Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Brahe

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Niels Brahe, d. 1529, adelsmand. Henrettet juni i Kbh. B.s morfar var den kendte Olav Nilsson til Talge der som lensmand i Bergen blev dræbt 1455 af de tyske købmænd; enken fik siden tilsagn om erstatning men løftet blev ikke holdt. Derfor overlod B. 1511 gældsbrevet til kong Hans. Selv havde han arvet noget af morfaderens stridbarhed. 1513 måtte han således sone drabet af den skånske herremand Tord Jepsen Sparre, og med ærkebiskop Birger Gunnersen stredes han i mange år om sin rige hustrus bornholmske gods. Fjendskabet med lybækkerne og gejstligheden -den nye ærkebisp Aage Sparre var Tord Jepsens bror – har måske bidraget til at han 1525 sluttede sig til den skånske bonderejsning uagtet han 1523 havde svoret Frederik I troskab, og skønt hans fætter Axel B. søgte at få ham fra det, ja endog lovede ham sin egen forlening Börringe kloster hvis han i stedet ville gøre sig umage for at berolige bønderne. Efter disses nederlag flygtede han i tide, opholdt sig vinteren over i Bleking hos Søren Norby, senere i Mecklenburg og andre steder. For at skaffe sig det nødvendige udrustede han med hertug Albrechts hjælp en lille kaperskude. Imidlertid havde man i Kbh. allerede 1525 dømt ham fra ære, liv og gods. Hans store jordejendom – derunder Vandås og part i Vitskövle – tilfaldt således kronen der på billige vilkår overlod den til Skånes adel; meget fik hans uforsonlige fjende Tyge Krabbe. Drevet også af sin fattigdom var B. et par gange så dristig at besøge sin hustru i Skåne; men sidste gang blev hans skib opsnappet ved Trelleborg, han selv sat i fængsel i Malmø og til sidst halshugget på GI. torv i Kbh. efter at Tyge Krabbe ved tortur forgæves havde søgt at afpresse ham tilståelser om Christian IIs tilhængere.

Familie

Forældre: Niels B. (død ca. 1486) og Magdalene Olavsdatter (Skanke; død tidligst 1507). Gift før 23.2.1511 med Anne Lang, død 25.10.1551, begr. i Valløse k., d. af Peder L. (død 1510–11) og Kirsten Eriksdatter Bille (død tidligst 1483).

Bibliografi

J. L. A. Kolderup-Rosenvinge: Gamle da. domme I, 1842 39–43. – Danm.s adels årbog LXVII, 1950 II 12.

Annonce

A. Heise: Familien Rosenkrantz' hist. II, 1882 167–71. G. Johannesson: Den skånska kyrkan och reformationen, Lund 1947. Lars J. Larsson i Scandia, Lund 1964 217–71. Henry Bruun i ale, Hist.t. för Skåneland, 1969 nr. 3. 9–25. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: Niels Brahe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287504