Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelm Carlsen

Oprindelig forfatter JVChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vilhelm Carlsen, Hans Heinrich Vilhelm Carlsen, 5.1.1850-13.6.1914, journalist. Født i Ålborg, død i Hellerup, begravet i Hjørring. C. uddannedes som typograf og journalist ved faderens blad Aalborg Stiftstidende. Kun 22 år gammel blev han opfordret til at overtage ledelsen af det ved årsskiftet 1872-73 oprettede Vendsyssel Tidende i Hjørring. Hans alsidige og initiativrige personlighed prægede bladet og hele det sociale, politiske og økonomiske arbejde der udførtes i landsdelen og gav den skikkelse både åndeligt og landskabeligt. Fredssagen, afholdssagen og plantningssagen var nogle af de spørgsmål, C. viede sin største indsats. Han var i ti år medlem af Danmarks afholdsforenings hovedbestyrelse og medstifter af Sammenslutningen af danske afholdsorganisationer. Journalistisk og teknisk var han stadig optaget af alt nyt. 1894 oprettede han den første billedreproduktionsanstalt ved et provinsblad.

Omkring århundredskiftet hidførte en ændring ved bladet som C. hidtil havde været eneejer af, men som han da overdrog til et interessentskab (C. selv, Jørgen Berthelsen, Vilh. Lassen, Herman Bing og. H. Witzansky) nogen politisk uro, hvorfor der dannedes et aktieselskab af egnens folk til overtagelse af bladet. Dette gav C. mere tryghed for fremtiden, og i de følgende år udfoldede han en rig og mangeartet virksomhed. Ved bladets 40 års jubilæum (2.1.1913) gav han et samlet udsyn over sin livsgerning og over udviklingen i den landsdel hvor han havde virket. C. var en frisk og alsidig skribent med personlig stil; han havde et poetisk sind der gav sig udslag i smukke lejlighedssange, hvoraf flere bl.a. findes i afholdssangbøgerne. 1912 gav han for provinsens vedkommende hovedstødet til den store radium-indsamling. Han har udgivet Krigen, som den er, 1892, og en turistbog for Hjørring amt.

Familie

Forældre: faktor, senere redaktør Heinrich Martin Emil C. (1817-99) og Regine Cathrine Henriette Staudt (1823-74). Gift 17.5.1874 i Ålborg med Caroline Eleonora Lautherborn, født 28.1.1855 sst., død 31.10.1926 i Kbh., d. af typograf, senere faktor og kammerassessor Andreas Ferdinand L. (1827-1902) og Methea Petrea Nicoline Maarup (1826-1904).

Annonce

Ikonografi

Granitstatue af A. Bundgaard, 1920 (anlægget Christiansgave, Hjørring). Foto.

Bibliografi

Journalisten 1.12.1906. Vendsyssel tid. 14.-21.6.1914. Otto Kristensen sst. 16.12.1922. Th. Larsen: En gennembrudstid, II, 1921-22. Dansk provinspresse, 1925 88f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
J. V. Christensen: Vilhelm Carlsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288130