Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Hasager

Oprindelig forfatter ESei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Hasager, 25.3.1888-9.5.1969, redaktør. Født i Kbh. (Matth.), død i Holbæk, begravet Mariebjerg kgd. Efter realeksamen fra Gregersens skole 1904 kom H. i banklære, men politisk interesse førte ham hurtigt ind i journalistikken. Han var optaget af det netop på det tidspunkt stiftede radikale venstre til hvis korrespondancebureau han leverede bidrag, indtil han 1908 knyttedes til Nordsjællands Venstreblad som redaktionssekretær for allerede samme år at blive ansat ved Fyns Venstreblad, først som journalist, dernæst som redaktionssekretær. Det politiske engagement medførte at han blev medstifter af Den radikale ungdoms landsforbund, medlem af dets hovedbestyrelse og redaktør af dets blad Fremtiden. Under P. V. Elmholts ledelse af Fyns Venstreblad var han en af de unge medarbejdere der agiterede for det nye radikale parti og skaffede både dette og bladet betydelig fremgang. Allerede i disse unge år i Odense blev det dog snart åbenbart at det ikke var som politisk skribent og agitator at H.s særlige anlæg og evner som pressemand kunne udfolde sig bedst, men derimod over en bredere journalistisk front, nærmere bestemt som dirigenten i et dagblads brogede orkester, som redaktionssekretær, redaktionschef som er den nye betegnelse, efter at redaktionssekretariaterne er blevet mangehovede væsner. Som redaktionssekretær havde H. væsentlig andel i den heldige omdannelse af Fyns Venstreblad til morgenavis der fandt sted under den første verdenskrig, ligesom den fremtrædende position inden for pressen uden for hovedstaden, bladet i en lang periode indtog, i høj grad beroede på H.s journalistiskredaktionelle tilskud til dets politiske holdning.

Efter en halv snes år ved Fyns Venstreblad kom H. 1918 til Politiken. Han havde været i Finland som korrespondent under borgerkrigen og herfra sendt en række bemærkelsesværdige korrespondancer der medførte at Politikens chefredaktør Henrik Cavling "opdagede" ham. Kom han således til Kbh. i kraft af sin pen, blev det dog også her hurtigt redaktionssekretæren i ham der gjorde sig gældende og ikke den skrivende journalist. Han blev Cavlings højre hånd under inspirationen og tilrettelæggelsen af den daglige avis gennem den gamle redaktørs sidste tiår. 1931 blev han Ove Rodes og Valdemar Koppels medredaktør og var fra 1938 og indtil han 1958 trak sig tilbage Politikens ansvarshavende redaktør.

