Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Seneca v. Geltingen

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Seneca v. Geltingen, Seneca Ingwersen v. Geltingen, i Holland: Inggersen, 15 el. 23.3..1715-29.12.1786, baron, godsejer. Født i Langhorn ved Bredsted, død i Haag, begravet i den protestantiske k. i Voorburg. v. G. hed oprindelig Sønke Ingwersen, var af gammel frisisk slægt og havde arvet frisernes driftighed og længsel efter havet. Som ganske ungt menneske kom han til Ostindien, trådte i det hollandskostindiske kompagnis tjeneste og blev resident i provinsen Cheribon på Java. Ret hurtigt havde han erhvervet sig en næsten fyrstelig formue, og da han 1758 vendte tilbage til Europa for at nyde frugten af sit arbejde lykkedes det J. H. E. Bernstorff gennem den danske gesandt i Haag Fr. de Cheusses at fange den rige guldfugl hjem til Danmark. Man tilbød ham Gelting gods ved Kappel for 85.000 rdl. og samtidig et adelspatent. G. fandt tilbuddet antageligt, udnævntes 1759 til baron v. G. og tog ophold i hertugdømmerne. Gesandten i Haag fandt ikke v. G. personlig videre sympatisk, men havesyg og ærgerrig; han tilrådede 1761 indstændigt Bernstorff af få ham gift med en dansk dame for at få et vist hold på ham hvilket dog ikke lykkedes. G. omdannede sit nyerhvervede gods til et pragtfuldt herresæde. Store samlinger af malerier fandt vej til godset, og der blev bygget et teater hvorpå der opførtes skuespil, og pragtfulde optog. På sine ældre dage syslede v. G. med tanker om at ophæve livegenskabet, men en pludselig død i Holland, hvor han og hans familie ofte opholdt sig, standsede foreløbig planerne. Godset Gelting var allerede inden hans død blevet gjort til et fideikommis. 1777 optoges v. G. i den rigsfriherrelige stand.

Familie

Forældre: hestehandler Poul Ingwersen (død 1729) og Cecilie Lucie Brodersen. Gift 1. gang 1742 med Adriane van Loo, født 10.1,1721, død 21.3.1755 på Java. Gift 2. gang 25.5.1763 i Scheveningen med baronesse Charlotte Louise v. Sporcken, døbt 22.3.1733 i Haag, død 12.2.1816, d. af rigsbaron, hannoveransk gesandt i Haag Rudolph Ulrich v. S. (1696-1766) og Susanne van Slingelandt (1703-37).

Bibliografi

Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis 1-111, 1904-13. - Danm.s adels årbog LV, 1938 II 97. H. N. A. Jensen i Archiv für Staats- und Kirchengesch. der Herzogthümer Schlesw. und Holstein III, Altona 1837 38f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Seneca v. Geltingen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289967