Peter Sabroe, Rasmus Peter Sabroe, 23.1.1867-26.7.1913, redaktør, politiker. Født i Gødvad sg. ved Silkeborg, dræbt ved en jernbaneulykke, død ved Bramminge, begravet i Århus (ndr. kgd.).

Peter Sabroe flyttede som barn med sine forældre fra Silkeborgegnen til Århus. Det var gået tilbage for faderen, og Sabroe voksede op under fattige kår. Som 14-årig kom han til slægtninge i Kbh., var her en tid i skomagerlære og havde forskellige pladser. Et noget aparte væsen og en higende, oppositionel ånd ytrede sig tidligt hos ham. Han stiftede ungdomsforeninger, entrede tit talerstolen ved offentlige møder for at prøve vingerne og deltog i Karl Marx-klubbens diskussioner. Han har utvivlsomt modtaget afgørende impulser som ung fra den noget ældre A.C. Meyer. Som 18–19-årig forsøgte han sig som journalist og sendte "Københavnerbreve" til Demokraten i Århus hvis redaktør Harald Jensen så at der bag den usikre retskrivning gemtes en glød og kraft som arbejderbevægelsen kunne bruge.

1887 kom Peter Sabroe tilbage til Jylland, var om sommeren opvarter på forsamlingsbygningen i Randers, hvorfra han fortsatte korrespondancen, og fik fra okt. s.å. betroet den lokale redaktion af Demokratens nyoprettede aflægger Randers Folkeblad. N.å. ansattes han som medarbejder ved Demokraten og forfremmedes til redaktør 1895. Det daglige skrivebordsarbejde fængslede ham dog ikke; han flakkede tiest om på ekspedition, altid med dampen oppe, i reglen på sporet af en "affære", en af disse affærer og skandaler som måske oprindelig blot var "stof for journalisten, men som det snart blev mennesket Peter Sabroe en mission, en livssag at tage sig af: forkuede herregårdsarbejdere og tyende, usle karlekamre, brutale polakkontrakter, misrøgt af syge og gamle, mishandlinger af børn og dyr osv. Impulsiv og uden hæmninger skrev han løs – "med den stumpe ende af penneskaftet", har man sagt – og bidrog til at vække samvittighederne og bane vej for tiltrængte reformer. Men samtidig indbragte hans artikler (og taler) ham talrige retssager med bøder eller fængselsdomme for injurier og fornærmelser, første gang da han 1892 sprang op ved en artillerists begravelse og holdt en dommedagstale mod soldatens "bødler".

I Århus måtte Peter Sabroe naturligt blive draget ind i det kommunale liv, og det var lige så naturligt den sociale forsorg der særlig havde hans interesse. Han kom i ledelsen for en af de "frie Fattigklasser", organiserede en "Samaritan", og som medlem af byrådet 1900–09 og formand for alderdomsudvalget var han medvirkende til at kommunen opførte De gamles hjem, ligesom det skyldes hans initiativ at Christian 9.s børnehjem blev rejst. Efter at den amerikanske forfatter Upton Sinclair havde opskræmt sindene med sine afsløringer fra konservesindustrien (i romanen Junglen), oprettede Peter Sabroe sammen med jernbanemanden Vilhelm Ohlsson 1906 De kommunale Pølsefabrikker i Århus. Trods den fængende appel i reklamen for "Sabroes Pølser" bragte denne virksomhed ham dog kun bekymringer, tab og – spot. 1908 forlod han Århus og redigerede et par år partibladet i Kolding. 1910–13 var han knyttet som medarbejder til Social-Demokraten i Kbh. I disse år udgav han dog selv, delvis sammen med metodistpræsten Anton Bast, et 14-dagsblad Sabroes Blad, fra 1913 kaldt Lille Paul.

Fra Randers og Århus havde Peter Sabroe især gennempløjet Mols på agitation, og 1892 blev han opstillet som folketingskandidat i Ebeltoft. 1895 og 98 var han opstillet i Århus nordre kreds mod højremanden J. Høegh-Guldberg som han efter et bevæget valgslag besejrede 1901. Den kamp Peter Sabroe i pressen og på møder havde indledt for forbedring af tyendes behandling og for en revision af den gamle tyendelov, fortsatte han nu de følgende år på rigsdagen. Et resultat heraf var nedsættelsen af tyendekommissionen 1906 hvori Peter Sabroe havde sæde, og fremsættelsen 1911 af forslag til en ny lov om retsforholdet mellem husbond og tyende (som dog ikke blev gennemført). I endnu højere grad var Peter Sabroes rigsdagsvirksomhed, navnlig fra 1906–07, præget af hans kampagne mod tilstandene på en række opdragelsesanstalter og børnehjem, Flakkebjerg, Hebron, Gelsted, Godhavn, Landerupgård, Jægerspris, Bøgildgård og fl. At Peter Sabroe herunder nu og da "løb med en halv vind" og lod sit tugtens ris falde over retfærdige og uretfærdige var åbenbart, og lidenskaberne gik ofte højt både i salen og udenfor. Men iværksatte undersøgelser, forhør ved nedsatte kommissioner gav ham i reglen ret i kritikken, og adskillige personer blev afskedigede som uegnede i deres stillinger som opdragere. Samtidig blev statens tilskud til disse institutioner betydelig forøget. Børneloven af 1905 (med værgerådene), hvis forarbejder gik tilbage til før 1895 var udtryk for, at et nyt syn på behandlingen og opdragelsen af forsømte og vanskelige børn var ved at trænge igennem. "Anstalter" skulle afløses af "Hjem".

Peter Sabroe har ved sin fremdragen af misligheder utvivlsomt fremskyndet en omstilling inden for børne- og ungdomsforsorgen som lå i tiden, selv om flere af de reformer, han krævede, først langt senere er blevet til virkelighed. Hans varme hjerte for børnene lå også bag hans indlæg for skolebespisningen, for hjælp til faderløse børns underhold, og en stor del af æren for enkebørnslovens gennemførelse 1913 tilkommer ham. Hans syn på opdragelsen måtte gøre ham til en skarp modstander både af P.A. Albertis "Pryglelov" og af prygl i skolen. Under en kampagne herom 1910–11 lagde han sig ud med de københavnske skolelærere. Med tiden vendte han sig mere direkte mod drikkeriet og skammede under razziaer på københavnske beværtninger de arbejdere ud, som drak deres ugeløn op og forsømte hjem og børn. Selv meldte han sig 1909 ind i afholdsbevægelsen.

Peter Sabroe var ingenlunde radikal i politisk henseende. Han var tidligt erklæret alliancemand, uden fordomme mod "borgerligt Samarbejde". Hans deltagelse sammen med Århus byråd i en middag hos prins Christian (10.) på Marselisborg slot gav i begyndelsen af århundredet anledning til hede parti-debatter. Han lod sig i det hele mere lede af sindsstemninger end af partibeslutninger. Han var også mere nationalt sindet og viste større forståelse af fx sønderjydernes kår end flertallet af hans partifæller på den tid. Et religiøst drag i hans livssyn gav ham den indre tryghed, at han frimodigt kunne gå ad "Veje, Gud tør kende", og både i ord og handling viste han mod og stor personlig opofrelse når han gik i brechen for samfundets små og svage. Næppe nogen har i løbet af en snes år talt ved så mange møder, og få har ejet hans evne til at beherske og bevæge en forsamling ved sit ord. Den bageste i mængden kunne høre ham, når han lod sin slørede, efterhånden hæse røst lyde fra en tribune på et torv eller fra en vognfading på en havneplads. Hans taler var uden oratorisk stil eller elegance, tråden kom ofte i urede; han gik let hen over teorier eller programmer for i stærke farver at udmale letfattelige "Billeder fra Livet". Han veg ikke tilbage for at illustrere de tragedier, han talte om, ved fremvisning af de røde striber på en drengekrop, ilde behandlede gamle mennesker, fedtegrever fra et børnehjem osv. Båret af inspirationen, selv i sin bevægelses magt, nu dirrende af harme, nu kæmpende med gråden, rev han som en vulkans strøm de lyttende skarer med sig. Han begyndte som landagitator for socialdemokratiet og arbejderpressen. Han blev i kraft af særlige anlæg sin tids største folketaler, en social institution i sig selv.

