Anton Wolf Haxthausen, 1.6.1647-19.11.1694, baron, 1647–94, diplomat, hofmand. Født på Tienhausen i Paderborn, død i Berlin, begravet i Steinheim k. ved Tienhausen. Syv år gammel sendtes H. til hoffet i Oldenburg hvor han tjente som page indtil grev Anton Gunthers død 1667; han fik en omhyggelig opdragelse og uddannede sig særlig til fuldkommenhed i ridekunsten. 1669 kom H. til Danmark og blev ansat som hof- og jagtjunker hos Frederik III. Da Christian V kom på tronen gjorde H. hurtigt karriere. 1670 blev han forskærer, 1671 ridejunker, s.å. staldmester, 1679 1. staldmester og 1680 overstaldmester. H. stod i høj yndest hos kongen og hørte til dennes nærmeste omgivelser. Som staldmester gjorde han udmærket fyldest, således var det berømte stutteri på Fr.borg hans værk. Han benyttedes også i forskellige diplomatiske sendelser. Efter slaget ved Lund 1676 sendtes han til hertugen af Braunschweig og landgrevinden af Hessen-Kassel for at anmode disse om hjælp, 1678 afsluttede han med biskoppen af Münster en traktat om at overlade et troppekorps til Danmark. Derfra drog han atter til Hessen-Kassel, og n.å. var han i Celle. 1687 var han envoyé extraordinaire i Dresden, Celle, Hannover og Wien. 1688 og 1690 sendtes han til Berlin, og 1690 blev han overlanddrost i Oldenburg. 1691–94 var han dels i Berlin hvor han juni 1692 undertegnede en fornyelse af den med Brandenburg sluttede alliance, og dels i Sachsen hvor han 1691 og 1693 førte allianceforhandlinger. Da han 1694 kom tilbage til Berlin efter et ophold i Sachsen blev han syg og døde ret pludseligt. – H. synes at have været en særdeles tiltalende karakter; således optrådte han overordentlig korrekt over for den engelske gesandt Robert Molesworth der gentagne gange var meget uforskammet over for ham. Det var i øvrigt et sammenstød mellem H. og Molesworth der var årsag til at denne forlod Danmark. H.s hustru blev 1695 overhofmesterinde hos dronning Charlotte Amalie, men måtte 1705 trække sig tilbage på grund af svagelighed. – Kammerjunker 1672.

Familie

Forældre: friherre Wolf H. til Eisborn og Mechtilde Sophie v. Hanxleden. Gift 6.4.1689 med Dorothea Justina Aldenburg, født 6. el. 28.1.1663 på Varel, død 27.12.1735 i Aldenburg, d. af grev Anton af A. (1633–80) og Augusta af Sayn-Wittgenstein (1638–66). – Bror til Johan Dietrich H.

Udnævnelser

Hv.R. 1684.

Ikonografi

Mal. af Jacob d'Agar (Fr.borg). Mal. muligvis forestillende H. (forhen Orebygård). Maleri (Tienhausen). En tegn. af G. L. Lahde, 1801 (Fr.borg) gengiver et andet samtidigt portræt.

Bibliografi

Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen VII-IX, 1926–33. – O. H. Moller: Geneal. Tabelle und Nachrichten von dem Geschlecht derer v. Haxthausen, Schlesw. 1784 12–18. Hist.t. 2.r.II, 1848 183. Chr. H. Brasch: Vemmetoftes hist. II, 1860 52f 61. Samme: Om Rob. Molesworths skrift An account of Denmark, 1879 131–41. Fr. v. Jessen: En slesv. statsmand I, 1930. Hj. Friis: Den kgl. staldetat, 1947.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig