Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gerhard Nielsen

Oprindelig forfatter OBertolt
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Gerhard Nielsen, Gerhard Sofus Nielsen, 1.11.1871-1.5.1933, redaktør, politiker. Født i Ålsrode, Ålsø sg. ved Grenå, død i Kbh., begravet i Ålborg (Almenkgd.). N. voksede op i et politisk interesseret, grundtvigsk gårdmandshjem på Djursland, faderen var amtsrådsmedlem for venstre. Som yngre søn kom han i handelslære og blev udlært snedkersvend 1890 i Randers. Under påvirkning bl.a. af P. Sabroes agitation styrkedes hans sociale interesser; han blev formand for sin fagforening og hovedbestyrelsesmedlem i snedkerforbundet, kom i ledelsen for Socialdemokratisk forening og i kontrolkomiteen for Randers Social-Demokrat. 1905 blev han anmodet om at overtage lokalredaktionen af Social-Demokraten i Skive, og de følgende fem år gjorde han et stort arbejde for partiet i denne by og dens omegn. 1906 indvalgtes han og lærer N. Kjems som de første socialdemokrater i Skive byråd. 1910 blev N. forflyttet til Ålborg som redaktør af Nordjyllands Social-Demokrat, og hans evner som bladleder gav sig også her udslag i stærk fremgang for parti og presse. Han var medlem af Ålborg byråd 1913-17. Efter at have været folketingskandidat i Skivekredsen 1906 og 1909 og i Bælumkredsen 1913 blev han 1918 ved Ålborgkredsens deling opstillet og valgt i Ålborg vestre og blev siden genvalgt. N. var en beskeden mand, blottet for personlig ærgerrighed; han gjorde et støt og solidt arbejde ud fra en medfødt hjælpsomhed og retsindighed. På rigsdagen var han både afholdt og anset. Han var sekretær i folketinget 1918-24 og desuden stærkt benyttet i udvalgsarbejdet; medlem af det udenrigspolitiske nævn. Han var sit partis ordfører i retsplejespørgsmål, jernbanesager (statsstøtte til privatbaner), forsikringsvæsen og lejlighedsvis i kirkelige spørgsmål. Da H. P. Hansen 1932 blev forsvarsminister, valgtes N. til folketingets formand og røgtede dette hverv med besindighed og lune. Han fratrådte samtidig redaktørstillingen i Ålborg.

Familie

Forældre: gårdejer Niels N. (1821-1908) og Maren Sine Konradsen (1827-1912). -10.10.1896 i Linde ved Randers med Karen Andersen, født 2.1.1870 i Øster Tørslev, død 19.1.1954 i Ålborg, d. af gårdejer Anders Pedersen (1832-1905) og Bodil Nielsen (1843-1922).

Ikonografi

Mal. af E. N. Korlind, 1933 (folketinget).

Annonce

Bibliografi

Skive socialdemokrat 14.3.1910. Nordjyllands socialdemokrat 1.5. og 8.5.1933. Ålborg stiftstid. 1.5. s.å. Socialdemokraten 2.5. s.å.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Bertolt: Gerhard Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294946