Viggo Barfoed, Viggo Andreas Barfoed, 31.12.1895-14.12.1948, journalist, forfatter. Viggo Barfoed blev student 1913 fra Ålborg, men gik s.å. over i journalistisk virksomhed ved Horsens Avis, 1917 ved Aalborg Amtstidende, 1918 ved B.T., 1926 ved Dagens Nyheder og 1934 ved Berlingske Tidende.

Allerede i Ålborg signerede han sine daglige vers om døgnets begivenheder med det siden fastholdte mærke "Ærbødigst". Hans vers var ikke særlig ærbødige, men velformede og vittige, nærmest lidt i stil med Wessels.

Hovedstadspressen knyttede ham til sig allerede 1918, og i de følgende år kommenterede han døgnets store og små begivenheder på vers. Viggo Barfoed havde et skarpt blik for de menneskelige svagheder som de viste sig i det offentlige og politiske liv, og han vandt sig en så betydelig vennekreds blandt læserne at redaktionen af B.T. halvvejs mod hans vilje 1921 kunne udsende et udvalg af 15-1600 vers fra de sidste tre-fire år som allerede 1922 efterfulgtes af en ny samling fra det pågældende år (27. samling 1948, alle med illustrationer af hans åndelige tvillingbroder på humorens område, tegneren Herluf Jensenius). 1945 udsendte han Især for Slægt og Venner, rimede Barndomserindringer, og i 1949 kom Ærbødigst. Udvalgte Viser og Vers. Forord af Hans Brix og efterskrift ved H. Topsøe-Jensen.

Hans indsats i dansk journalistik har for længst gjort hans mærke landskendt. Uden at synes tynget af den daglige opgave formåede Viggo Barfoed med forbavsende oplagthed, utrættelig opfindsomhed og frodigt humør at belyse den komiske side ved de mest forskelligartede forhold og personer, og med sund dømmekraft og sikker takt gav han på sin vis ofte et værdifuldt bidrag til læsernes skøn over dagens og vejens brogede hændelser. Fra 1930 har Viggo Barfoed endvidere leveret versificerede kauserier til Den danske statsradiofoni og endelig skrevet en række operettetekster og viser til Blæksprutten m.m.

Familie

Viggo Barfoed blev født i Hyllested, Djursland, døde på Skt. Lukas stiftelsen, Hellerup, urne på Ordrup kgd.

Forældre: residerende kapellan i Sønder Omme-Hoven, senere sognepræst, sidst i Nørre Tranders Hans Ulrik Møller Barfoed (1862–1922) og Thyra Dagmar Juliane Margrethe Christine Petersen (1864–1952). Gift 1. gang 31.12.1920 i Nørre Tranders, Ålborg amt med Dina Rigmor Agnete Nielsen, født 30.3.1896 i Hillerød, død 12.2. 1930 i Hellerup, d. af maskinsnedker, senere snedkermester Søren Rasmus N. (1874–1948) og Maren Kristine Jørgensen (1874–1972). Gift 2. gang 12.12.1944 i Gentofte (b.v.) med Atka Ingeborg Andresen, født 3.6.1910 i Sønderborg (gift 2. gang 1954 med civilingeniør Jens Møller, født 1901, gift 1. gang 1931 med Erna Rigmor Larsen, 1899–1951), d. af malermester Peter A. (1887–1970) og Anna Louise Weber (1887–1963). – Bror til Per Barfoed.

Ikonografi

Tegninger af H. Jensenius, Otto Christensen og Gerda Ploug Sarp. Foto.

Bibliografi

Fr. Birkedal-Barfod: Statntvl. over slægten Barfod-Barfood-Barfoed, 1925 126. Studenterne 1913, 1938 71. Thyra Barfoed: Erindringer (trykt som manus.), 1935. Mogens Knudsen: Ærbødigst, en borgerlig humorist, 1945. Carl Th. Jørgensen: Horsens Boy, Danm.s Ærbødigst, 1956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig