margrete. Der fulgte en ny krig med mecklenburgerne der først afsluttedes ved forliget på Lindholm slot 1395, hvorved Margrete fuldførte besiddelsen af Sverige og snarlig udlevering af Stockholm. Ved Lindholmtraktaten optrådte alle tre rigers stormænd for første gang som én samlet korporation.

Nordisk fællesstyre var dermed rent faktisk sikret, og Margrete kunne genoptage arbejdet med at få det formaliseret og sikret for fremtiden. I januar 1396 valgtes Erik, forud norsk konge, på Viborg landsting til dansk konge og samme sommer fulgte det svenske valg. I begge riger ledsagedes valget af forordninger der dokumenterer Margretes store myndighed. Sommeren 1397 afholdtes derpå det store fællesnordiske møde i Kalmar; her fandt Eriks fælleskroning sted Trinitatissøndag (17.6.), men først efter en måneds forhandlinger gav man udtryk for, hvad kroningen skulle indebære for union og kongemagt. Det skete ved kroningsbrevet af 13.7. der efterfulgtes af det såkaldte unionsbrev på Margretes dag (vistnok 20.7.). Det formfuldendte kroningsbrev tildeler noget vagt kong Erik den kongemagt for livstid som en kronet konge af Guds nåde med rette bør have. Omtvistet er derimod unionsbrevet hvis ringe ydre udstyr på papir og indre modsigelser taler stærkt mod bindende gyldighed. Formelt forener det en række artikler om en evig union med beslutning om en ændret fremtidig procedure. Med meget varierede og nuancerede forklaringer af brevets mærkværdigheder har vurderingerne skiftet fra vidnesbyrd om gyldig mundtlig vedtagelse til forkastet forslag, og med skifte fra national til konstitutionel begrundelse. Snarest må forløbet af Kalmarmødet tolkes således, at de langvarige forhandlinger om kongefællesskabets karakter er endt med en kompromisløsning for kong Eriks levetid, udtrykt ved kroningsbrevet, der tildelte kong Erik statsretlig myndighed til at udøve den magt som Margrete rent faktisk besad.

Om fællesskabets fortsættelse opnåedes derimod ikke enighed, og Margrete har ikke været tilfreds med det stormandsforslag der indeholdes i unionsbrevets artikler; der er da fra Margretes side foreslået en ændret procedure til fornyet forhandling i hvert rige. Denne har dog aldrig fundet sted, men Margrete har ment, at artiklerne som et mindstemål for unionsstyret havde politisk værdi og derfor ladet sine tro mænd bevidne og besegle det til vitterlighed, hvorefter hun har ladet det indgå i det kongelige arkiv, forsynet med påskriften: "hvorledes der var talt i Kalmar", hvor "talt" betyder "forhandlet", ikke "aftalt". Efter Kalmarmødet trådte Margrete tilbage som regent og 1401 som formynder; men selv om unionsstyret nu foregik i Eriks navn, var det fortsat under Margretes personlige ledelse og med uændret myndighed svarende til kroningsbrevets indhold. Det fremgår klart af de symbolske udtryk i segl og titler. Margrete skiftede sit sekret med de tre kroner ud med et mere beskedent hvor hun alene betegnede sig "Valdemar Danekonges datter", mens Erik efter kort tids vaklen konsekvent anvender et tilsvarende sekret med tre kroner og snart bruger enslydende titel med samme rækkefølge (Danmark, Sverige og Norge) i alle tre riger. Til symbolerne svarer den af Margrete fastlagte regeringsudøvelse: et centraliseret enhedsstyre med fælles kancelli og fælles personligt tilknyttede hofembedsmænd i stedet for nationale rigsembedsmænd.

Ved et par talstærke nordiske stormandsmøder, 1398 i København med hanseatiske privilegie-stadfæstelser mod udlevering af Stockholm, og 1401 i Helsingborg ved Eriks myndighed, understregedes den nordiske enhed også ved at fællesskabets diplomer som ved Lindholmtraktaten besegledes efter fællesnordisk anciennitet. Siden afholdtes ikke tilsvarende store møder, men vigtige dokumenter medbesegledes regelmæssigt af råder fra alle tre riger. Det fremgår, at Margrete har tilstræbt et stærkt kongeligt enhedsstyre for unionen med loyale embedsmænd der var personligt tilknyttet kongemagten. Et levende udtryk herfor finder man i den udførlige instruktion som Margrete 1405 medgav den uerfarne Erik for rejsen til Norge. Den udstråler forestillingen om kongedømmets højhed, værdighed og myndighed, alt mens den indskærper at kancellistyret skal håndhæves, og at det er at foretrække at forhandle med de enkelte råder fremfor med det samlede rigsråd; kongen skal ikke fravige sin enerådighed over slotte og len og ikke binde sig på tinge og i offentlige møder, fremfor alt ikke ved at besegle breve på pergament; derimod skal han overalt vise sig mild, venlig og imødekommende mod alle. Man fornemmer Margretes egen regeringsform bag rådene.