– Inden for socialdemokratiet herskede der delte meninger om Peter Sabroe og hans virksomhed. Dels måtte hans jævnlig overilede angreb på personer og institutioner med påfølgende retssager vække betænkeligheder hos den – medansvarlige – presse, han var ansat ved, og førte sluttelig til et brud med Social-Demokraten. Dels var der dem som fandt, at Peter Sabroe i sin kamp for humanitet, ved "de ørkesløse Moralfejder" bragte det egentlige, kampen for økonomisk frigørelse i glemme, og at han for egenrådigt skaltede og valtede med partiets offentlige indflydelse eller lod sig bruge af dets politiske modstandere. I vinteren 1912–13 var dette forhold blevet så spændt, at såvel rigsdagsgruppe som hovedbestyrelse og kongres i en beslutning indskærpede Peter Sabroe, at han enten måtte bøje sig for gruppens vedtægter og partiets program eller betragte sig som udtrådt. Medvirkende til denne opsigtsvækkende kongresbeslutning var, at Peter Sabroe havde givet Politiken oplysninger om gruppens interne forhandlinger. Trods sin store mødepopularitet og folkeyndest var Peter Sabroe en eksklusiv natur, en enspænder. Hans kritiske økonomiske forhold kan have bidraget til, at han de senere år ofte var træt og oprevet. En betydelig gæld slæbte han på fra pølsefabrikken, hvortil kom store beløb i skyldige bøder og procesomkostninger. 1911 iværksatte venner og partifæller en landsindsamling for at hjælpe ham ud af pengevanskelighederne. Han var kun 46 år gammel da han på vej fra et møde til et andet blev indhentet af en voldsom og tragisk død. Budskabet herom vakte landesorg, og hans ligfærd var en høvdings. Et efter hans død indsamlet mindefond medgik til opførelsen af et børnehjem ved Skive som bærer hans navn. Han er skildret i litteraturen bl.a. af Johan Skjoldborg i romanen Gyldholm (1902) og af Knuth Becker i "Verden venter -" (1934).

Familie

Forældre: forpagter, senere handelsmand Anders Agerup Sabroe. (1820–96) og Mette Marie Rasmussen (1841–1921). Gift 26.4.1892 i Silkeborg med Thyra Møller, født 16.11.1868 i Silkeborg, død 9.7.1940 i Århus, d. af købmand, senere bankdirektør, kancelliråd Frederik Peter Møller (1826–1907) og Aurora Rasmine Nellemann (1836–1910). – Far til Povl Sabroe.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Axel Andreasen (Fr.borg) og af Alfred Schmidt (sst.). Karikatur af N. Relief af Guldborg, 1914 (på graven). Statue af E. Ølsgaard, 1924 (P. Sabroes plads, Århus). Afbildet på E. Saltofts mal., 1934, af socialdemokratiske førere (forhen Folkets hus, Enghavevej, Kbh.), hertil skitse. Foto.

Bibliografi

Interview i Dansk ånd 25.5.1912. – N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 420–25. C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904. Poul Levin i Tilskueren XXVIII, 1911 II 73–75. Socialisten dec. 1911, jan-juli 1912 og jan. 1914. Axel Garde i Dansk ånd 11.5.1912. Social-demokraten 27.7.-4.8.1913. Demokraten 27.7.-8.8. s.å. Berl. tid. 27.7.-28.7. s.å. Nationaltid. s.d. Politiken 27.7., 29.7. og 31.7.s.å. Ekstrabl. 29.7. og 30.7. s.å. Vald. Ahrnell: P. S. Et mindeskr., s.å. Sabroes blad. Lille Paul 1.8.-15.12. s.å. samt 1.1.1914. Eivind Fjeld sst. 1.3.-1.12.1914, 1.1.-17.10.1915 og 13.2.1916. Jeppe Aakjær: Saml. værker IV. Artikler og taler, 1919 351–53. A. C. Meyer: En agitators erindr. I, 1929 105f 160f; II, 1933 40 76 90f. Andreas Boje: Vort børne- og ungdomsværn, 1931 246–49. Sven Sabroe: P. S. Børnenes ven, 1943 (ny udg. m. titlen: Min mærkelige far, 1967). Samme i Min far, red. Poul Borchsenius, 1948 263–70. Samme i Fra folket de kom, red. H. P. Sørensen, 1962. Povl Sabroe i 100 publicister, red. Paul Hammerich og Bent A. Koch, 1980 38–42.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig