Johs. Nygård

Johs. Nygård, Johannes Nygård, 14.6.1884-3.10.1967, redaktør. Født i Sdr. Nærå ved Odense, død i Middelfart, begravet på Middelfart gamle kgd. N. var søn af en kendt grundtvigsk kirke- og højskolemand, og åndsarven fra hans fynske barndomshjem blev afgørende for hans bladpolitiske indsats – omend han som ganske ung brød med hjemmets moderate miljø og blev radikal. Efter undervisning i fri- og privatskoler tog han 1903 studentereksamen fra Østersøgades gymnasium i Kbh. og teologisk embedseksamen 1909. Men præstegerningen lokkede ikke, han blev lærer ved Rungsted kostskole. Siden koketterede han med at den kommende konservative politiker J. Christmas Møller var blandt hans elever. Forstanderen på Købmandshvile højskole i Rungsted, den senere stiftsprovst, radikale politiker og skribent J. Fog-Petersen anbefalede N. – der havde skrevet artikler til Fyns Tidende og hurtigt blev ked af lærervirksomheden – at blive journalist. 1910 fik N. ansættelse ved Østsjællands Folkeblad i Køge hvis redaktør Søren Svarre var ham en fremragende journalistisk vejleder. 5.12.1915 kom han som redaktør og forretningsfører til Middelfart Venstreblad der ved det radikale venstres dannelse 1905 havde erklæret sig radikalt. N. afløste C. Trap der selv var kommet fra Østsjællands Folkeblad. I det kommende halve århundrede udmøntede N. nu sine journalistiske talenter i en indsats der med årene nærmest fik mytens skær som eksempel på sammenvoksning af blad, mand og egn. Svarre havde lært ham at en avis skal opbygges under hensyn både til læsernes lokale interesser, deres behov for viden om det større samfund og for ånds- og kulturlivets strømninger – samt for underholdning. Da N. startede havde Middelfart Venstreblad 1700 abonnenter og der var kun én redaktionel medarbejder ud over redaktøren. Skønt hårdt presset fra Odense-bladene, skønt radikalismen langtfra var en livret i alle egnens hjem og skønt økonomien satte grænser gjorde N. systematisk sin lille avis til byens og egnens blad i helt eminent grad, og ved hans fratræden var oplaget et godt stykke over de 5000. I sliddet med at banke avisen op hjalp det at N. selv var fynbo, "fortrolig med den lette, hjemmekære fynske tone" (Sv. Thorsen). Han lærte alle at kende og blev selv kendt, var flittig foredragsholder og igangsætter, i øvrigt også populær oplæser af Morten Korchs småhistorier i fynsk mundart. Ud over den lokale påpasselighed var hans blad båret af engagement og frisind. Hans daglige leder var mere stemningsbetonet end efterprøvende, smittende ved sin medleven og fængslende ved sin raske knaphed. Mærket -d blev en af de hyppigst citerede signaturer landet over. N. elskede debatten og gav som en selvfølge rummelig plads for modindlæg. Han tog gerne kirke- og skoleproblemer op og blev næst efter Sorø Amtstidendes Hans Jensen den kendteste fortaler blandt landets redaktører for grundtvigsk syn. Partipolitisk solgte han trods sin trofaste radikalisme aldrig en selvstændig opfattelse. Han fandt at strømmen af meninger burde gå fra folket til Christiansborg, ikke omvendt: "Jeg har aldrig sat mig som mål for min bladledelse at producere partifæller, men blot i al beskedenhed at være talsmand for den menige mands opfattelse og rejse debat om alt, hvad der er værd at debattere. Og ... jeg har den lyse tro, at når blot et problem stilles til fri diskussion, ender det som oftest med, at det løses efter Det radikale Venstres recept". Hans stærke sociale bevidsthed gav sig bl.a. udtryk i interesse for husmændenes problemer, men hans udpræget liberale grundsyn kunne fremkalde hvasse indsigelser fra ham mod radikale tilnærmelser til socialdemokratisk politik. Meget bemærket blev hans modstand mod dannelsen af trekantregeringen (socialdemokrater, radikale, retsforbundet) 1957 da han karakteriserede "vore rigsdagsmænds spil" som "blandt det usleste, vi hidtil har set" – et eksempel på hans temperamentsfulde sprogbrug. Den gjorde sig også gældende da han 1959 rettede et så skarpt angreb på politiet at han idømtes fængselsstraf der dog konverteredes til en bøde. Da han 31.12.1963, 78 år gammel og efter 48 år på redaktørposten i Middelfart trak sig tilbage, skete det under stor offentlig opmærksomhed. Bertel Dahlgaard sagde at "intet sted er der gjort et ærligere forsøg på at forene det politiske med de folkelige strømninger end ved Middelfart Venstreblad".

N.s virketrang og samlende personlighed drog ham gennem årene ind i aktiviteter langt uden for hans blads cirkler. Han fik tillidshverv i mængde, navnlig lokalt og inden for pressen. I 42 år var han i bestyrelsen for Foreningen af venstreblade (stiftet før bruddet 1905 og fortsat omfattende både venstre og radikale), som formand 1945-63. En tilsvarende lang årrække sad han i bestyrelsen for den radikale redaktørforening hvor han var formand 1943-63. Blandt hans øvrige vigtigere tillidshverv var poster i bestyrelsen for journalistkursus ved Århus universitet, pressens radioavis, Ritzaus bureau og i forretningsudvalget for danske dagblades fællesrepræsentation. 1934-38 og 1950-54 sad han i radiorådet. Han var i styrelsen for landsforeningen Hjem og skole og Foreningen Norden, formand for Middelfart teaterforening og i styrelsen for byens museum og A/S Hindsgavl. Ved sin død var han æresmedlem af den radikale redaktørforening, Foreningen af venstreblade, Middelfart turistforening og samvirkende fynske turistforeninger.