Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sophie Amalie Lindenov

Oprindelig forfatter SNy
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Sophie Amalie Lindenov, 4.7.1649-4.8.1688, friherreinde. Født på Kalundborg slot, død i Ålborg, begravet i Blenstrup k. Efter først at have været forlovet med Just Høg (1640-94) ægtede L. 1674 den karaktersvage Claus Daa til Krængerup, Vedtoftegård som han gav navnet Brahesholm, og Næs som han kaldte Dåsborg. Det blev et højst ulykkeligt ægteskab, og 1678 lod hun sin mand myrde af en snigskytte der aldrig blev fundet. Et fjerdingår efter døde hendes eneste barn, og hun der nu var fri for alle bånd som enke med store jordegodser udfoldede nu en vidtløftig livsførsel. De fynske ejendomme solgte hun 1679 og henvendte nu sin opmærksomhed på at forøge Dåsborgs gods i hvilken henseende hendes bestræbelser i høj grad lykkedes især efter at hun 1681 havde fået gård og gods ophøjet til friherskabet Lindenborg på betingelse af ikke at gifte sig igen og mod at indsætte kongesønnen Christian Gyldenløve til friherskabets arving. Fra nu af imødekom kongen hendes udvidelseslyster på flere måder. Men det vidtløftige liv hun førte varede ikke mange år. 1688 blev hun syg og led så forfærdeligt at hun, der for at søge lægehjælp måtte føres til Ålborg, ikke kunne tåle at køre men måtte føres på et mellem fire heste udspændt læderdækken; men selv denne bevægelse var hende så smertefuld at hun bestandig måtte skrige hvorfor en øredøvende musik ledsagede toget. I Ålborg døde hun, efter sagnet der lader hende føde adskillige børn efter hendes mands død, uforløst i barselseng, men efter en samtidig optegnelse af en stærk vattersot og hidsig feber; før sin død bekendte hun mordet på Claus Daa. I folkemunde lever endnu mindet om friherreinden hvis genfærd siges at færdes på Lindenborg.

Familie

Forældre: rigsråd Hans L. til Iversnæs (1616-59) og Elisabeth Augusta (1623-77). Gift 1674 med Claus Daa til Dåsborg, født 10.11.1640 på Matrup, død 8.12.1678 ved Rødeled nær ved Dåsborg, s. af rentemester Oluf D. til Holmegård (1606-71) og Anne Brahe (1619-48).

Ikonografi

Mal., formentlig forestillende L. (Gisselfeld).

Annonce

Bibliografi

Brev i H. C. Bering Liisberg: Fra gamle dage, 1899 27-35. Kronens skeder, udg. F. J. West II, 1908. - F. Richardt og T. A. Becker: Prospekter af da. herregårde VI, 1853 (ny udg. 1976 II) Lindenborg. S. Jørgensen i Fyns stiftstid. 1878 nr. 174-77. Kl. Gjerding: Bidrag til Helium herreds beskr. og hist., 1890-92 81-98. Alex. Rasmussen i Fra Himmerland og Kjær herred XIX, 1930 24f. Danske slotte og herregårde, red. Aa. Roussell, 2. udg. XI, 1966 54-58.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. Nygård: Sophie Amalie Lindenov i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293620