L. Peter Christensen, Lorenz Peter Christensen, 10.3.1882-5.5.1960, redaktør, politiker. Født i Rinkenæs ved Flensborg, død i Flensborg, begravet sst. L.P., som C. hed i Flensborg, voksede op i Sønderjylland under prøjsisk styre og blev 1898 journalistelev ved Flensborg avis hvor han blev grundigt oplært af den fremragende redaktør Jens Jessen der også brugte ham som sekretær under sit virke som dansk rigsdagsmand i Berlin. Efter Jessens død 1906 blev C. redaktionssekretær under redaktør Ernst Christiansen. Ved krigsudbruddet 1914 blev han som andre ledende sønderjyder interneret som fordægtig men måtte 1915-18 deltage i krigen som tysk soldat; han blev iøvrigt atter indkaldt en kort tid 1944 til Hitlers aldrende "Landsturm". Under det dansk-tyske livtag om grænsedragningen 1920 gjorde C. et vældigt arbejde og fortsatte resten af livet sit flittige virke for danskheden syd for grænsen. Ud over det krævende redaktionsarbejde ydede han især en indsats i byrådet i Flensborg og inden for Dansk skoleforening; fra 1921 til sin død sad han i denne forenings bestyrelse, fra 1951 som formand. 1940-46 sad han i forretningsudvalget for Dansk fællesråd for Sydslesvig og derefter i Sydslesvigsk forenings hovedstyrelse til 1958, 1947-55 i dens forretningsudvalg. 1924-55 var han medlem af Flensborg byråd og opnåede 1926 tilladelse til danske gæstespil på byens teater, den spæde begyndelse til et rigt dansk teaterliv syd for grænsen. Da nazistyret 1940 forbød Ernst Christiansen at arbejde på Flensborg avis måtte C. overtage chefredaktørstolen. Ved flid og sej vilje udførte han den bedrift at få den daglige avis ud selv under krigstidens yderst vanskelige kår og med gentagne trusler om forbud eller værre ulykker hængende over avisen. De trusler forsvandt 1945, og avisens oplag der allerede under krigen var øget noget, steg stærkt til over 43.000 i 1948. Det betød imidlertid i de svære efterkrigsår nye tekniske problemer foruden vanskeligheder med den britiske militærregerings censur der til tider forekom urimelig. Under de følgende års tilbagegang for den danske bevægelse led avisen påny under en yderst stram økonomi. Skuffelsen over at Flensborg heller ikke efter 1945 kom hjem til Danmark overvandt C. med sit lyse sind og ved at se dansk liv i Sydslesvig, især skolevæsenet, vinde en styrke som få kunne tro på før 1939. Personligt beskeden fulgte han i politiske spørgsmål sin friske kampfælle I. C. Møller der 1945 blev byens overborgmester, og i det daglige lyttede han til råd fra vennen Bernhard Hansen. Ved Møllers død jan. 1955 efterfulgte C. ham som vicebypræsident, og ved hans udtræden af byrådet s.å. viste dette ham en sjælden hæder ved at vælge ham til æresrådmand. Som en tysk modstander sagde ved C.s død, kæmpede han hele livet retlinet og uselvisk for Danmark, den sønderjyske danskhed og byen Flensborg, hverken knækket af modgang eller overmodig i medgang. C. redigerede bogen Slesvig delt (Flensborg 1922, 2. opl. 1923) og Grænsebogen (Flensborg 1923) og skrev større artikler, bl.a. i Franz v. Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie 1900-37, III 1938, Flens-, borg bys hist. II, 1955 og Sydslesvig idag, 1955-56.

Familie

Forældre: landmand Claus Peter C. (1839-1918) og Margrethe Marie Høck (1849-1931). Gift 26.10.1912 med Margrethe Jensen, født 29.9.1884 i Adelby sg., død 7.3.1971 i Flensborg, d. af bygmester Martin Diederich J. (1853-1934) og Anna Maria Thomsen (1853-1930).

Ikonografi

Mal. af H. Slott-Møller, 1921 (Flensborghus); portrætbuste af Astrid Noack (sst.). Buste af V. Kvedéris (Da. skoleforening, Flensborg). Mal. af P. Petersen Stubbæk, 1934 (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Bibliografi

L.P.C. Slesvig delt, 1922 235-300 (Dagbogsoptegn. fra afstemningstiden). - Grænsevagten 1926 1-5. A. Tardieu og Fr. v. Jessen: Slesvig på fredskonferencen, 1926 37f 441f. Jacob Kronika i bogen Flensborg avis, 1969 197-312. Sydslesvig idag, red. G. K. Brøndsted, 1955-56. Flensborg avis 5.5.1960. Bernh. Hansen m.fl. i Dansk skoleforenings årsberetn., Flensborg 1959-60 4-15.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig