Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Grunnet

Oprindelig forfatter ESei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Grunnet, Niels Peter Grønbech Grunnet, 20.11.1901-22.9.1974, redaktør. Født på Frbg, død i Charlottenlund, begravet i Ordrup. Allerede som 17-årig begyndte G. at skrive i den dengang mangfoldige konservative provinspresse som han kom til at arbejde for i forskellige byer i 11 år under hvilke han blev chef for nu afdøde blade i Svendborg og Kerteminde, og han var i kortere perioder medarbejder ved Jydske Tidende og B.T. 1933 knyttedes han til den daværende Pressens Radioavis, nu Radioavisen, som han blev ansvarshavende chefredaktør for 1939. Med en kort afbrydelse under besættelsen sad han i chefstolen i 32 år indtil han faldt for aldersgrænsen 1971. I en central stilling levede han således med i den voldsomme udvikling af radioens nyhedsformidling fra den næsten eksperimenterende tid i Vesterport til den omfattende organisation i Rosenørns Allé. – September 1944 flygtede G. til Sverige hvor han i samarbejde med den svenske Radiotjanst fik organiseret regelmæssige, til slut daglige danske nyhedsudsendelser over svenske radiostationer. Disse udsendelser, der havde ledende politikeres bevågenhed, havde i nogen grad til hensigt over for lytterne i Danmark at afbalancere den nyhedsformidling der gennem Dansk Pressetjeneste i Stockholm forsynede Sveriges radio og de danske udsendelser fra BBC og den amerikanske ABSIE-station med danske informationer. Der var på det atmosfæriske medieplan tale om en afspejling af den tids modsætninger mellem modstandsbevægelsen og "de gamle politikere". Også i kraft af G.s velkendte stemme blev de i besættelsestidens seneste fase stærkt aflyttede. Det var vel som røsten i radioen med hans til formålet overordentlig velegnede organ – han stod selv som oftest for nyhedernes oplæsning - at befolkningen gennem en menneskealder blev fortrolig med G. selvom måske de færreste kendte hans navn. Han lagde også selv vægt på anonymiteten. Men han var andet end en stemme. Han havde myndighed og administrativt talent. Måske mere embedsmand end journalist fastholdt han loyaliteten over for den til enhver tid siddende regering og mente at radiomonopolet forpligtede til neutralitet over for alle menings-retninger. Under hans seneste år som radioavisens chef mødtes han af kritik, af krav om at nyhedsformidlingen skulle være mindre kedelig, mere levende, mere militant eller mere engageret. G. fraveg imidlertid ikke sin overbevisning om monopolets forpligtelse til en nøgternt refererende holdning. Radioavisen skulle ikke være morsom, sensationel eller engageret, sagde han. Den har ikke noget der skal "sælges".

Familie

Forældre: frimenighedspræst, senere gårdejer Peter Timotheus Waldemar G. (1863-1932) og Sanne Elise Grønbech (1861-1947). Gift 3.6.1930 på Frbg. med Karen Stemann-Petersen, født 31.8.1904 i Kerteminde, d. af fiskeskipper Hans S.-P. (1876-1968) og Christine Jørgensen (1881-1968).

Udnævnelser

R. 1947. R.1 1954. K. 1964

Annonce

Ikonografi

. Foto.

Bibliografi

Per Møller og Kn. Secher: De danske flygtninge i Sverige, 1945. Kristeligt dagbl. 20.11.1971. Berl. tid. s.d. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Seidenfaden: Niels Grunnet i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290242