Gennem mere end det, man i gamle dage kaldte en menneskealder, prægede H. Politiken, og bladet opnåede i denne periode en bred popularitet også blandt læsere uden for dets oprindelige meningskreds. For så vidt videreførte H. blot det cavlingske brud med den gamle avistradition der efter amerikansk og vesteuropæisk mønster havde ført de pressemæssige konsekvenser af den folkelige analfabetismes afskaffelse videre til Danmark og Norden. Men det blev H. der, med Valdemar Koppel ved sin side som varetager af det kulturelle stof, gjorde Politiken til den store og populære avis der en lang periode havde føringen i dansk presse. Konjunkturerne for dagblade var gunstige af mange grunde: kommunikationernes og distributionsvæsenets udvikling, relativt meget lavere fremstillingsomkostninger end i vore dage, og måske ikke mindst den omstændighed at avisen det meste af tiden var nyhedsbringeren par excellence, inden radioens nyhedstjeneste var slået igennem, og endnu senere fjernsynet havde medført at nyheder sjældent er nyheder mere når avisen er trykt og distribueret. I denne avisernes guldaldertid var H. nyhedernes mand, og han havde en intuitiv sans for hvilke af døgnets nyheder der mest ville fængsle læserne som flest. Disse nyheder gav han en særlig pleje gennem den kreds af talentfulde journalister han samlede om sig, og han havde en sjældent svigtende fornemmelse for, på hvilke områder hver enkelt kunne yde sit bedste. Han mestrede den ombrydningens kunst der senere er blevet udskilt i det særlige avisskrædderi der hedder layout, og han skrev fængende overskrifter, blandt hvilke flere næsten er blevet bevingede ord. Således da bladet bragte nyheden om at Englands kong Edward VIII var abdiceret for at kunne gifte sig med mrs. Simpson, under den seksspaltede rubrik: Det største offer verden har set for en kvindes skyld. Eller da vestmagternes Munchenkapitulation til Hitler forkyndtes som: Fred. Det lykkeligste budskab i 20 bevægede år. Disse overskrifter foregreb måske ikke altid præcist historiens dom, navnlig ikke den sidste om München, men de tolkede utvivlsomt døgnets stemning hos læserflertallet. Det politiske der havde engageret H. i hans ungdom, optog ham ikke synderligt som redaktør. Hvis der var ét område af den daglige avis der måtte undvære hans ellers allestedsnærværende omsorg var det den ledende artikel. Da den storpolitiske dramatik rev også Danmark med sig kom dette til at skaffe ham alvorlige genvordigheder. Dilemmaet var at den holdning, Politiken repræsenterede, og som i alle henseender var antinazistisk, samtidig havde traditionel tilknytning til radikal udenrigspolitik. Dennes forestilling om at en væsentlig forudsætning for neutralitetens bevarelse var "et godt forhold til vor store nabo i syd" indebar en alvorlig problematik efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. I samme omfang som en avis fulgte statsledelsens neutralitetstro ved en opportun stillingtagen til Hitlers fremfærd, måtte det medvirke til en svækkelse af folkets nationale, åndelige og moralske bevidsthed om den nazistiske udfordrings karakter. Gennem den sidste halvdel af trediverne blev Politiken i alt fald på lederplads en slags pressemæssig forlængelse af den formodede statsraison, domineret som bladet på dette område var det af denne statsraisons mest uforbeholdne talsmand Erik Scavenius, netop i disse år formand for Politikens bestyrelse. Det var den udenrigspolitiske medarbejder og ikke H. der førte pennen efter de scavenianske anvisninger, men den ansvarshavende redaktør måtte bære ansvaret ligesom det var ham, der siden skulle rette op på konsekvenserne af en voksende uro i læserkredsen. Disse konsekvenser blev mærkbare i tiden før besættelsen, da ledende artikler eksempelvis tilsluttede sig kapitulationslinjen i det tjekkiske spørgsmål eller faldt tidens mest markante antinazistiske skribent Nic. Blædel i ryggen da denne under tysk pression blev "sendt på ferie". De viste sig i en opsigelsesstorm fra abonnenterne da en ledende artikel kort efter den 9. april var besættelsesmagtens antibritiske propaganda udfordrende følgagtig. I løbet af besættelsesårene voksede H.s forståelse af den politiskmoralske faktors betydning som han måske oprindelig havde anset for bladligt mindre afgørende end den journalistiske blomstring. Han kom da til at yde en indsats på den passive modstands front. Tidligt under besættelsen blev han så at sige tvangsindlagt som formand for Danske dagblades fællesrepræsentation, en post han bevarede gennem sytten år, og som talsmand for den samlede danske presse forhindrede eller forhalede han ved diplomatisk evne og sejg stædighed i lang tid mere vidtgående tyske indgreb end dem, der nu engang lå i tvangsforholdenes natur. Han indtog en solidarisk holdning med journalister der legalt eller illegalt modarbejdede besættelsesmagten. Det var ikke uden grund at tyskerne omfattede ham med mistænksomhed. Han var derfor også blandt de mange danske personligheder som de ved den totale magtovertagelse den 29. august 1943 arresterede og indsatte i Horserødlejren. Som de fleste øvrige blev H. snart efter frigivet, men i modsætning til andre der anså et sådant tvangsløfte for uforbindende, nægtede H. modigt at underskrive en erklæring om at han ikke fremtidig ville foretage noget der kunne skade tyske interesser. Ved Danmarks befrielse maj 1945 ønskede Politikens bestyrelse ikke desto mindre H. afløst som redaktør af en af bladets yngre medarbejdere. Ønsket var utvivlsomt også opportunistisk motiveret af befrielsens stemninger og blev i alt fald imødegået og dets opfyldelse forhindret af praktisk taget alle medarbejdere. Den daværende formand for medarbejderforeningen Povl Sabroe har resumeret situationen således: "Så stærk var tilliden til H. blandt Politikens medarbejdere, at de stod enigt sammen om ham, da Politikens bestyrelse efter besættelsen ville indsætte en ny redaktør, der kunne skaffe Politiken den forbindelse med frihedsbevægelsen, som bestyrelsen ikke før havde ønsket". I godt en snes år og indtil han faldt for aldersgrænsen forblev H. da redaktør og genoprettede i den tid ved sit overordentlige journalistiske talent, for det blad der var hans hele liv, dets fremherskende position i den danske presse.

Annonce

Familie

Forældre: tømrer Anton Nielsen (1859–1945) og Laura Hasager (1862–1929). Navneforandring 28.10.1912. Gift 1. gang 29.11.1912 i Hillerød med Sigrid Karen Margrethe Lange, født 23.8.1890, død 5.12.1974 i Paris, d. af tømmerhandler Carl Jacob Andreas L. (1857–1945) og Marie Cecilie Charlotte Harmsen (1860–1941). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1927 i Kbh. med Anne Kathrine (Kate) Casmose, født 13.1.1895 i Fredericia, død 18.11.1972 i Kbh., d. af sporvejsfunktionær Anders C. (1869–1953) og Jensine Hansen (1875–1922).

Udnævnelser

F.M. 1. 1957.

Ikonografi

Mal. af Ivan Opffer. Tegn. af Utzon Frank og af Hans Bendix. Foto.

Bibliografi

Erik Seidenfaden i forord til Nic. Blædels: Forbrydelse og dumhed, 1945. Harald Engberg i Politiken 24.3.1968. Merete Bonnesen sst. 10.5.1969. Povl Sabroe i Pressenist, årbog, 1969 59–66. Viggo Sjoqvist: Erik Scavenius II, 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Seidenfaden: Niels Hasager i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290865