Eiler Brockenhuus

Eiler Brockenhuus, til Søndergårde, Vends hrd., d. tidligst 1607, adelsmand. B. var allerede da han indgik ægteskab i folkemunde for sit samliv med sin hustru før brylluppet og sit forhold til andre kvinder såvel før som efter dette. Forargelsen brød dog først løs da han efter sin svoger Otte Emmiksens død 1579 forførte dennes enke, Margrete Rantzau, et forhold der efter tidens retsopfattelse var blodskam og medførte dødsstraf. Da Frederik II 1581 var i Odense, fandtes en morgen på slotsporten opslået et anklageskrift der beskyldte B. og fru Margrete for at have avlet et barn sammen. Kongen lod sagen undersøge, og da anklagen viste sig at være vel begrundet lod han parret stævne til næste herredag; de flygtede imidlertid forinden, og ved familiens mellemkomst blev B. benådet på betingelse af at han ikke mere kom til Danmark. Da han alligevel snart efter vovede sig hjem til Søndergårde og endogså fremkom med trusler mod kongen og egnens øvrighed, lod kongen ham 1582 pågribe. Han førtes til Kbh.s slot, og det var bestemmelsen at han skulle have været tiltalt ved herredagen i Odense 1584; men de foreløbige forhør synes at have bragt så mange forargelige vidnesbyrd frem om hans og hans søstres levned at kongen opgav en offentlig retsforfølgelse og s.å. lod ham indsætte i fængsel på Dragsholm. Her hensank han i grublerier der gav sig luft i lange breve til regeringsråderne og senere til Christian IV. Fængslet blev 1600 forandret til livsvarigt fordi han da i et af disse breve havde beskyldt rigsrådet for at have forgivet Frederik II og at nære lignende planer med hensyn til hans efterfølger. Endnu 1607 sendte han fra sit fængsel kongen en hel bog fuld af profetier og fantasier, men kort efter synes han at være død. På hans hjemegn levede endnu i forrige århundrede mindet om "gale IIer Brekkehus" og hans misgerninger.