Ove Rode, 31.8.1867-11.7.1933, journalist, politiker. Ove Rode tilbragte en del af sine første barndomsår sammen med broderen Helge på Skovgård højskole i Ordrup hvor deres far var forstander på den for morfaderen Orla Lehmanns midler anlagte skole. Da moderen forlod hjemmet for at slutte sig til den norske politiker og journalist Erik Vullum, og faderen kort efter døde kom Ove og Helge 1879 til Kristiania. Rode påvirkedes varigt under opholdet af norsk åndsliv og politik som netop i disse år var særlig intenst. Til hjemmets omgangsvenner hørte Bjørnstjerne Bjørnson, Johan Sverdrup, Johs. Steen o.m.a. fortrinsvis fra venstre-kredse. Ove Rode tog i gymnasietiden livligt del i tidens rørelser og var tidligt moden. 1886 vendte Rode efter studentereksamen og filosofikum tilbage til København tilskyndet af moderen som hele tiden havde holdt Danmark og ikke mindst Orla Lehmann levende for ham. I København sluttede Ove Rode sig til Studentersamfundet. Det var tanken at han skulle studere fransk, men det blev aldrig til noget. Med sig bragte han nemlig en betydelig arv efter sin mormor Marie Lehmann f. Puggaard. For den udgav han i nogle måneder 1887 det provokerende studenterblad Piraten og efter journalistik i Politiken 1888–89 fra 1889 det mere seriøse aristokratisk-radikale dagblad København. Politik var i disse år frustrerende for unge radikale, og nogen klar politisk opfattelse kom ikke til udtryk i bladets fribytteragtige linje. Det gav plads for Herman Bang, Gustav Wied, Carl Ewald og mange andre unge digtere og lagde vægt på affærejournalistik og på at forarge det bigotte københavnske borgerskab. Ove Rode nåede da også 1894 at få to måneders fængsel for blasfemi – dog for en artikel der var skrevet af en anden og i Rodes fravær antaget af Carl Ewald. Blandt Københavns yndlingsofre var P.A. Alberti hvis adfærd ikke mindst i sagen mod Hans Dønnergaard blev underkastet nærgående omtale. Ove Rodes artikler mod Alberti medførte en snes injuriesager og kostede ham et betragteligt beløb.

Efterhånden var Ove Rodes midler opbrugt, og han søgte ny kapital tilført ved 1890 at optage Johan Knudsen i redaktionen og senere kultusminister Jacob Scavenius' søn Peer Scavenius, hvis indflydelse på avisen medførte at den periodisk støttede højre-synspunkter. I juli 1892 solgtes København til Scavenius for 5000 kr. kontant til Knudsen og en årlig ydelse til Ove Rode indtil bladet gik ind 1930.

Ove Rode var blevet gift, og han var blanket af økonomisk. Nogle travle år som journalist ved Politiken fulgte. Han skrev under mærket "Tys" en række meget yndede causerier, udgivet i bogform 1894 under titlen Opdigtede Kendsgerninger ligesom han arbejdede med teaterreportage og -kritik, det sidste i skyggen af Edvard Brandes. Rodes interesse for den dramatiske kunst gav sig udslag i Den lille Pige med Svovlstikkerne til musik af August Enna, Harlekins Omvendelse. En Maskekomedie med musik af C.F.E. Horneman, i bogform 1899, opført Århus teater 1900 og Dagmarteatret 1901. Stykket, der ikke blev en succes, er i passager stillestående, og intrigen ikke ganske overbevisende skønt versene er yndefulde, indsmigrende og præget af vid. 1902 udkom Nationalgaven eller Den berømte Olding som ikke nåede opførelse. Mest kendt i dag er Ove Rodes smukke grundlovssang: Danmarks dag velkommen, Danmarks Flag flyv ud, 1895. Det er givet at Ove Rode var et musisk menneske, men han havde næppe et reelt valg mellem at blive digter eller politiker. Selv erkendte han begrænsningen i sit kunstneriske talent og besluttede sig for at søge sig en vej i det politiske liv. ("Politiker var og er jeg, af arv, af liv og sjæl, af blod og opvækst" (1927)). Her var han hæmmet af en manglende folkelig basis og af en mangelfuld uddannelse. Det sidste prøvede han ved selvstudium at sætte sig ud over. Han læste politisk litteratur og arbejdede i skriftlig, men utrykt form med skildringer af morfaderens slægtleds bestræbelser. Det første søgte han at råde bod på ved at søge poster i det politiske organisationsarbejde og ved at skabe sig et navn som politisk journalist på Politiken hvor det dog oprindelig kunne være svært at hævde sig overfor Edvard Brandes og Viggo Hørup. Under disses stigende fravær kom Ove Rode til at skrive lederartikler i Politiken og udstikke bladets kurs og 1897–1901 var han dets redaktionssekretær. 1898 stillede han sig som venstre-reformpartiets kandidat mod Frede Bojsen ved folketingsvalget på Møn uden at opnå valg.

Ved systemskiftet 1901 fik Ove Rode en friere stilling ved bladet, men måtte samtidig se sig skubbet til side politisk af Edvard Brandes som efter Hørups ministerudnævnelse og senere død ønskede fuldstændig politisk kontrol over bladet. Med så meget større energi kunne Rode, der 1901–03 var formand for Studentersamfundet, deltage i "uroen i Venstre", som den radikale mod regeringen vendte opposition benævntes. Dens arnested var Den radikale klub 1903–05 fortrinsvis bestående af radikale intellektuelle fra hovedstaden. Støttet af Rode i Politiken kritiseredes bl.a. Albertis forslag om en retsreform som indebar genindførelse af pryglestraf. Uroen kulminerede 1905 med venstrereformpartiets sprængning og stiftelsen af det radikale venstre. Sammen med P. Munch og Oskar Johansen var han en af hovedforfatterne til det såkaldte Odense-program. For Ove Rode var kravet om social og økonomisk retfærdighed på ikke-socialistisk grundlag et hovedpunkt. Han var mindre dogmefast end Munch og stræbte med held efter at programmets affattelse ikke for ensidigt pegede på socialdemokratiet som eneste samarbejdspartner. På partiets stiftende landsmøde valgtes Rode til formand for det radikale venstres landsforbunds forretningsudvalg. Ved et ejendommeligt og af den partipolitiske udvikling uafhængigt, men for Rode gunstigt sammentræf gennemtvang ved årsskiftet 1904–05 Henrik Cavling at Edvard Brandes forlod Politiken. Ved Oskar Johansens mellemkomst lykkedes det på et hængende hår at få Ove Rode udnævnt til bladets politiske redaktør. Hermed havde han i forbindelse med sin placering i det nye parti fået skabt sig den basis der gjorde ham så at sige uundværlig for det radikale venstre. Vedholdende, nidkært og udvejsrigt udmøntede han i næsten daglige, polemiske lederartikler det radikale venstres program.

Stadig havde Rode dog svært ved at slå igennem folkeligt. Ved suppleringsvalget i Holbæk 1907 blev Rode efter en ubehagelig valgkamp, hvor modkandidaterne slog på hans "fremmedartethed" slået af venstrereformpartiets kandidat skønt kredsen hidtil havde valgt en radikal. Rodes såvel som det radikale venstres aktier syntes at stå lavt. 1907 havde Rode taget Albertis forhold op i en række artikler i Politiken, oprindelig alene rummende kritik af politisk og administrativ vilkårlighed, men fra sommeren 1908 tillige tydeligere og tydeligere sigtende Alberti for kriminelle handlinger idet Rode byggede både på centrale tip og på egne regnskabsanalyser. Rodes artikler var i sig selv fremragende journalistik, men hele tiden havde de som overordnet mål at tilføje J.C. Christensen og venstre et nederlag. Da Rodes kampagne, som blev gennemført jævnsides med Social-Demokratens, kulminerede med Albertis selvanmeldelse 8.9.1908 var Rodes position med et slag cementeret. For det radikale venstre var vejen banet ved valget 1909 som også førte Rode i folketinget, valgt i Holbækkredsen. I det første ministerium fik Rode ikke sæde, enten det nu skyldtes at han ikke selv følte sig parlamentarisk rustet, eller at Edvard Brandes mente at ministeriet ikke kunne holde til at rumme to redaktører fra Politiken. I stedet blev han som gruppeformand og politisk ordfører centralt placeret, også fordi han fortsat kunne understøtte sin politik i Politiken. 1907–13 var han tillige medlem af Københavns borgerrepræsentation og fik herigennem øget sit kendskab til en mængde af hverdagens problemer.

Ved valget 20.5.1910 havde Alberti-sagen og forsvarsspørgsmålet mistet en del af deres effekt, og efter en ualmindelig hård valgkamp, hvorunder man helt ubegrundet anfægtede Ove Rodes moral tabte Rode Holbækkredsen. Han kom dog atter i folketinget ved suppleringsvalget i Kalundborg-Samsøkredsen 7.9.1910, og her sad han sikkert til han selv nedlagde mandatet 1927. Ved regeringsdannelsen 1913 var han selvskreven til en ministerpost. Han overtog indenrigsministeriet -morfaderens gamle embede. Allerede 1911 havde C. Th. Zahle profetisk sagt at om fem år ville Rode være den indflydelsesrigeste mand i rigsdagen. Ministeriet Zahle betragtede sig som grundlovsministerium hvad der passede Ove Rode godt. Han havde i den foregående oppositionstid i så henseende været en drivende kraft og kunne nu som ansvarlig for den med grundloven sammenhængende valglov yde et afgørende bidrag til at spørgsmålet fandt en levedygtig løsning 1915. Ganske særligt var hans tillidsfulde forhold til Niels Neergaard af stor betydning ligesom hans politiske snilde kom på prøve, fx i spørgsmålet om hvorvidt de kongevalgte landstingsmænds mandater kunne opløses. Under indtryk af krigens chokagtige virkning og ud fra en formodning om krigens kortvarighed samt i det konkrete tilfælde for at sikre Bornholms forsyninger vedtog rigsdagen 7.8.1914 en lov der bemyndigede indenrigsministeren til at regulere priser på levnedsmidler og varer og til mod erstatning at ekspropriere varelagre. Loven, der var tænkt midlertidig, varede til 1.9.1919 og gav Rode en uhørt magt. Ved udøvelsen af denne støttede Rode sig til en række nævn og kommissioner, først og fremmest den såkaldt overordentlige kommission hvor han navnlig trak på vennen og partifællen Herman Heilbuth hvem han forgæves havde søgt at skaffe en ministerpost. Medlemmerne af disse kommissioner var personligt udpegede hvorved Rode på den ene side sikrede sig fremkommelige rådgivere, på den anden side i et vist omfang bandt de organisationer hvortil de hørte. Det system, som opbyggedes, øgede samfundets magt over erhvervslivet, men også dettes indflydelse på statens dispositioner ved organisationsrepræsentanternes – efter krigen organisationernes – medvirken. Ideen i reguleringerne – af fjenderne kaldet "det Rodeske regimente" – var at skaffe befolkningen elementære livsfornødenheder til en rimelig pris. Indgrebene ramte efterhånden alle sider af samfundslivet og vakte modstand i de kredse hvis indtjening begrænsedes (gårdejere og andre næringsdrivende), og eksempelvis ramte maksimalprisen på rug fra 31.12.1914 også husmændene, det radikale venstres kernevælgere. Rode støttedes foruden af de nævnte kommissioner af en ret begrænset kreds af embedsmænd, og han var selv med overalt. Det gjaldt både på ministermøderne, i rigsdagen, ved opslidende forhandlinger med erhvervslivets repræsentanter og ved vælgermøder over hele landet hvor han tog kampen op mod sine modstandere og søgte støtte til sin politik. Rode var udsat for et umenneskeligt slid. Han ældedes hurtigt, men nød at sidde i en magtfuld position.

Med baggrund i krigens gru og det åbenbart nødvendige i at foretage samfundsmæssige indgreb over for erhvervslivet søgte Ove Rode i den berømte Gimletale i folketinget 26.10.1916 ("efter Ragnarok kommer Gimle") at uddrage nogle generelle synspunkter der er tolket som en principiel tilslutning til planøkonomiske forestillinger. Der er næppe holdepunkter herfor. Ove Rode var principielt liberalist, men samtidig dybt forpligtet på at samfundet drog omsorg for dets svageste hvilket også under normale forhold kunne ske uden drastiske indgreb i markedsmekanismen. Talen, der i uddrag er genoptrykt i Rodes udvalg aftaler I Krigens Vendetegn, 1921, skal også vurderes i lyset af at Edvard Brandes kort forinden havde udtalt sig kritisk over for socialdemokratiet hvis støtte regeringen var afhængig af. Et led i restriktionerne var fra 1917 den mangedoblede afgift på brændevin der medførte et fald i alkoholismen og skaffede Rode en høj stjerne hos tidens mange afholdsmænd, et indgreb, hvis stemmemæssige sidevirkning Rode ikke var blind for. Ikke ubegrundet tillagdes Rode hovedæren for at det, så godt det på den givne baggrund var gørligt, lykkedes at skaffe de ikke-besiddende et minimum af livsfornødenheder. Folketingsvalget i maj 1918 viste tilslutning hertil, og Adam Fischers monument (1936–37) på Ove Rodes plads i København minder herom i dag.

