Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.St.A. Bille

Oprindelig forfatter PLM
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.St.A. Bille, Carl Steen Andersen Bille, 1.7.1828-11.11.1898, redaktør, politiker. Født i Nykøbing S, død i Holbæk, begravet sst. B. har med henblik på sig selv skrevet at den der er født med "et gammelt, hæderligt og "fornemt" Navn, sætter Pris derpaa og det kan vel uvilkaarligt indvirke paa Aandsretningen i det hele"; men, tilføjer han, " den, der med et gammelt fornemt Navn lever under borgerlige Vilkaar og maa kæmpe sig frem Side om Side med alle andre er ikke let udsat for at dele Anskuelser med den hvem Fødsel og sociale Vilkaar fritager for Kampen." I virkeligheden blev det da også bestemmende for hans løbebane at han med sin ærgerrighed og virkelyst trådte ind i en nytid der bragte ligeligere muligheder for alle og usædvanlig store muligheder for medfødte og erhvervede fortrin. Ganske naturligt måtte demokrati og åndsaristokrati forenes hos ham, og lige så naturligt måtte det sidste få overhånd efterhånden som han nåede frem til at kunne undvære, ja til at føle sig hæmmet af de udjævnende lighedsprincipper. Sorø akademi gav ham det første præg af dansk akademiker på godt og ondt: man avancerede gennem klasserne fra tyranniserede til tyranner, idet dog den raskeste og bedst begavede havde et særligt forspring; i gymnasietiden modtog man de første indtryk af tidens nationale, æstetiske og politiske bevægelser. (I den anonyme bog "Skoledrenge" har B. givet en oplysende, om end på væsentlige punkter overfladisk skildring af livet her).

1846 dimitteredes han til universitetet, begyndte at studere jura, vel med et dommerembede for øje, og 1853 tog han eksamen med laud, uagtet han for længst var blevet interesseret og optaget på andre felter. Han fulgte ivrigt med i krigstidens og den første frihedstids offentlige liv og besøgte i sommeren 1848 det revolutionære Paris. Hans lyst til at være aktivt med bragte ham i forbindelse med bogtrykker Sally B. Salomon der ønskede at omdanne det upolitiske Nyeste Postefterretninger, som han udgav siden krigsårene, til et virkeligt dagblad. Middagsposten begyndte 3.4.1851, og allerede inden 1.7. da B. anonymt overtog redaktionen bragte det enkelte mere personlige artikler fra hans hånd; derefter tiltog "lederne" i antal. 24.11. blev bladet morgenavis med navnet Dagbladet og med udtalt nationalt og liberalt program. 1.1.1853 blev B. dets ejer. Foruden på ledere om de aktuelleste offentlige spørgsmål lagdes der vægt på et afvekslende stof: litteratur, teater, kommunale forhold og alskens nyheder; handelsefterretninger samledes snart i en særlig rubrik. 1860–64 bragte bladet i reglen hver uge en fransk oversigtsartikel om dansk storpolitik med det formål at påvirke den offentlige mening i udlandet. Om end spalternes antal, selv efter de hyppige udvidelser, var ringe sammenlignet med moderne avisers kom Dagbladet til at betegne noget af et journalistisk gennembrud og fik en særegen plads blandt samtidens blade. Medens det kun meget småt og langsomt kunne arbejde sig frem som annonceorgan på grund af Berlingske Tidendes og Adresseavisens gamle privilegerede stilling, gjaldt det hurtigt at kappes med de to nyere blade, som meningsdannende organ med Fædrelandet, og som efterretnings- og underholdningsorgan med Flyveposten. Dette lykkedes ganske, takket være gunstige konjunkturer, men endnu mere takket være redaktørens snarsyn og diplomatiske sans under udnyttelsen af dem, hans forening af fasthed og smidighed under døgnets mange små problemer, og hans mangfoldige evner som skribent og praktiker -vel også takket være den omstændighed at han ingen sinde var meget forud for eller på tværs af det publikum han ville tjene og tjenes af. – B. besad en overordentlig arbejdskraft, hurtig tilegnelsesevne, stærk hukommelse for ting og personer, myndighed og omgængelighed over for medarbejdere, frejdighed og initiativ forenet med nøgtern sikkerhed i sine dispositioner, glæde ved saglige enkeltheder og blik for at indordne dem under et fælles synspunkt. Han blev en meget vidende mand, også en praktisk sprogkyndig. Uden at slippe tanken på en stadig større fremtid varetog han "en dansk Redaktørs mangeartede Beskæftigelser og Enepigeforretninger". Samtidens store beundring for hans pen kan synes os overdreven; hverken som kritisk eller idéforkyndende skribent kan han få plads i dansk litteratur jævnsides med journalister som Meïr Goldschmidt, C. Ploug eller V. Hørup; men han mestrede klart og fornøjeligt et større og alsidigere stof end nogen af dem, og at hans mange og lange artikler om 1850ernes indviklede statsretlige forhold fandt villige læsere vidner stærkt om hans gaver som populær fremstiller og ræsonnør. End ikke i sin højest vurderede journalistiske egenskab som polemiker står han i forreste række; hans satire og hans invektiver er lidet frodige; ihærdigheden og selvsikkerheden var hans styrke. Hvor Ploug impulsivt kastede sig over den eller det der just havde hans uvilje, fremholdt B. så uafladeligt det samme vrængbillede af vedkommende mænd eller sag at det blev stående i publikums bevidsthed.

Ved Dagbladets kraftige forsvar af de liberales dobbelte front mod konservative og bondevenner under C. A. Bluhmes og A. S. Ørsteds ministerier blev dets første par år bestemmende for dets hele særpræg og skæbne. B.s hånlige fordømmelse af landets godsejerstand som sådan er overskygget i mindet af hans tilsvarende latterliggørende kritik af bondepolitikerne, og sagtens ligger hans største historiske betydning også i den næring han derved gav til et varigt klasse-fjendskab mellem borger og bonde. Ganske vist skelnede han altid her omhyggeligt mellem standen og dens politiske repræsentanter, af hvilke de fleste ledende tilhørte byoverklassen, og set i deres sammenhæng rummer hans navnkundige udtryk "Menigmandighed", "Transtøvler" osv. egentlig ingen social fordom; han og hans var desuden på mange måder de først udfordrede. Men hans overlegenhed over for de menige bonderigsdagsmænd – "Dromedarer, indbrændte med 1. A. Hansens Mærke" – føltes uvilkårligt som typisk standshovmod og udnyttedes bevidst af modstandere der forstod sig lige så godt som han selv på den populære agitations metoder. Allermest skæbnesvanger blev vel B.s underkendelse af grundtvigianismens værd og fremtidsbetydning som folkelig faktor ("Grundtvig og hans Eftersnakkere", skrev han 1860, "har snart ikke andet Publikum for deres forskruede Affektation end den laveste Bærme"); herved skabtes unødvendige gnidninger inden for det nationale arbejde, endog i Sønderjylland. På den anden side tør det antages at B.s imødekommen på dette punkt af gammel åndelig fordom og nyt materielt nid hos byernes mellemstand har gavnet hans bestræbelser for at vinde den for den nye tids politiske grundsætninger, så de abonnenter der droges fra Flyveposten til Dagbladet blev nationalliberale i stedet for reaktionære. (Endog indførelsen af næringsfrihed hvorom B. var enigere med sine landbofjender end med sit bypublikum lagde ham ikke ud med dette).

