H. Witzansky, Harald Theodor Witzansky, 7.9.1862-6.2.1940, redaktør. Født i Kbh. (Garn.), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Bispebjerg). W. kom af en polsk slægt hvis stamfader her i landet formentlig indvandrede i slutningen af 1700-tallet. Faderen var militærmusiker, deltog i krigen 1864 og blev taget til fange af tyskerne ved stormen på Dybbøl. Selv stilede W. som ung mod en officerskarriere, begyndte som 15-årig på hærens elevskole, blev sergent, men forlod 1884 militæret fordi han "som søn af en underofficer ikke havde fornøden social dannelse" til at komme på officersskolen. Han skrev i stedet sit navn ind i dansk bladhistorie, men beholdt taknemmelighed over for hærens elevskole som han kaldte "den hårdeste vort land har haft", men som lærte eleverne orden og "skabte karakterer". W. blev nu ansat i den nystiftede avis Politikens administration under Herman Bing der stod som udgiver sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes. Ved sin energi og medfødte forretningssans skabte han sig her en sådan position at han 1896 ved Bings død blev bladets forretningsfører. Han bidrog i de følgende år i væsentlig grad til Politikens forretningsmæssige succes, man fandt alligevel ikke i det administrative arbejde tilstrækkeligt afløb for sin virketrang, endnu mindre for sin levende politiske interesse. Allerede 1893 var han blevet forretningsfører for det lille middagsblad København der efter en kort litterær periode med Ove Rode og Johan Knudsen som redaktører nu holdt sig kommerligt i live ved den nye redaktør Johannes Hansens krydrede tilberedning af døgnets sensationer. Da København truedes af sammenbrud reddede Politiken dets eksistens, og W. fik på Politikens vegne indseende både med bladets ekspedition og redaktion. Det sidste blev det afgørende. Johannes Hansen udskiftedes hurtigt til fordel for J. A. Jensen der efter at have udstået flere fængselsstraffe pga. sine dristige politiske skriverier 1897 erstattedes af præsten og skribenten Henning Jensen. Det var under dennes redaktørtid bladets nye politiske kurs blev lagt. Men det var W. der afstak den, og hans politiske udvikling forløb ikke parallelt med Politikens. Hans oprindelige radikalisme afblegedes og erstattedes af en bredt borgerlig, nationalt bevidst liberalisme. Skønt han stadig sad som begge blades forretningsfører lod han på en række vigtige områder i de bevægede kampår København indtage standpunkter der afveg fra Politikens. Det drejede sig bl.a. om så afgørende problemer som forsvaret, salget af De vestindiske øer og forholdet til socialdemokraterne. I Kbh.s borgerrepræsentation hvor han sad 1900-07 i den liberale gruppe i listefællesskab med socialdemokraterne gik han ligeledes sine egne veje. Situationen mellem Politikens redaktionsledelse og forretningsfører blev stadig mere spændt, og 1902 kom det afgørende brud. I et brev til W. gjorde Edvard Brandes W.s fortsatte stilling som Politikens forretningsfører afhængig af at København fremtidig indstillede sin polemik mod Politiken. Men W. var da kommet så langt ud i sin opposition at der næppe var noget valg. Han forlod Politiken og lagde al sin kraft både som administrator og redaktør ind i at udbygge København der snart fra at være middagsblad gik over til at være et borgerligt fronderende morgenblad. I de følgende år blev W. et af de hårdest omstridte navne i dansk presse, ustandselig angrebet både af Social-Demokraten og Politiken. En situation, der passede hans temperament fortræffeligt. Selv blev han aldrig skrivende journalist, men i befrugtende samarbejde med Anders Vigen, der blev hans frygtede og beundrede pennefører, gav han råt for usødet. Vigens lange, stærkt polemiske lederartikler på forsiden gav København dets særpræg. Det blev uafhængigt opinionsblad i en grad dansk presse sjældent før havde oplevet og først skulle opleve igen efter 1945 med Information under Børge Outze og Erik Seidenfaden. Alle sider af den redaktionelle virksomhed ledede W. med fasthed og oplagthed. Han var "skaberen af bladets ånd; han bestemte selv dets intentioner og retning; han skønnede hurtigt og skarpt i enhver sag, tog uforfærdet sit standpunkt, og det veg han ikke en hårsbred fra. Han ejede en sikker evne til at vælge sine medarbejdere, at vurdere deres evner, at sætte dem på rette plads og at inspirere dem i sin ånd" (Knud Bokkenheuser). Litterært satte særlig Herman Bang – der stod W. nær og fulgte ham fra Politiken til København – sit præg på bladet der knyttede en lang række af dansk journalistiks og kulturlivs øvrige kendte navne til sig – som journalisterne Frejlif Olsen, Christian Houmark og G. Helweg-Larsen, arkæologen og kulturskribenten Frederik Poulsen, forfatterne Valdemar Rørdam, Erich Erichsen, Karin Michaélis, Knud Bokkenheuser og Knud Poulsen, historikerne Erik Møller og Vilh. la Cour m.v. Ejendommelig var bladets kirkelige linje der også var udpræget polemisk. Her kæmpede Henning Jensen, der efter W.s tiltræden fortsatte som kirkelig redaktør, for en dogmefri kristendom der var af noget radikalere tilsnit end bladets borgerlige læserkreds i sin helhed var indstillet på.

