Asger Karstensen

Asger Karstensen, Asger Kristen Karstensen, 22.3.1874-7.9.1945, redaktør, bladudgiver, politiker. Født i Gelsted, død i Kbh., urne på Tryggelev kgd., Langeland. K. levede sin barndom i udprægede landbomiljøer hvor faderen virkede som præst, først i Gelsted-Rørup på Fyn, så i Tårs på Lolland og siden i Tryggelev-Fodslette på Langeland. Fra sin mødrene slægt arvede han interessen for politik der øgedes i provisorieårene hvor han forfægtede moderens rene højresynspunkter og bl.a. dannede en højre-drengeforening for Saxkøbing og omegn. Under hans opvækst lagdes også spiren til den interesse for bønder, håndværkere og handlende som skulle komme til at præge hans politiske indsats. Tidligst optrådte han som talsmand for en borgerlig mellemstand mod de dominerende bourgeoisielever på Birkerød kostskole hvorfra han blev student 1894. Året efter tog han filosofikum ved Kbh.s universitet og viede derefter sit liv til journalistik og politisk agitation.

K. havde allerede som dreng og gymnasiast skrevet politiske artikler i lokale aviser og førte efter højres nederlag ved valget 1895 en kampagne i dagbladet Nordsjælland mod den embeds-mandsprægede overvægt i højre. Han var 1895–98 formand for Det unge højre, deltog i kampagnen for at få Jacob Scavenius valgt i Valby 1896 og redigerede hans "nationale fremskridtsblad" Tidens Krav 1896–98. Under indtryk af højres fortsatte tilbagegang syslede han 1898–99 med planer om oprettelse af et nationalt fremskridtsparti, men blev dog i højre og var 1907–20 formand for højres, senere de konservatives vælgerforening i Kbh.s 7. kreds og sad som konservativ borgerrepræsentant i Kbh. 1917–21. Sin økonomiske uafhængighed underbyggede han som redaktør for korrespondancebureauet Unio 1899–1920 og som leder af annoncebladene Sjællands Stiftstidende og Landmændenes eget Blad fra henholdsvis 1907 og 1911. K. var 1901 højres folketingskandidat i Ærøskøbingkredsen og 1903 og 1906 i Roskildekredsen. Han agiterede her for sin kongstanke, et samarbejde mellem byernes mellemstand og den store landbefolkning som overvejende var repræsenteret af venstre. Derigennem ville han frigøre konservatismen fra det gamle højres politik og skabe et stort borgerligt parti.

Det var imidlertid ikke som folketingskandidat, men som politisk medarbejder ved Nationaltidende 1903–15 han øvede sin største indsats. Han arbejdede bestandig for forlig med venstre, således om toldlov og udvidet kommunal valgret 1908, og for at få højre med til at anerkende den lige og almindelige valgret under grundlovsforhandlingerne forud for 1915-grundloven. Da det lykkedes og grundloven var vedtaget af alle partier tog han initiativ til at afvikle den gamle højrepolitik gennem dannelsen af det konservative folkeparti 1915–16 hvis program han prægede i borgerlig og bred folkelig retning. 1915–20 redigerede han Frederiksborg Amtstidende og øgede dets oplag og annoncemængde betydeligt. Han sad i samme periode i ledelsen af det konservative folkeparti og valgtes 1918 til folketinget i Maribo amt. Han gik i denne periode i kraftig opposition mod partifællen Alexander Foss hvis storindustrielle synspunkter han fandt stridende mod de tanker der lå bag det konservative parti som et bredt samlende parti. Striden tilspidsedes da han i samarbejde med professor L. V. Birck ville have en trustlovgivning gennemført. K. tabte kampen som han har givet sin fremstilling af i stærkt polemisk form i Et Opgør, 1921, og forlod det konservative folkeparti ved septembervalget 1920 hvor han ikke genopstillede. Forinden havde han dog nået at se sit udkast til ny valglov der afskaffede den tidligere valglovs begunstigelse af venstre, gennemført ved forlig mellem konservative, radikale og socialdemokrater. 1924 forsøgte K. at føre erhvervspartiet videre som et frisindet landsparti, men forgæves. Han var 1926–33 politisk medarbejder ved Aalborg Stiftstidende og søgte 1930–31 at videreføre venstres Morgenbladet i Kbh., men trods hans fremragende administrative evner lykkedes det ikke. Han sluttede sig nu til partiet venstre, blev medudgiver af Langelands Avis fra 1934 og øgede dets oplag, men formåede langtfra at fratage udenrigsminister P. Munch hans dominerende position på Langeland, selv om K. stillede op mod ham ved valgene 1932, -35, -39 og -43. I Et Liv i Politik, 1940, gav K. en levende og stærkt subjektiv skildring af sin løbebane. Han var en fremragende og livfuld debattør og polemiker, vurderede enhver situation realpolitisk, havde evne til at fornemme hvad der rørte sig blandt vælgerne, forstod at tale med dem, vise dem velvilje, men som den udprægede taktiker han var havde han svært ved at vinde og fastholde tillid.