Annonce

Under det Ørstedske ministerium var Dagbladet genstand for en række retslige forfølgelser for fornærmelser mod regering og suveræn; for ikke at unddrage sig ansvaret satte B. fra 30.5.1854 sit navn på bladet. Efter ministeriets fald dec. 1854 opgaves processerne, og Dagbladets senere mange injurieprocesser påførtes det af enkeltmænd (M. A. Goldschmidt, Geert Winther o.fl.). Til de følgende regeringer hvis mest betydende mænd var nationalliberale stod Dagbladet gennemgående så godt at man ofte, trods dets indsigelser, regnede det for deres talerør. Det tilfaldt Dagbladet at lempe sit borgerskab over fra en fordringsfuldere opposition til en nøjsommere regeringsvenlighed; det blev en hovedforsvarer af den konstitutionelle helstat med dens indskrænkede valgret i mangel af den uopnåelige Ejderstat med dens junigrundlov, som Fædrelandet var mere uvilligt til at give afkald på. B.s tro på programmet fra 1848 var utvivlsomt ægte nok så han uden hykleri kunne anklage bondevennerne for at bringe den almindelige valgret i miskredit; men han var opportunist både i kraft af en vis bon sens og af sin åndelige begrænsning, og han havde intet imod at drage bladmæssig fordel af et nært forhold til de ledende, blot det ikke blev til fast afhængighed. Helt frafaldt han ikke kritikerens rolle i al den tid, de nationalliberale var ministre; dog fæstnedes forbundet med dem afgørende under det bondevenlige ministerium Rotwitts korte mellemregering 1859–60. Til forskel fra Fædrelandet (der også havde grundtvigske sympatier) tog Dagbladet heftigt de afskedigede ministres parti, gik løs på venstrepolitikerne som aldrig før og kælede for den vulgære forbitrelse i hovedstaden mod regeringen og hoffet. Det følgende nationalliberale ministerium rummede ikke dem af de tidligere ministre der havde været forbeholdne over for B.; det prægedes af C. C. Hall, hvem han stod personlig nærmest og bedst forstod, og Dagbladet og regeringen fulgtes ad både under de første års forsigtigere holdning i det slesvigske spørgsmål og under det afsluttende brud med de tyske magter. 1863 stod bladet på sin højde af udbredelse og anseelse. Det havde nu også overstrålet Fædrelandet. Bladteknisk set havde redaktøren udnyttet sine iagttagelser fra udflugter til England 1856 og 1862 (hans rejsebreve er samlet i Skizzer fra England, 1856 og 1858 og Breve fra London under Verdensudstillingen, 1862), så vidt de mindre danske forhold tillod det. I Kbh.s borgere havde han også tag på grund af sin kritik af det ildesete politi og sin hele fremskridtsvenlige kommunalpolitik. Juni 1861 var han valgt i Kbh.s 5. kreds til medlem af folketinget, og han viste samme dygtighed og slagfærdighed i den mundtlige debat som i den skriftlige. Han var ordfører for hovedstadens nye politilov 1862. Ved private som ved offentlige festligheder hørte hans faste, lille, trinde skikkelse til de hyppigst og helst sete.

Årene 1864–66 er et vendepunkt for B.s karriere. Ikke noget umiddelbart kendeligt; han blev stadig læst og påskønnet, men hans position påvirkedes i det lange løb af det store vanheld for den udenrigspolitik han havde fulgt så langt at han endog hævdede Danmarks mulighed for at tage det op med fjenderne uden allierede. I samme retning virkede hans bitre bekæmpelse af de regeringer der kom til at afløse hans venner, navnlig hans opposition mod fredstraktaten og hans påstand om at det nye kongehus' tronfølgeret bortfaldt ved kuldkastelsen af London-traktaten (i den anledning dømtes han ved kriminalretten til et års fængsel, men frifandtes ved højesteret). Et nyt stød fik hans anseelse som udenrigspolitisk vejleder da den fransk-tyske krig faldt så helt anderledes ud end han havde imødeset. Mens han stedse havde taget nogen afstand fra den praktiske skandinavisme Ploug troede på, byggede han efter 1864 udelukkende på Frankrig; han var i forståelse med sønderjyder, navnlig Hans Krüger, om en påtænkt henvendelse til Frankrig angående Pragfredens artikel 5 og bragte dem i forbindelse med sine partifæller og med den franske politiker T. Morin. I juli 1870 var han både offentligt og underhånden virksom for at Danmark skulle blive Frankrigs krigsallierede. Grundlovsændringen 1866 gav han en kølig godkendelse; de følgende års udvikling da det svækkede nationalliberale parti efterhånden førtes sammen med godsejerne, og da borgerstanden, også under indflydelse af nyere populære aviser, blev mindre politisk frisindet, gjorde det nødvendigt for ham at tage sit parti. Det blev da til at han 29.2.1872 aftrådte redaktionen af Dagbladet til Vilhelm Topsøe og solgte ejendomsretten til et konsortium. Et stort udvalg af sine ledende artikler samlede han i Tyve Aars Journalistik I-I 11, 1873–77. Sin plads i rigsdagen beholdt han og indvalgtes desuden i Kbh.s borgerrepræsentation. Men hans egentlige historiske gerning var nu endt, og de planer han antoges at nære om ad parlamentarisk og administrativ vej at nå til en lignende plads i staten som de ældre nationalliberale akademikere lykkedes ikke. I rigsdagen blev han storpolitisk set kun en virkningsfuld debattør hvis polemik mod venstres skolelærere, "de halvstuderede Røvere", ikke engang altid passede konservative landborepræsentanter; han var henvist til en mindre gruppe mellem de to hovedpartier, og også i den dominerede endnu de store gamle. Som finans-udvalgsmedlem og som ordfører for love udrettede han dog adskilligt praktisk arbejde. 1872–76 var han direktør for Det københavnske byggeselskab der ikke blev en økonomisk succes, men bidrog til at give de nye kvarterer deres præg. Et længere ferieophold affødte Erindringer fra Rejser i Italien I–II, 1877–78, en let læst turistbog om landets natur, folk og historiske minder. 1878 rejste B. til England på opfordring af landhusholdningsselskabet i anledning af truslen om lovbefalet indskrænkning eller standsning af den danske kvægimport. Gennem sine politiske og journalistiske forbindelser (han havde været fast korrespondent for The Times og bidrog stadig lejlighedsvis til det) fik han afvendt faren, og den betydelige tjeneste han herved gjorde dansk landbrug anerkendtes ved selskabets Collinske medalje. 1880 udnævntes han til chargé d'affaires og generalkonsul i Washington; 1881 forfremmedes han til ministerresident. Hans hurtige overblik og omhyggelige flid fornægtede sig heller ikke her, og hans indberetninger der for en del er offentliggjort (Det store Vesten, 1883), gav god orientering. Hans gesandttid var dog for kort og hans menneskelige indstilling vel også for snæver til at han kunne udrette noget væsentligt for den sværeste og vigtigste opgave, opretholdelsen af de danske udvandreres nationale sammenhold. 1884 tog han sin afsked og slog sig ned i Kbh., men da hans ønske om overpræsidentstillingen her ikke gik i opfyldelse modtog han 1886 udnævnelse til sin foretrukne medbejlers efterfølger som amtmand over Holbæk amt. Han varetog denne stilling til sin død men havde dog indgivet afskedsansøgning forinden. Han blev en dygtig og vel lidt embedsmand, om end hans autokratiske ledelse af amtsrådet kunne vække kritik, og om end den udprægede venstrestemning i hans distrikt kunne vanskeliggøre stillingen for den nu afgjort højresindede øvrighedsperson. 1892 søgte han i Holbæk valg til folketinget, men opnåede kun 1127 stemmer mod venstrekandidatens 1290. At han vedblivende følte sig i overensstemmelse med sin fortid fremgik af hans virksomhed for sit forsvundne partis minde; hans nekrologer og andre tilbageskuende bidrag til blade og tidsskrifter og hans artikler i C. F. Brickas Biografisk lexikon giver meget værdifulde bidrag til tidshistorien og udgør ved deres form hans bedste adkomst til en plads i litteraturen. – Kammerherre 1884.

