Caroline Amalie

Caroline Amalie, 28.6.1796-9.3.1881, dronning. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Amalienborg, begravet i Roskilde domk. C.A. var hertugparrets ældste barn, og sine første år tilbragte hun skiftevis i Kbh. og på Augustenborg. Efter bruddet mellem kronprinsen og hertugen blev slottet på Als familiens faste opholdssted. I sunde landlige omgivelser voksede den lille prinsesse op. Hun blev en frisk, naturlig ung pige der omgikkes alle børnene i Augustenborg på kammeratlig fod. Forældrene gjorde alt for at gøre hjemmet lyst og venligt for deres børn, og ud af alle barnebrevene lyser glæden og tilliden til far og mor. Også til de to yngre brødre Christian August og Frederik Emil følte hun sig nært knyttet. 1802-07 lededes prinsessens Opdragelse af Frederike Pedersen, en datter af tegnemester Troels Pedersen i Sorø. Mellem lærerinde og elev udvikledes et varmt og inderligt venskab, og det er uden for al tvivl at C.A. under denne jævne, sjællandske lærers påvirkning modtog indtryk der prægede hende for livet. I 1807 måtte C.A. give afkald på sin "elskede Selle". Den nye lærerinde hed frk. Delolme og var af en ganske anden type. Med iver sørgede hun for at hendes elev blev oplært i alle de færdigheder som måtte kræves af en prinsesse, herunder at tale flydende fransk. Faderens pludselige død 1814 afsluttede de lykkelige ungdomsår. Foråret 1813 havde C.A. for første gang set sin tilkommende mand, prins Christian Frederik. Han havde hørt rygtet om sin kusines blændende skønhed, lagde vejen til Norge over Augustenborg og fik et gunstigt indtryk af den unge prinsesse. Da han efter de stormfulde begivenheder i sommeren 1814 træt tyede til Augustenborg, og Louise Augusta der imidlertid var blevet enke gæstfrit åbnede sit hus for ham, udvikledes hurtigt fortroligheden mellem de unge, og i dec. 1814 blev de forlovet. – Det unge par boede om vinteren på Amalienborg, om sommeren på Sorgenfri. Forholdet til hoffet var imidlertid ikke godt. Frederik VI kunne bl.a. ikke glemme prinsens optræden i Norge. Med glæde modtog prinsen derfor 1816 udnævnelse til guvernør over Fyn, og i det hyggelige palæ i Odense blev det unge par snart det naturlige centrum for deres eget lille hof. C.A. befandt sig fortræffeligt i Odense. Hendes smag for hjemlig hygge og få, men trofaste venner kom rigtig til sin ret her. Forholdet mellem ægtefællerne var smukt og tillidsfuldt, men barnløsheden kastede en tung skygge over ægteskabet. Ingen kunne imidlertid hindre at C.A. blev en kærlig moder for andres børn. Med en rørende inderlighed tog hun sig af prins Christians søn af I. ægteskab (den senere Frederik VII). Også fattige, hjælpeløse børn fandt i hende en trofast beskytterinde, og både i Kbh. (1819) og i Odense (1836) fik hun oprettet asyler. Roligt og behageligt gled tiden hen i Odense, kun afbrudt aflange udenlandsrejser.

C.A. fortsatte sit sociale arbejde også som regerende dronning fra 1839. Med levende interesse fulgte hun Elisabeth Freys virksomhed for fængslernes bedre indretning, og Amalie Sievekings sociale arbejde i Hamburg inspirerede hende til oprettelsen af Kvindelig plejeforening (1843). C.A. samlede en kreds af energiske kvinder omkring sig, og ofte mødtes de til personlig rådslagning på Sorgenfri. Asylsagen stod stadig hendes hjerte nær, og under påvirkning af præsterne Grundtvig og Peter Rørdam fik hun også interesse for de frie skoletanker. På hendes initiativ oprettedes i tilknytning til det københavnske asyl i efteråret 1841 en særlig skole (fra 1866 i Rigensgade) som blev ledet efter de grundtvigske principper. Også i religiøs henseende var C.A. under stærk påvirkning af Grundtvig, og den begyndende grundtvigske bevægelse har meget at takke hende for.

Om C.A. som dronning har øvet en politisk indflydelse er vanskeligt at afgøre. Som søster til de to augustenborgske prinser måtte hun bære sin del af deres upopularitet. Som dansk dronning stod hun under konflikten på monarkiets side. Det indre politiske vårbrud 1848 betragtede hun med sympati, og efterhånden anerkendte hun det danske folks modenhed til selv at tage ledelsen i egen hånd. Den popularitet som det ikke rigtigt lykkedes hende at vække som dronning strømmede hende derimod mangedobbelt i møde under hendes lange enkestand. Sin humanitære virksomhed fortsatte hun lige til sin død, hun var levende optaget af tidens spørgsmål, samlede mange betydelige mænd omkring sig og lyttede ivrigt til deres diskussioner. Religiøse problemer optog hende stadig, og gennem Peter Rørdam var hun nært knyttet til den grundtvigske menighed.