Med sin uafhængige stilling, placeret nogenlunde midt imellem partierne højre og venstre tilkæmpede København sig efterhånden stor yndest i borgerlige kredse i by og på land. Dets nationale linje og front mod socialisme, fagforeningsvælde og pacifisme blev stadig skarpere trukket op, men også dets markeret selvstændige stillingtagen. W.s politiske mål var en forening af de borgerlige partier mod socialismen. 1913 ekskluderedes han af venstres redaktørforening pga. Københavns "indiskretioner". – Med fremragende forretningssans fik W. stabiliseret bladet økonomisk. Selv ejede han størsteparten af aktierne. 1918 lod han imidlertid ret uventet, sikkert af privatøkonomiske grunde, aktiemajoriteten overgå til et interessentskab hvori bl.a. den konservative politiker og industrimand Alexander Foss var repræsenteret. Magister Harald Nielsen indtrådte som litterær redaktør. Der opstod inden for den før så fast sammentømrede medarbejderstab en vis uro der resulterede i at bl.a. Anders Vigen forlod bladet (og Jesper Ewald, også tilknyttet København, inspireredes til romanen Solgte Drømme, 1922). W., der var vant til at være herre i sit eget hus, følte sig trykket af den nye situation. Han holdt ud til 1922 da bladet overgik til partiet venstre og fik J. A. Hansen som redaktør.

1923-24 var W. derefter redaktør af Illustreret Tidende. Siden kom hans administrative evner til ny udfoldelse i ledelsen af Kruchow-Waldorffs litografiske anstalt hvis adm. direktør han var fra 1926 til sin død. I de sidste mange år af W.s liv var der stille om den mand der i et kvart århundrede ustandselig havde været i ilden. Hans seneste år var tunge efter at han 1935 fik amputeret det ene ben. – W. sad i centralkomiteen for Den Sønderjydske fond fra oprettelsen 1918 og til dens strukturændring 1937 og beklædte gennem årene mange andre tillidshverv, var således 1930-32 formand for Dansk skatteborgerforening.

Familie

Forældre: overspillemand ved 2. infanteribatteri, senere musikdirektør Harald Theodor W. (1833-1906, gift 1. gang 1885 med Hansine Christine Sidsine Nielsen, 1852-1909) og Nielsine Petrine Holm (1831-82). Gift 1. gang 3.2.1888 i Kbh. (b.v.) med Rachel Lotinga, født 18.9.1865 i Kbh. (Mos.), død 29.3.1907 i Kbh. (gift 2. gang med cand.phil., rigsdagsstenograf Theodor Thorup, 1863-1938), d. af skibsprovianteringshandler, senere kommissionær Noah L. (ca. 1830-78) og Zerline Eibeschütz (1836-1912). Ægteskabet opløst 1895. Gift 1. gang 1.4.1895 i Kbh. (b.v.) med Agnes Johanne Caroline Philipson, født 17.6.1872 i Randers, død 9.11.1962 i Rungsted, d. af købmand Philip P. (ca. 1817-85) og Wilhelmine Levy.

Udnævnelser

R. 1909.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt 1917 og udateret (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

København 26.4.1902 (brevveksl, med Edv. Brandes). -Kn. Bokkenheuser: Og årene svandt –, 1933. Asger Karstensen: Et liv i politik, 1940 især 67. Berl. tid. 7.2.1940. Politiken s.d. Jesper Ewald i Nationaltid. 8.2.s.å. Vald. Koppel i Journalisten 1.3.s.å. Anders Vigen sst. 1.5.så. Vald. Koppel: Af Politikens hist. I, 1946. Fr. Poulsen: I det gæstfri Europa, 1947 227f. Sv. Thorsen: Den danske dagspresse I-II, 1947-51. Johs. Kroier: H. W., 1950. T. Vogel-Jørgensen i Pressehist. årbog, 1966 91-105. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970 I-II, 1972. Bo Bramsen: Politikens hist. I, 1983. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig