Harald Engberg-Pedersen, 4.6.1916-15.5.2010, programchef. Født i Tranbjerg, Jylland. E. blev student fra Århus katedralskole 1935 og cand. polit. 1941 hvorefter han blev sekretær i tolddepartementet og lærer ved handelshøjskolen i Kbh. 1942 blev han universitetsmanuduktør og opgav da sin administrative stilling men var fortsat lærer på handelshøjskolen. I 1945 var han medarbejder ved Morgenbladet. Fra 1946 virkede E. ved forskellige højskoler, først på Krabbesholm til 1950, herefter ved Den frie lærerhøjskole og folkehøjskolen i Ollerup; 1954 blev han lærer på Krogerup højskole. Det er navnlig virksomheden på Krogerup der gjorde E. kendt som en moderne og frisindet højskolemand. Han blev forstander for Krogerup 1956 og samme år formand for Foreningen af høj- og landbrugsskoler. 1964 blev han direktør for ungdomsundervisningen hvor han forstod at nyttiggøre sine erfaringer som lærer i stillingen som statens tilsynsførende.

1968 bad Askov højskoles bestyrelse E. om at overtage stillingen som forstander. E. tiltrådte denne stilling i det år hvor "ungdomsoprøret" begyndte. På højskolerne gav oprøret sig udslag i et krav om medbestemmelsesret for eleverne både m.h.t. ordensregler og undervisningsplan. På Askov delte graden af sympati for disse krav lærerforsamlingen. E. fulgte her det frisindede mindretal, og det førte til at han måtte søge sin afsked i okt. 1970. E. fik kort efter stillingen som administrator for Roskilde universitetscenter, og to år efter blev han programchef for undervisningsafdelingen i radio og TV; denne post bestred han indtil 1985. Også her gav hans virksomhed der hvilede på den opfattelse at sand oplysning om vore vilkår må være kritisk – ikke mindst over for systemets magthavere – anledning til debat. E. var medlem af rådet for ungdoms- og voksenundervisningen og UNESCOs nationalkommission; formand for kontaktudvalget mellem ungdomsorganisationerne og centraladministrationen. Han var næstformand for Kofoeds skole. Han var medlem af kontroludvalget vedr. politiets og forsvarets efterretningstjeneste 1964-87.

Familie

F: elektroinstallatør, senere forretningsfører Frede Pedersen (1886-1954) og Thora Engberg (1886-1972). Gift 31.12.1944 i Mellerup med barneplejer Ingrid la Cour Møller, født 14.1.1923 på Rønshoved højskole, d. af højskoleforstander Aage M. (1885-1978) og Julie Vilhelmine la Cour (1885-1961).

Udnævnelser

R. 1965.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Hojskolebladet, 1970 nr. 41-49 (Askov-debatten). Lisbeth Skov Larsen i Weekendavisen 24.11.1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig