Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Inga Dahlsgaard

Oprindelige forfattere MeHa og KPoul

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Inga Dahlsgaard, 19.9.1909-17.10.1989, programredaktør. Inga Dahlsgaard flyttede 1927 til Kbh. hvor hun 1929 tog studentereksamen og derefter blev optaget på tandlægehøjskolen. Fra 1932-1947 virkede hun som tandlæge. 1949 blev hun ansat i Statsradiofonien og arbejdede her - fra 1964 som programredaktør og souschef i kultur- og aktualitetsafdelingen - indtil hun 1974 forlod Danmarks radio.

Inga Dahlsgaard var allerede som ganske ung stærkt interesseret i politiske og sociale spørgsmål. Fra 1949 til 1965 var hun medlem af Socialpolitisk forenings forretningsudvalg. Efter at hun 1934 var blevet medlem af Dansk kvindesamfund blev det især kvindernes problemer hendes indsats koncentreredes om. Fra 1944 til 1965 var hun medlem af DKs hovedbestyrelse og 1948-1959 af Danske kvinders nationalråds styrelse. I årene 1945-1962 var hun redaktør for "Kvinden og Samfundet" der spillede en betydelig rolle som opinionsdannende organ. Her fik hun i utallige ledere anvendelse for sin sans for de problemer der var oppe i tiden og sin evne til at formulere problemer og standpunkter klart og overbevisende. 1945 skrev Inga Dahlsgaard en pjece Lige Løn for Mand og Kvinde. Her pegede hun bl.a. på kvindernes utilstrækkelige løn også i de udprægede kvindeerhverv og fremhævede betydning af kvindernes uddannelse og erhvervsvalg for deres placering på arbejdsmarkedet. Samme år skrev hun - i samarbejde med sin mand - en pjece Skat og Ægteskab. I denne fremlægges en række kendsgerninger, og der argumenteres for særskilt beskatning af den gifte selverhvervende kvindes indtægt. Samtidig fremhævedes det urimelige i den umyndiggørelse de dagældende skattelove indebar for gifte kvinder. De tanker Inga Dahlsgaard dengang gjorde sig til talsmand for blev i hovedsagen realiseret, men først efter en årrække. Det var hendes opfattelse at selverhvervende kvinder ofte fik mere forståelse af tidens problemer end de kvinder der gik meget op i de huslige sysler. Efter hendes opfattelse kunne deltidsarbejde derfor være ønskeligt for kvinder med små børn.

1945 rejste den ugifte skoleinspektør Inger Merete Nordentofts ansøgning om orlov i anledning af at hun skulle have et barn heftig diskussion. Inga Dahlsgaards opfattelse var at enhver kvinde måtte have ret til at få et barn, også udenfor ægteskab. Dette standpunkt kunne dengang ikke blive Dansk kvindesamfunds. Men også her blev hendes synspunkt senere alment accepteret.

Annonce

I de første år Inga Dahlsgaard virkede i Statsradiofonien beskæftigede hun sig især med kvindespørgsmål, herunder dog også med sociale problemer. En rejse til Ceylon 1955 gav stødet til en række udsendelser og foredrag m.v. om ulandene - ikke mindst kvindernes situation - både i Asien, Afrika og Sydamerika. 1966 blev hun medlem af rådet for internationalt udviklingssamarbejde. Blandt Inga Dahlsgaards mange hverv i kommissioner m.v. skal omtales at hun 1964-80 var formand for Statens husholdningsråd, 1965-74 af statsministeriets kvindekommission og 1972-79 af Monopolrådet. Efter at Inga Dahlsgaard forlod Danmarks radio redigerede hun bogen Kvindebevægelsens Hvem-Hvad-Hvor og skrev flere af bogens afsnit samt et stort antal af de i den indeholdte biografier.

Inga Dahlsgaard modtog 1959 Ingrid Jespersens legat for sin indsats i kvindesagen.

Familie

Inga Dahlsgaard blev født i Nykøbing Mors.

Forældre: lærer, forfatter Christen Severin Marius D. (1879-1941) og Dagmar Jensen (1878-1948). Gift 25.11.1936 i Kbh. (b. v.) med departementschef Erik Ib Schmidt, født 5.3.1911 på Frbg., død 5.12.1998, s. af direktør Carl Holger S. (1866-1924) og Ellen Thomsen (1879-1916).

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Karen Poulsen: Inga Dahlsgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288640