Under genforeningsprocessen 1918–20 viste Rode at han – modsat fx Erik Scavenius – havde hjerte for sønderjyderne, idet han dog ikke mindst inspireret af Orla Lehmann klart fastholdt tanken om Slesvigs deling efter sindelagsgrænsen. Rode var sandsynligvis ophavsmand til tanken om H.P. Hanssens optagelse i ministeriet Zahle 1919, men han havde næppe forudset at denne udnævnelse kom til at svække både Hanssen og ministeriet. Op mod påskekrisen 1920, der medførte ministeriet Zahles afskedigelse, var Ove Rode dybt involveret i forhandlinger om en ny valglov der medførte en fuldstændig indførelse af forholdstalsvalgmåden. I venstres modstand herimod så han en hovedårsag til påskekrisen hvilket fremgår af hans bog Paaskekrisen 1920, 1926. Denne forklaring er næppe dækkende. Årsagerne var mere sammensatte, og bl.a. var modstanden mod Ove Rodes reguleringspolitik en væsentlig faktor, selv om stats-lånskrisen 1919 havde begrænset hans råderum. I krisens første fase havde Rode været uforsonlig, men under de dramatiske forhandlinger i begyndelsen af april 1920 var han virksom ved det forlig som normaliserede de parlamentariske tilstande, men også medførte et for det radikale venstre katastrofalt valg.

Ved afslutningen af sin ministertid var Ove Rode helbredsmæssigt svækket (sukkersyge), og han følte de efterfølgende år som oppositionsleder utilfredsstillende og belastende. Socialdemokratiet var nu definitivt indstillet på at agere selvstændigt, og det var svært for Rode og det radikale venstre i almindelighed at placere sig i forhold til den tidligere forbundsfælle. Modsat P. Munch var Ove Rode en søgende sjæl der spejdede efter flere udveje uden dog at ville binde sig. Et venstre under Niels Neergaard kunne han nok samarbejde med, og Rode har hovedansvaret for at det første ministerium Stauning blev styrtet 1926. Ministeriet Th. Madsen-Mygdals politik bød imidlertid ham og de fleste radikale vælgere imod, og da der 1927 bød sig en mulighed for at efterfølge H. Cavling som Politikens ansvarshavende redaktør, følte han, måske også skuffet over udviklingen, at han burde vende tilbage til sit gamle blad og nedlagde sit folketingsmandat. Efter valget 1929 havde hans tale i den radikale hovedbestyrelse for et regeringssamarbejde mellem S og R afgørende betydning. Han fandt at denne løsning nu var den for partiet mest tjenlige. Som redaktør til sin død 1933 øvede han ingen indflydelse på bladets linje der lagdes af Valdemar Koppel. Rode administrerede og repræsenterede, men var hyppigt fraværende på grund af sygdom.

Ove Rode var med sit væsen og sin åndsform og den deraf flydende retorik en sjælden skikkelse i dansk politik. I virkeligheden virkede hans egenskaber oprindelig hæmmende for hans gennemslagskraft. I pressede situationer kunne hans nervøsitet give sig udslag i manglende ligevægt, og med partifællen Gunnar Fog-Petersens ord var han "mere end nogen anden situationens mand". I taktisk henseende var han nølende og skrupuløs, søgende efter udveje og løsninger. Hans grundholdning var socialliberal, og sammen med Munch er han den som betød mest for det radikale venstres gennembrud. De to supplerede hinanden glimrende. Den kølige systematiker Munch var stærk i den enkle klare argumenterende holdning, Rode den der ved sin glansfulde agitation skabte interesse om partiet. Hans kampagne mod Alberti har skabt ham en varig plads i dansk pressehistorie. I hans ministertid kom hans talenter til fuld udfoldelse både i den almindelige regeringspolitik som Rode deltog yderst aktivt i, og i indenrigsministeriets utallige og byrdefulde sager som han beherskede både sagligt og politisk. Få politikere har gennemløbet en sådan udvikling som han fra den fandenivoldske boulevardjournalist uden egentlig uddannelse og til statsmanden hvis fantasi og evne til overbevisende argumentation, blandet med pragmatisme og opportunisme gjorde ham til en suveræn parlamentariker der så flere resultater af sin virksomhed end det er de fleste politikere beskåret. I anvendelsen af den betydelige magt han havde, især under krigen, var ledestjernen uden svigten de ikke-besiddendes tarv. Rode kan tælles blandt de fire-fem betydeligste politikere i 1900-årene.

