Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

R. Besthorn

Oprindelig forfatter FdeFon
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

R. Besthorn, Rasmus Olsen Besthorn, 29.10.1847-20.8.1921, journalist, orientalist. Født i Hillerød, død i Charlottenlund, begravet på Frbg. (Solbjerg). B. blev student 1867 fra det v. Westenske institut. Han måtte af økonomiske grunde allerede 1869 søge journalistisk beskæftigelse, dog uden derved helt at afbryde sine historiske og sproglige studier, særlig over den spansk-arabiske middelalder som han allerede i sin skoletid havde interesseret sig for. Men først som ti års student fik han det fornødne otium til afsluttende eksamenslæsning og blev 1880 cand. philol. Han genoptog nu sine yndlingsstudier, navnlig studerede han arabisk i flere semestre hos professor v. Mehren og opnåede 1884 accessit for en af universitetet udsat prisopgave At undersøge Oprindelsen til det af arabiske Forfattere fulgte almindelige System for den arabiske Grammatiks Behandling og fremstille dettes videre Udvikling. I foråret 1885 foretog han med understøttelse fra universitetet en rejse til Paris hvor han i nationalbibliotekets arabiske manuskripter samlede materiale til en biografi af den spansk-arabiske digter Ibn-Zaidun og udgivelsen af hans rimbrev til Ibn-Djahvar. Maj 1889 forsvarede B. sin doktorafhandling herom: Ibn-Zaiduni vitam scripsit epistolamque ejus ad Ibn-Dschahvarum scriptam nunc primum edidit R. O. Besthorn. – Samtidig med en omfattende journalistisk virksomhed, 1881–1918 som udenrigspolitisk medarbejder ved Nationaltidende, fra 1918 ved Berlingske Tidende, formåede B. længe at bevare og udnytte sine orientalske interesser. Dog søgte han forgæves ved v. Mehrens afgang 1898 professoratet ved Kbh.s univ. i semitisk-østerlandsk filologi. -Sammen med J. L. Heiberg (1854–1928) har B. udgivet og oversat til latin de første fire bøger af Al-Hadjdjâdjs arabiske oversættelse af Euklids elementer (Pars I–III, 1, 1893–1910) efter den for matematikkens historie betydningsfulde Codex Leidensis 399,1. Fremdeles udførte han sammen med A. A. Bjørnbo forarbejderne til de af den schweiziske professor H. Suter 1914 (i Vidsk. selsk. skr. hist. og filosof, afdel., 7.r.III, 1, 1914) udgivne Astronomische Tafeln des Muhammed Ibn Mûsâ al-Kvârizmi efter Athelhard af Baths latinske oversættelse, et for astronomiens historie særdeles vigtigt værk. Endelig har han i "Verdenskulturen" III, 1907 givet en kortfattet skildring af Arabisk Kultur i Middelalderen. – En frugt af B.s journalistiske virksomhed er bøgerne Alexander III og Nikolaus II, 1895, Den store Krigs Mænd, 1916, Aarsagerne til Verdenskrigen, 1918 og Verdenskrigen og dens nærmeste Forudsætninger (i Gyldendals Verdenshistorie VI, 1921). Desuden har han til "Tilskueren", "Gads Magasin" og "Ringeren" leveret en lang række instruktive, livligt skrevne udenrigspolitiske oversigtsartikler. Som udenrigspolitisk kronikør var B. skattet i vide kredse. Han udformede sin egen, stærkt personligt prægede, meget livfulde, undertiden lidt søgte stil der imidlertid dækkede over en omfattende viden og erfaring på det udenrigspolitiske område, særlig om alt vedrørende Tyskland og den almindelige europæiske storpolitik.

Familie

Forældre: tjenestekarl, senere landhøker Jakob Olsen og Johanne Pedersdatter. Plejesøn af skomagermester, senere værtshusholder i Kbh. August Wilhelm B. (1819–79, gift 2. gang med Augusta Marie Andersen, ca. 1836–85) og Ane Kirstine Olsen (ca. 1815– 68). Navneforandring 30.12.1905. Gift 20.12.1881 i Kbh. (Johs.) med Amalie Emilie Marie v. Würden, født 5.2.1851 i Frederiksværk, død 29.10.1917 i Charlottenlund, d. af assistent ved, senere bestyrerer af geværfabrikken Martin Frederik v. W. (1798–1887) og Anna Amalie Petrine Møller (1818–79).

Ikonografi

Buste af A. Schierbeck, 1915. Mal. af Emil Krause, 1917, tegn. af samme 1918 (Fr. borg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Selvbiogr. i Univ.program, nov. 1889 188–90. Årbog for Kbh.s univ. 1897–98, 1899 652 654. III. tid. 1912 440. Nationaltid. 28.10.1917. H. Falkenfleth i Journalisten XIII, 1917 45–47.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. de Fontenay: R. Besthorn i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286892