Louise v. Plessen

Louise v. Plessen, 26.4.1725-13.9.1799, overhofmesterinde. Født i Wien, død i Celle, begravet i Lübeck domk. P. der som syvårig mistede sin mor forblev indtil hun var 13 hos faderen i Wien hvorefter hun blev overladt en tante i Vallø til hun kunne komme til hoffet. Hun blev derefter hofdame hos dronning Sophie Magdalene og fik, trods Christian VIs stærke modvilje mod familien Plessen, endelig dennes tilladelse til at gifte sig med den afskedigede konseilministers søn. Efter ægtefællens tidlige død beskæftigede hun sig en tid med oprettelsen af en opdragelsesanstalt for unge piger på Christianshavn, men institutionen levede kun kort. Efter 1761 at have udlejet, senere solgt, familiens palæ i Bredgade (Odd Fellowpalæet) til H. C. Schimmelmann trak hun sig tilbage til landstedet Kokkedal. Herfra blev hun 1766 modstræbende hentet tilbage til hoftjenesten idet hun af J. H. E. Bernstorff og Ditlev Reventlow (1712-83) blev overtalt til at blive den unge dronning Caroline Mathildes overhofmesterinde. Selv mente hun at valget var faldet på hende fordi hun, der ikke havde slægtninge ved hoffet at skulle protegere, kunne forventes at stå uden for intrigerne. I øvrigt skulle hun sørge for "en vis værdighed og sømmelighed ved hoffet" hvilket kunne forudses at være svært nok. Den 15-årige dronning sluttede sig nært til hende, og P. søgte at værne hende mod de fornærmelser der rettedes mod hende fra kliken der på den tid omgav kongen. Eftertiden har gentaget Dorothea Biehls bebrejdelse mod hende for ved sin optræden at være medskyldig i at kongen og dronningen fjernedes fra hinanden, og det kan ikke nægtes at hun ved sin strengt moralske holdning og sit krav om overholdelse af formalia kom til at vanskeliggøre forbindelsen. Men det er dog mere end tvivlsomt om resultatet under de givne omstændigheder kunne være blevet anderledes idet kongen netop på den tid var optaget af Støvlet-Cathrine.

P. blev imidlertid et nyt kraftcenter i hoffets verden, ikke alene frygtet og hadet af kongens følge. Hos hende samledes en kreds af hoffets utilfredse, blandt disse så fremtrædende folk som overkammerherre Reventlow, og næppe uden grund opfattedes kredsen som stærkt kritisk over for den bernstorffske udenrigspolitik der i 1767 under forhandlingerne med den holstensk-russiske forhandler C. v. Saldern om en foreløbig mageskiftetraktat syntes at medføre en ydmygende afhængighed af Rusland. Herved pådrog P. sig v. Salderns vrede, i en sådan grad at han udvirkede kongens ordre om bortvisning af "dronningens loppefangerske", som han udtrykte sig. 1.3.1768 måtte P. med timers varsel forlade hoffet uden at tage afsked med dronningen. Hun tog sig denne ydmygelse meget nær og tilgav aldrig familievennen Bernstorff at han havde ladet det ske. Hun tog ophold på Kokkedal men fik kort efter ordre til helt at forlade riget; hun bosatte sig i Celle hvor hun til sin død førte stort hus. Caroline Mathilde glemte hende ikke selv om hun kort efter kom under Struensees indflydelse. Som den første modtog P. 1771 et eksemplar af den nystiftede Mathildeorden. Under dronningens forvisning til Celle 1772 havde de to kvinder venlig, men øjensynlig kun formel, forbindelse. Efter dronningens død hægede P. om hendes minde, men nægtede at tale med besøgende om sin tid ved hoffet i Kbh. 1790 modtog hun besøg af Caroline Mathildes datter Louise Augusta. Hendes Mémoire de la cour de Dannemark ... nedskrevet kort efter afskedigelsen (Aschebergs arkiv, udg. Danske Mag.), fortæller om hofintrigerne ved hendes ansættelse og i de fjorten måneder ved hoffet og er stærkt præget af bitterhed. – L'Union parfaite 1752.