Familie

Forældre: toldkontrollør Holger Adolf B. (1799–1866) og Karen Dorothea Frederikke Meisler (1803–64). -8.6.1859 i Kbh. (Frue) med Louise Mogensine Ipsen, født 10.7.1841 på Frisholt (nu Ormstrup), Viborg amt, død 31.12.1926 i Kbh., d. af godsejer Johan Georg I. (ca. 1814–52 og Fanny Caroline Elisabeth Rée (1814–43).

Udnævnelser

R. 1880. DM. 1890. K2 1894.

Ikonografi

Karikerende træsnit efter Klæstrup, 1863, træsnit 1864, træsnit 1867 efter B. Olsen: Højesteretssagen. Mal. af Carl Bloch, 1869 (Fr.borg). Litografi efter foto 1872, træsnit herefter af H. P. Hansen, 1872. Tegn. af H. Nik. Hansen er forlæg for træsnit af J. F. Rosenstand, 1875. Træsnit 1864, 1866, 1869 og 1879. Buste af V. Bissen på graven. Foto.

Bibliografi

[C. St. A. B.] Skoledrenge, af en af dem, 1886. – Danm.s adels årbog VII, 1890 105. Zodiacus: Parlamentariske stjernebilleder, 1875 79–90. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 162–67. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. Joseph Michaelsen: Fra min samtid, 1890 85–88. Th. Graae: Moderne profiler, 1892 99–107. N. Neergaard: Under junigrundloven I–III, 1892–1916. Fr. v. Jessen i III. tid. 27.11.1898. Holbæk amts avis, 12.11.1898. V. Hørup i Skrift og tale III, 1904 281–86. St. A. Bille i Mit hjem, 1912 1–4. Aage Friis: Danm. ved krigsudbruddet 1870, 1923. Kriegers dagbøger I–VII, 1920–25. Povl Bagge i Den danske regering og Nordslesvigs genforening med Danmark IV, 1959. Knud Vohn i Festskr. til Astrid Friis, 1963 265–96. – Breve i Kgl. bibl. Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul Læssøe Müller: C.St.A. Bille i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286955