Familie

Ove Rode blev født i København (Frels.), døde i Gentofte og ligger begravet samme sted. Forældre: højskoleforstander, dr.phil. Gotfred Rode (1830–78) og Rota Margrethe Lehmann (Margrethe Rode) (1846–1918). Gift 4.7.1891 i Modum med Nicoline (Line) Andrea Margery Vibe Dedichen, født 1.6.1869 i Modum, død 23.3.1936 i Gentofte, d. af overlæge ved Modum bad Hans Gabriel Sundt Dedichen (1836–99) og Caroline Henriette Frederikke Thaulow (1836–1917). Bror til Helge Rode.

Ikonografi

Malet skitse af G. Stenersen, 1885 (Studentersamfundet, Oslo). Tegn. af G. Werenskiold, 1886 og af Alfred Schmidt, 1887 (Fr.borg). Afbildet på mal. fra Johan Knudsens hjem af C. Clausen, 1892 (Bangsbomus.). Tegn. af J.AG. Acke, 1899. Tegn. af Hugo Larsen, s.å. Karikatur af Alfred Schmidt 1901 m.fl. og af Ragnvald Blix, 1904 (Fr.borg). Karikaturer af Alfred Schmidt 1909–19 (sst.) og af H. Jensenius 1917 og 1923 (sst.). Afbildet på Jul. Paulsens mal. af ministeriet Zahle, 1916–17 (Fr.borg, dep. i folketinget), skitse hertil (Fr.borg). Afbildet på H. Vedels mal., 1917, af grundlovsforhandlingerne 1915 og på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (begge folketinget). Mal. af Johs. Nielsen, 1927 (bl.a. folketinget og Politiken). Karikerende litografi af H. Bendix, 1927. Tegn. af H. Jensenius udst. 1928. Buste af G. Hammerich, 1929, som monument 1935 (Møllebakken, Kalundborg), i marmor 1955 (Fr.borg); relief af samme (på gravstenen). Profiltegn. (Kgl. bibl.). Tegn. af Sophus Jürgensen og af Ivan Opffer. Silhouet. Foto. – Mindesten i Tranebjerg 1933. Mindesmærke af Adam Fischer på Ove Rodes plads i Kbh. 1936–37.

Bibliografi

Ove Rode i Gads da. mag. XXI, 193–219 (erindr, fra Norge). Ove Rodes dagbøger 1914–18, udg. Tage Kaarsted, 1972. -Politiken 31.8. og 1.9.1927. Sst. 12.7. og 13.7.1933. [Gunnar Nielsen] og C. Th. Zahle sst. 20.10.1938. Helge Larsen sst. 5.6.1945. P. Munch sst. 30.8.1947. Sv. Thorsen sst. 29.8.-30.8.1967. Det radikale venstre 1905–30, 1930 12–18. Johs. Lehmann i Ord och bild XLVI, Sth. 1937 477–87 (optr. i forf.s Mænd i Norden, 1938 141–61). G. Fog-Petersen: Det radikale venstres hist. I, 1938 215–18. Vald. Koppel: Af Politikens hist. I–II, 1946. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre 1905–55, 1955. Erik Rasmussen: Statslånskrisen 1919, 1957. Samme i Jyske saml. ny r. IV, 1957–58 249–93. Tage Kaarsted: Hvad skai det nytte?, 1958. Samme: Ove Rode. En politiker bliver til, 1963. Samme: Ove Rode som partipolitiker, 1971. Samme: Påskekrisen 1920, 1968. Samme i Festskr. til Troels Fink, 1982. Bertel Dahlgaard i Kristeligt dagbl. 31.8.1967. Gustav Pedersen i Berl. tid. s.d. De danske ministerier 1901–29, ved Sv. Thorsen, 1972. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig