Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Bredsted

Oprindelig forfatter MIver
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage Bredsted, Aage Jakobsen Bredsted, 13.2.1896-10.11.1981, stadsbibliotekar. Født i Øster Jølby (Galtrup-Øster Jølby sg.), død i Århus, begravet sst. Opvokset i et friskolemiljø var B.s sans for oplysning, især gennem bogen, tidligt vakt, og interesse for personlig læsning er bevaret gennem årene. Efter studentereksamen (Døckers kursus) 1917 og to år om assistent på Statistisk departements bibliotek drog B. til USA for at uddanne sig til bibliotekar ved New York State Library School i Albany 1921. Han var derefter læsesalsinspektør i Kbh.s kommunebiblioteker 1921–23 og blev 1924 overbibliotekar ved Biblioteket for Vejle by og amt, et af vore ældste centralbiblioteker. Børne- og skolebiblioteker havde tidligt hans interesse og dermed børnenes oplæring til læsning. Han udgav sammen med bibliotekskonsulent Jørgen Banke Biblioteket i Undervisningens Tjeneste, 1933 (2.udg. 1941). Han var aktiv i bibliotekarorganisationerne og i skolebiblioteksforeningen, men mest optog dog de store fællesforetagender ham, således udstillingsbiblioteker hvorved man fx på dyrskuer henledte opmærksomheden på bibliotekerne. Om trykte katalogkort holdt han foredrag 1935. B. fulgte med glæde Det bibliografiske kontors udvikling som udtryk for den rationalisering og koordinering der kunne gøre folkebibliotekerne til en stærk faktor. For ham var bibliografien noget ce'ntralt, lært i USA, og han nærede stor interesse for det stigende antal interurbane lån der kunne opfylde lånernes mere specielle behov. For de små biblioteker på landet og i centralbibliotekets arbejde for dem virkede han med forståelse for det lokale miljø og med stor forhandlingsevne. Afgørende for ham var det at bibliotekernes arbejde blev afviklet rationelt og ensartet i modsætning til ældre tiders mere individuelle påfund. 1946–66 var han stadsbibliotekar i Århus hvor han videreførte Carl Thomsens arbejde så byen fik et fortrinligt system af filialer og at der i god forståelse med byens styre skabtes en solid økonomisk ramme for arbejdet. B. er typen på en allround biblioteksmand der ikke blot kan administrere, men også er aktiv i det lokale samfunds kulturelle liv. Foruden skriftet Biblioteket for Vejle By og Amt 1914–1939, 1939 og 100 år med Århus folkebibliotek, 1969 har han beskæftiget sig med lokalhistorie som medforfatter til Litteratur om Vejle amt, 1945 og Litteratur om Århus og forstæder, 1959 og Borgere i byens råd, 1968 samt som redaktør af Østjysk Hjemstavn, 1958–1972. Også i Foreningen Nordens arbejde har B. taget livlig del. B. har gennem hele sin bibliotekargerning bevaret overbevisningen om bibliotekernes betydning for borgeren i et demokratisk samfund som det på mange måder stadig gyldigt kom til udtryk i hans artikel om Bibliotekerne og Fremtiden i tidsskriftet Bibliotekaren, 1945.

Familie

Forældre: friskolelærer Ole Jakobsen (1854– 1941) og Hansine Hansen (1867–98). Gift 16.11.1923 på Frbg. med Ragna Edith Bülow, født 4.6.1898 i Kbh., død 23.12.1981 i Århus, d. af kaptajn i hæren Carl Gomme Brandt von B. (1867–1905) og Johanne Cathrine Jørgensen (1870–1934).

Ikonografi

Portr. af Eiler Krag, 1966 (Århus kommunes hovedbibl.). Foto.

Annonce

Bibliografi

Aa. B.: Sådan blev jeg det, 1955 42–50. – Bogens verden, 1956 82f. Erik Allerslev Jensen sst., 1966 127. -Lydbånd i Kgl. bibl., 1971.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Iversen: Aage Bredsted i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287620