Margrete berørte ikke siden Kalmarmødet spørgsmålet om den evige union, men arbejdede på anden måde med sikring af unionens kontinuitet: at sikre Eriks, eventuelt hans søster Catharinas dynasti. Som passende dronning for kongen over Norden udsås den engelske kongedatter Philippa som Erik ægtede 1406; mere talende er de indledte forhandlinger om søsterens ægteskab med den engelske tronarving, Philippas bror, da de omfatter et udkast til en ægteskabstraktat der tilstod subsidiær arveret til en af hendes sønner. I alle tilfælde indsattes Catharina i en række lensbreve som den der i tilfælde af Margretes og Eriks død uden arvinger skulle have befalingen over kongelige slotte og len. I sit sidste tiår udfoldede Margrete desuden sine rige diplomatiske evner på at generhverve et par grænseområder for Norden. Det lykkedes for Gotland der var faldet i hænderne på Mecklenburg og 1401 pantsat til den tyske ordens højmester: efter et uheldigt forsøg på at erobre Gotland afkøbte Margrete panteretten af kong Albrecht, og 1408 udleverede højmesteren øen til kong Erik mod en stor pantesum. Så langt nåede Margrete ikke med Sønderjylland. Her lykkedes det ganske vist efter hertug Gerhards død 1404 at få kong Erik gjort til formynder og at købe eller indløse store områder af enkehertuginde Elisabeth der altid var i pengetrang; men før målet var nået, angreb holstenerne, og trods fremgang under krigen måtte Margrete ved sin død efterlade værket uafsluttet. Ved inddragen af bortkommet krongods og ved indløsning og køb af andet jordegods samt styrkelse af skattegodset i Sverige og Danmark søgte Margrete fortsat at stabilisere kronens finanser; men det hindrede ikke, at de stadig var meget anstrengte. Alligevel fandt hun altid lånemuligheder til nye transaktioner.

Det er vanskeligt at finde frem til Margretes personlighed bag hendes handlinger. Bortset fra instruksen for Erik har hun aldrig givet udtryk for sin politik, og vurderingerne af hende har været meget skiftende i samtid som i eftertid. Der kan dog ikke herske tvivl om hendes store statsmandsevner og næppe heller om den faste linje i hendes politik. For den danske kongedatter og moderen til folkungearvingen er de nordiske rigers samling tidligt blevet hendes politiske mål og snart har hun anset en styrkelse af kongemagten for nødvendig, hvis stormændenes separatisme skulle overvindes. Som regent viste Margrete smidig forhandlingsevne forbundet med realistisk vurderingssans: selv om hun kunne handle resolut, var tålmodig afventen af det gunstige øjeblik og en udsættelse af det endelig mål mere karakteristisk. Margrete undgik ikke krige, men de afløstes alle hurtigt af fredsforhandlinger; hendes fredslovgivning var mere end gestus, og hun havde en udpræget evne til at acceptere tidligere modstandere, når de viste sig loyale. Margrete betragtede nok Danmark som hovedlandet i unionen og gav danskere overvægt i styre og administration samt på bispestolene som hun oftest besatte i forståelse med pavestolen; alligevel skal man næppe med Kr. Erslev tale om et tilstræbt dansk supremati.

Noget andet er at det var lettere at finde danske stormænd, der var loyale mod hendes enhedsstyre, end i det svenske aristokrati med en forud udviklet selvhævdelse, men også i Danmark søgte Margrete modvægt mod rigsrådet hos købstæderne og på landstingene. Privatpersonen bag statsmanden fremtræder alene på det religiøse område hvor der næppe er grund til at tvivle på en udtalt fromhed der især var knyttet til en Vorfruedyrkelse og i slægt med Birgittabevægelsen, hvis orden hun støttede, også ved forberedelse af danske klostre.

I forbindelse med sin hyldning af det genvundne Flensborg døde Margrete pludselig på sit skib, muligvis af pest. Hendes lig førtes til Sorø og bisattes i klosterkirken ved siden af hendes far og søn, men overførtes det følgende år til Roskilde domkirke af biskop Peder Jensen Lodehat, antagelig efter ønske af kong Erik der 4.7.1413 hædrede Margrete ved en storslået begængelsesfest og siden lod opsætte det (nu rekonstruerede) fornemme marmorgravmæle for unionens grundlægger, "dronning over Danmarks, Sveriges og Norges riger".

