• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svend Thorsen

Oprindelig forfatter VeJes

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Svend Thorsen, 28.1.1895-21.11.1971, redaktør, forfatter. Svend Thorsen var af grundtvigsk bondeslægt og fødtes i det åndeligt levende Viby sogn ved Århus, Lars Bjørnbaks gamle virkested, men det var Lyngby ved Kbh. der blev hans "hjertes hjem hernede" efter at han som dreng var flyttet med familien til Gammelmosegård nær Kgs. Lyngby. Her gik han i Hans Thyssens private mellem- og realskole og fik 1914 studentereksamen fra universitetet. Året efter tog han filosofikum men opgav videre studier og begyndte 1916 journalistisk virksomhed ved et pressebureau i Kbh., ansattes 1917 på det radikale Roskilde Tidende og kom 1919 til det ligeledes radikale Holbæk Amts Venstreblad.

I vinteren 1920–21 var han på Askov højskole og mødte inspirationer og personer der fik stor betydning for ham, således historielæreren Hans Lund og højskolekammeraten, den senere politiker Thorkil Kristensen. Genforeningen rykkede grænselandsproblemerne særlig stærkt frem i skolens liv, hvad der kom Svend Thorsen til gavn da han umiddelbart efter Askovopholdet blev medredaktør af det nystartede radikale Sønderjydsk Dagblad i Haderslev. Her blev han kun et års tid men det blev et afgørende år: han fik sit førstehåndsforhold til Sønderjylland, og han mødte den sønderjyske pige der 1922 blev hans kone; hendes far var bladets meddeler i Oksenvad. Fra 1922 virkede Svend Thorsen i Kbh., indtil 1927 som medarbejder ved Det radikale venstres korrespondancebureau (afbrudt af et ophold på journalistskolen ved Londons universitet 1924) og 1927–33 som venstrebladet Fyns Tidendes hovedstadsredaktør. Men Svend Thorsen var næppe den fødte reporter, han savnede robustheden. Da han 1933 blev protokolsekretær i folketinget kom han imidlertid på sin rette hylde. Stillingen gav ham mulighed for på nærmeste hold at følge det parlamentariske liv, og han beholdt den til 1962, idet han dog 1937–39 var uden for nummer som pressekonsulent for valutacentralen. Desuden var han 1943 (da tyskerne satte rigsdagen ud af spillet)–46 medredaktør – i praksis lederskribent – ved Østsjællands Folkeblad og 1955–62 dansk redaktør af Nordisk Råds tidsskrift Nordisk Kontakt. Endelig havde han 1950–65 tilknytning til Politiken som kronikør. Efter afskeden fra folketinget kunne han samle sig helt om sit forfatterskab, med økonomisk støtte fra tinget og pensionsforsikringsanstalten.

I så godt som hele sin produktion bevægede Svend Thorsen sig inden for tre store emnekredse: vor politiske historie under folkestyret, genforeningsprocessen med de hjemvendte sønderjyders politiske og folkelige integration i kongeriget, og den danske presses udvikling. Her var Svend Thorsens synsvinkel bestemt af at han primært opfattede aviserne som bærere af den offentlige – navnlig politiske – meningsdannelse. Det danske folk i dets selvstyre, fra den spirende opinion over de politiske partidannelser til de parlamentariske institutioners arbejdsformer, blev således hovedmotivet i Svend Thorsens samlede værk. Dets helhedspræg understreges af den fortællende stil der med sine billeder og associationer formidler en holdning, et temperament og engagement så levende at fortællingen kan løfte sig til kunst, hyppigst i de politikerportrætter hvor Svend Thorsen bruger stof fra personlig oplevelse – hvad der i øvrigt giver dem selvstændig historisk værdi. Overhovedet havde det menneskelige, det psykologiske moment i historieforløbet hans egentlige interesse. Han pointerer i sin fremstilling begivenhederne indtil det dramatiske, standser gerne op ved historiens bevægende højdepunkter og citerer fra sin flittige læsning af lyrik. Overalt slår hans humor igennem - som når han kalder vennen Thorkil Kristensen "denne puritaner der synes forlængst at have pålagt sig selv samtlige direkte og indirekte skatter, endda med et forlystelsestillæg på ti pct.". Stik imod det indtryk læseren får skrev han brydsomt og under megen sved, sad bestandig "krumsluttet ved skrivebordet". Hans radikale standpunkt spores ofte i forfatterskabet. Han fandt i dansk radikalisme en afbalanceret sans for frihed, moderation og social forpligtelse som harmonerede med hans eget grundlæggende samfundsinstinkt. Men partipolitisk dogmatik lå ham fjernt. I forsvarsspørgsmålet var han erklæret tilhænger af Danmarks Natomedlemskab, og han var modstander af det rene etkammersystem som gennemførtes i 1953.

Annonce

Et skridt fra iagttagerens til aktørens rolle tog Svend Thorsen da han 1957 opstillede som folketingskandidat i det konservative Gentofte; men det var en sikker dumpekreds, skridtet var symbolsk. Bredere og dybere end det partipolitiske engagement mærkes dog i hans værk kærligheden til og troldbundetheden af selve folkestyret. Han var en lidenskabelig udforsker af spillet mellem de stridende interessers talsmænd. Hans vurderinger var som oftest indfølende og nuancerede, han karakteriserede hellere end han dømte. Direkte og indirekte blev han i sine arbejder agitator for selve demokratiets idé og dets institutioner, og det er vel den dybeste årsag til at han skønt embedsmand i folketinget offentligt kunne kommentere dets liv og personer så vedholdende. Gennem de mange års virke på Christiansborg blev han en institution i huset og trods en noget excentrisk fremtræden der ikke var uden arrogance og krukkeri mødt med respekt og tillid. Uden støtte på mange måder fra tingenes skiftende formænd og præsidier ville hans forfatterskab ikke være blevet så omfangsrigt. Det fik megen anerkendelse fra historikere af profession, dog isprængt beklagelse over noget vist "uvidenskabeligt" i hans arbejdsform: "Han hørte ikke til faghistorikerlavet. Hverken i oplæring eller samvær. Det var en begrænsning hos ham at han ikke brugte andre kilder end de trykte og mundtlige. Man kunne også i hans bøger savne noter, henvisninger og registre. Men aldrig indlevelse og overblik. Han var frimester" (Roar Skovmand).

Svend Thorsen begyndte forfatterskabet som medredaktør af tre samleværker om sønderjydernes livsvilkår i årene fra krigsudbruddet 1914 til genforeningen 1920: De fire onde Aar, 1933 om verdenskrigen (red. sammen med Ingeborg Refslund Thomsen, datter af den af Svend Thorsen højt beundrede H.P. Hanssen) og Paa Vej til Danmark, 1935 om overgangsårene 1918–1920 samt Tiende Februar, 1939 om genforeningsåret (begge redigeret sammen med Nicolai Svendsen). Han leverede selv bidrag til bøgerne og skrev desuden Lunets sønner. Kanonér Filskovs Bedrifter – og andre sønderjydske Historier, 1937 med småberetninger i Soldat Svejk-stil om fiffig dansk modstand mod de tyske magthavere. 1935–37 tog Svend Thorsen en serie interviews med kendte sønderjyder til tidsskriftet Tilskueren; de kom i bogform 1971 under titlen Når en grænse falder. Røster fra genforeningstiden. Hans bøger om genforeningen omfatter yderligere Fra Genforeningstiden. Konge og Hær, 1952 ("Konge og hær var i Sønderjylland i tiden 1920–40 begge store genforeningsfremmende kræfter, stærkest kongen"), Fyrre år med Danmark. Træk af den folkelige genforenings historie, 1960 (nok lidt tilfældigt udvalgte træk) og Delt efter anskuelser. Den politiske partidannelses forløb i Sønderjylland efter genforeningen 1920, 1970 (udsendt af folketinget i 50-året for genforeningen. Fremstillingen slutter 1940 da "den egentlige genforeningstid" efter Svend Thorsens opfattelse endte).

I det store samleværk Danmarks Kultur ved Aar 1940 anslog Svend Thorsen med to bidrag hovedtemaerne for sit øvrige forfatterskab: om rigsdagen i I, 1941 og om pressen i VI, 1942. Som pressehistoriker var han banebrydende med Den danske Dagspresse I–II, 1947–51, den første større samlede fremstilling af dansk presses udvikling helt op til midten af det 20. årh. Da de to bind udkom var ganske vist de forskydninger allerede i gang som på få år skulle ændre dansk presses karakter totalt, men værket beholder for væsentlige deles vedkommende sin værdi, ikke mindst pga. karakteristikkerne af de store journalister. En forkortet engelsk udgave, Newspapers in Denmark udkom 1953.

Svend Thorsens almenpolitiske forfatterskab tog fart fra 1947 da han udsendte Danmarks Rigsdag om rigsdagen som arbejdsplads, letlæst men fyldt af oplysning og atmosfære. Ved grundlovsjubilæet 1949 udgav rigsdagens præsidium bogen i særudgave i rekordoplag. Til det af statsministeriet og rigsdagspræsidiet i anledning af jubilæet udgivne gigantværk Den danske rigsdag 1849–1949 forfattede Svend Thorsen to længere artikler til bd. III, 1950: Partisystemets gradvise udvikling og Rigsdagen og pressen. 1953 udsendte han Folkets veje om "de politiske kræfters strøm fra tiden før junigrundloven indtil tiden efter den tyske besættelses ophør og den nye forfatnings vedtagelse". 1953-grundlovens forhistorie var emnet for en anden bog Svend Thorsen udsendte s.å.: Den tredje junigrundlov hvis enkeltafsnit var tidligere kronikker. Andre udvalg af hans kronikker med politiske emner foreligger i samlingerne Kuling over Christiansborg, 1955, Mennesker i politik, 1962 og Folketinget i nærbillede 1950–1970, udgivet 1974 af Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie ved Roar Skovmand og Leif Thorsen. – Danmarks folketing. Om dets hus og historie. 1961 (engelsk særudgave 1962) meddeler træk af den politiske historie med udgangspunkt i arkitektur, maleri og udsmykning. Svend Thorsen døde under udarbejdelsen af et stort værk om de danske regeringsmedlemmer i folkestyrets første hundredår, indtil den tredie junigrundlov. Værket der blev udgivet af pensionsforsikringsanstalten i anledning af dens 50 års jubilæum og i samarbejde med folketingets præsidium har overvejende personalhistorisk karakter men med "det almindelige politiske forløb som baggrundstæppe". Han nåede at skrive De danske ministerier 1848–1901, 1967 og De danske ministerier 1901–1929, 1972. Værket blev fuldført af Tage Kaarsted (De danske ministerier 1929–1953, 1977). – Uden for sin skribentvirksomheds hovedveje forfattede Svend Thorsen en række lejlighedsskrifter bl.a. om privatfunktionærernes pensionsforsikring (1942 og 1967) og Den danske andelsbank (sammen med A. Axelsen Drejer, 1950). – Svend Thorsen belønnedes med Den Hielmstierne-Rosencroneske prismedalje 1952, Det danske akademis Alexander Foss-pris og pressens belønningsfonds hædersgave 1968, Ingenio et arti i guld 1970 og G. E. C. Gads fonds hædersgave 1971. – Han var medlem af repræsentantskabet for A/S. Pensionsforsikringsanstalten og sad i bestyrelsen for Dansk pressehistorisk selskab.

Familie

Svend Thorsen blev født i Viby, Århus, død i Hellerup, begravet Mariebjerg kgd. Forældre: gårdejer Peter August Thorsen (1862–1937, gift 1. gang med Rasmine Nielsen, 1866–91) og Severine Kristensen (1871–1944). Gift 17.12.1922 i Kolding med Annemarie Nissen, født 22.7.1898 i Løgumkloster, død 11.10.1979 i Gentofte, d. af gæstgiver Claus Nissen (1866–1959) og jordemoder Anne Marie Egtved (1856–1933, gift 1. gang Madsen).

Ikonografi

Tegn af Carl Jensen, 1955. Foto.

Bibliografi

Interview i Aftenbl. 16.4.1957 og Politiken 18.4. s.å. - Politiken 27.1.1955 og 23.11.1971. Berl. tid. 28.1.1955. Information 23.10.1963. Morten Kamphövener i Pressehist. årbog 1972, 1973 163–71. Roar Skovmand i S. T.: Folketinget i nærbillede, 1974 9–18 (heri også fortegn. over Svend Thorsens aviskronikker 286–95).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jespersen: Svend Thorsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298362