Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Georg v.d. Schulenburg

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Georg v.d. Schulenburg, 26.1.1645-19.5.1715, baron, officer. Født på Beetzendorf, Sachsen, død på Lieberose ved Kottbus, begravet sst. v.d.S. trådte 1676 i dansk tjeneste som oberstløjtnant i infanteriet, blev fanget i slaget ved Lund s.å., men flygtede fra fangenskabet, skønt han havde givet revers hvad svenskerne med rette betragtede som ærestridigt. Han hævdede at være blevet dårligt behandlet, og efter nogen betænkelighed og tilbud om frigivelse af en svensk officer af tilsvarende grad godkendte kongen hans forklaring og udnævnte ham til oberst. Ved stormen på Malmø n.å. blev han hårdt såret, 1678 deltog han med tre bataljoner i belejringen af Bahus, sendtes n.å. til Berlin i et militær-politisk hverv og blev s.å. brigader. 1681 blev han generalmajor, fik 1682 kommandoen i Oldenburg og blev derefter guvernør i "grevskaberne". Skønt han havde gode udsigter til yderligere avancement og var velset af feltmarskal G. W. Wedel, tvang følgerne af hans sår ham til at søge afsked fra 1688, hvorpå han tog ophold på sine godser i Tyskland. – Hv. R. 1684.

Familie

Forældre: baron Achaz (II) v.d.S. til Beetzendorf (1610–80) og Hedwig Sophie V. Veltheim (1607–67). Gift 28.3.1697 med Renate Sophie v.d.S., født 16.9.1674 på Apenburg, død 22.2.1743 på Lieberose, d. af landsdirektør i Altmark Dietrich Hermann v.d.S. til Apenburg m.m. (1638–93) og Amalia v.d.S. (1643–1713).

Bibliografi

Danske mag. 5.r.V, 1902–04 299 321 323. – Georg Schmidt: Das Geschlecht v.d. Schulenburg II, Beetzendorf 1899 431–34. N. P. Jensen: Den skånske krig, 1900. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. 11,1916.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Hans Georg v.d. Schulenburg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297206