Familie

Margrete 1. døde på sit skib ved Flensborg, blev begravet i Sorø klosterkirke og blev i 1413 overført til Roskilde domkirke.
Forældre: Valdemar Atterdag (ca. 1320-75) og Helvig (død ca. 1374). Gift april 1363 i København med kong Haakon VI Magnussen af Norge, født august 1340, antagelig i Sverige, død i sommeren 1380 i Oslo, s. af kong Magnus Eriksen (1316-74) og Bianca af Namur (død 1363). - Mor til Oluf (1370-87). Søster til Christoffer (død 1363) og Ingeborg (1347-ca. 70).

Ikonografi

Hoved på segl. Fremstillet på kalkmal. (V. Sallerup k., Skåne). Buste, formentlig af Johs. Junge 1420-23 (St. Annen Mus., Lübeck), forarbejde til alabastfigur på gravmæle, 1423 (Roskilde domk.), afstøbninger af begge (Fr.borg), tegn. af Jacob Kornerup. Denne figur har formentlig været udgangspunkt for fremstillinger i 15- og 1600-tallet, tegn. (Kgl. bibl. i København og Sth.) og mal., fx af Peiter Hartmann, 1607 (Malmø rådhus) og lign. (Gripsholm; Gavnø), samme type i stik af G.L. Lahde, 1792, og af Weger, mindre beslægtede (Tyresö; Gripsholm), stik fra 1600-tallet. Afbildninger af figuren som brystbillede i litografi og træsnit i 1800-tallet. Fremstillet på historiemal. af G. Honthorst ca. 1650 (Fr.borg), efter dette skånsk julemærke 1973. Statue formentlig ca. 1760 (parken ved Ledreborg). Fremstillet på historiemal. af E. Pauelsen, 1784 (kunstakad.) og stik af bl.a. Meno Haas. Statuette af H.V. Bissen, 1838 (glyptoteket), statue af samme 1856 (sst.), i marmor ved H. P. Pedersen-Dan (Chr.borg). Fremstillet på tegn. af Dankwart Dreyer, af L.A. Smith og af Lorenz Frølich 1853, på mal. af Gustaf Cederström, skitse dertil 1877, på mal. af H. Nik. Hansen udst. 1879, af Agnes Slott-Møller 1889-90 og af G. v. Rosen, 1896. Rytterfigur af Anne Marie Carl Nielsen, 1897, statuette af Margrete til hest af V. Bissen 1907, 1908 og 1909 (Nordjyllands kunstmus.). Fremstillet på mal. af C.N. Overgaard udst. 1910, og af Ellen Hofmann-Bang, 1934 og udst. 1943, samt på mal. af Heinrich Hansen og Luplau Janssen. Statuette og monument af F.E. Ring (Odense bys mus.). Udkast til monument af E. Utzon-Frank, 1929, i statuegruppen Kalmarunionen af samme, 1931 (Chr.borg).

Bibliografi

Kilder. Kirkehist. saml. 3.r.II, 1881-82 367-79 (gavebreve og testamenter). Norges gamle love 2.r.I, Kria. 1904-12 nr. 37.

Lit. Biografier. Kr. Erslev: Danmarks historie under dronning Margrete, 1882 (reproudg. 1971). Gottfrid Carlsson i Sveriges hist. till våra dagar, udg. Emil Hildebrand og L. Stavenow III, 1, Sth. 1941. Halvdan Koht: Dronning Margrete og Kalmarunionen, Oslo 1956 = Kriseår i norsk hist. - Union og nord. politik. C. Paludan-Müller: Observationes criticæ de foedere ..., 1840. Kr. Erslev i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1889 101-48: samme sst. 1891 346-70. O.S. Rydberg i Hist. t. X, Sth. 1890 313-39 (jfr. sst. 1891 1-8 9-14). Gottfrid Carlsson sst. 1930 405-81. Samme sst. 1931 205-23. Johan Schreiner sst. 1951 249-76. Laur. Weibull i Scandia III, Sth. 1930 185-222. Gottfrid Carlsson sst. 1931 115-42. E. Lönnroth sst. 1958 32-67. Samme: Sverige och Kalmarunionen, Göteborg 1934 (2. opl. 1969). Ake M. Sällström: Aristokrati och hierarki i det medeltida Sverige I, Lund 1951. Poul Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad, 1979. Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nord. politik, 1980. - Særlige sider: M. Linton: Drottning Margareta. Fullmäktig fru och rätt husbonde, Göteborg 1971 - Studia hist. gothoburgensia XII. - Gravmæle. Tage E. Christiansen i Danmarks kirker. Københavns amt IV, 1951-53 1796-1829.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Margrete 1. i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294112