Marie Grubbe, Maren Grubbe, ca. 1643-juni eller juli 1718, adelsfrue. Marie Grubbe, der som ganske lille mistede sin mor, synes at have levet det meste af sit barndomsliv på Tjele. Hendes ægteskab med den unge kongesøn kom formodentlig i stand under medvirken af hendes fars halvsøskendebarn Regitze Grubbe som stod hoffet nær. Allerede straks efter brylluppet viste hun efter Gyldenløves senere vidnesbyrd denne en "umanerlig og moros Comportement", og forholdet blev ikke bedre da hun efter mandens udenlandsrejse 1661-63 fulgte ham til Norge.
Ifølge skilsmisseakterne af 1670 indlod hun sig i forhold til andre (der nævnes statholderens sekretær Joachim Lambert og franskmanden Blanquefort, derimod ikke svogeren Stygge Høg som en senere tradition satte hende i forbindelse med), og vistnok i foråret 1667 sendte Gyldenløve hende fra Akershus i et Erik Grubbe tilhørende skib. Han ville skilsmisse, hun vistnok også, men først efter Frederik 3.s død kom den i stand.
Den skulle ikke være nogen af parterne til præjudits og Marie Grubbe fik sin medgift tilbage. Den kontante del af denne bortødslede hun derpå under et toårigt udenlandsophold. Efter hjemkomsten fik faderen hende gift med den jævne jyske adelsmand som fik gårdene Trinderup og Nørbækgård i medgift, men heller ikke nu faldt der ro over Marie Grubbe der forblev barnløs. Hun synes at have stået i forhold til flere, men samlede fra 1685 al sin attrå om den langt yngre kusk, senere ladefoged på Tjele Søren Sørensen Møller.
Faderen forlangte hende 1690 i en klage til kongen indespærret på Hammershus for hendes forargelige levneds skyld, men den længe tålmodige ægtemand krævede nu skilsmisse og fik den gennemført, skønt Marie Grubbe påstod sig frikendt "som en ærlig ægtehustru". Han beholdt medgiften, og Marie Grubbe fulgte sin Søren i hans skiftende levekår som lirendrejer (ifølge senere tradition), tærsker og senere kvartermester ved bådsmændene på Møn, endelig fra 1706 enkedronning Charlotte Amalies "vedfoged" med bolig i "Borrehuset" ved Grønsunds færgested på Falster og ret til færgefart og (synes det) krohold.
Skønt Søren skal have mishandlet hende, fik et barn med en pige fra egnen og måtte stå offentlig skrifte derfor (1709) og dømtes til tre års jern på Bremerholm for vådedrab på en skipper (1711), var hun – som hun 1711 udtalte til den undrende Ludvig Holberg - langt lykkeligere i ægteskabet med ham, end da hun var statholderens fornemme gemalinde. Bevarede udtalelser af Søren antyder, at hun - trods alt – øvede en vis etisk indflydelse på hans liv.
Marie Grubbes sælsomme livsløb gjorde hende i hendes sidste år til en seværdighed og er flere gange taget op i dansk digtning, fyldigst i J.P. Jacobsens psykologiske kvindeskildring Fru Marie Grubbe, 1875.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.